Natteravne på vej til endnu en by - skal bekæmpe stoffer og utryghed

Der har været udfordringer med unge i Dianalund. Derfor ønsker en gruppe nu at etablere natteravne i byen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tirsdag aften er der informationsmøde i borgerhuset på Sømosevej i Dianalund. Omdrejningspunktet for mødet er at få etableret en lokal undergruppe af Natteravnene i byen, hvor der bor omkring 5.000 indbyggere.

En af initiativtagerne er Socialdemokratiets Annette Raaschou van der Star, der tidligere har siddet som formand i SSP-udvalget og været en del af kommunalbestyrelsen i Sorø i mere end 20 år.

Hun forklarer, at det er "sammensurium af mange ting", der gør, at hun ønsker, at de ikoniske, gule jakker i fremtiden skal være synlige i Dianalund.

- På et tidspunkt var der en del stoffer, som blev solgt, og der har blandt andet været en gruppe, der har rendt rundt og kastet med sten mod ruderne, fortæller hun.

quote Behovet er ikke det samme i Dianalund som i de store byer.

Casper Christiansen, initiativtager

Sammen med Annette Raaschou van der Star står også Casper Christiansen bag initiativet. Han er medlem af skolebestyrelsen på Holberg Skole, og han mener også, at Natteravnene vil have en gavnlig effekt på de uroligheder, der har været i byen.

- Det er for at imødekomme de unge mennesker og skabe en dialog med dem, siger han.

- De skal være her som alle andre, men nogle borgere har været generet af dem – min egen nabo har fået smadret en rude eksempelvis - så vi skal have observeret, hvad der sker i byen, forklarer han.

Afdelingen i Dianalund vil skulle fungere som en undergruppe af Natteravnene i Slagelse.
Afdelingen i Dianalund vil skulle fungere som en undergruppe af Natteravnene i Slagelse. Foto: TV2 ØST

Ikke et klassisk setup

Hvor de fleste af landets natteravne bevæger sig i de sene nattetimer i byer, hvor der er et pulserende natteliv, bliver initiativet et andet i Dianalund.

- Behovet er ikke det samme i Dianalund som i de store byer. Her er én bodega, og "bylivet" stopper måske ved midnat, fortæller Casper Christiansen.

Læs også
16-årig mistede livet til MDMA:
Over 500 deltog i fakkeltog for at mindes
Læs også
16-årig mistede livet til MDMA:
Over 500 deltog i fakkeltog for at mindes

Derfor bliver aftenens møde startskuddet til at få lavet en model for, hvordan natteravnene  bliver brugt på bedste vis.

Foreningen bliver en underafdeling af gruppen i Slagelse, som har stor erfaring med at gå på gaden i nattelivet blandt de unge.

- Jeg håber, at der kommer noget tilslutning, så der er flere borgere, der kunne blive en del af det, så vi kan komme de problematikker til livs og fremadrettet hjælpe de unge mennesker, siger Casper Christiansen.

- Jeg håber, at vi får skabt en gruppe, som kan skabe tryghed. Hvor tit, hvor lang tid og hvor sent vi skal være på gaden, skal vi så efterfølgende have fundet ud af, siger Annette Raaschou van der Star.

Læs også
Natteravnene vil etablere sig i Skælskør - vækker begejstring i politiet
Læs også
Natteravnene vil etablere sig i Skælskør - vækker begejstring i politiet

Til aftenens informationsmøde vil der også være repræsentanter fra SSP, politi og fra natteravnene i Slagelse.

Hvornår de gule jakker vil kunne ses i bybilledet i Dianalund er stadig uvist. Initiativtagerne håber, at det bliver hurtigst muligt.  

Video: Efter en lang corona-nedlukning var natteravnene i Slagelse tilbage på arbejde i september 2021.

Efter en lang nedlukning er der igen godt gang i nattelivet. Derfor er Natteravnene også på arbejde for at skabe tryghed for de unge i nattelivet. Både de unge og politiet sætter stor pris på de gule jakkers arbejde.

Nyhedsoverblik