Ny modstand mod Kattegatforbindelsen - frygter udsigten til lyntog i baghaven

Borgere fra Dianalund og omegn frygter for udsigten til højhastighedstog i baghaven, efter de har læst et nyt notat om den kommende Kattegatforbindelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Planerne om en Kattegatforbindelse mellem Sjælland og Jylland har længe været omdiskuteret. Nu møder projektet også modstand fra en gruppe borgere på det centrale Vestsjælland.

Blandt initiativtagerne er Jacob Falk. Han frygter for udsigten til højhastighedstog i baghaven, hvis politikerne på sigt vælger at lade en Kattegatforbindelse etablere, sådan som den foreløbig undersøgelse af projektet lægger op til:

- Vi synes, der er for mange naturødelæggelser, lokale ødelæggelser på vores område herude, siger han.

quote Vi forbløffes flere gange dagligt over, at der er en del, som ikke ved det overhovedet, at det her lyntog – muligvis – er på vej

Jacob Falk, Dianalund

Ifølge i et nyligt notat fra Transportministeriet til Folketingets transportordfører fremhæves en højhastighedsbane tværs gennem Midt- og Vestsjælland som den mest oplagte af to linjeføringer til en kommende forbindelse.

Ifølge notatet er der på nuværende tidspunkt to oplagte løsninger for linjeføring af jernbanen til en kommende Kattegatforbindelse. Linjen fra Ringsted - tværs ind over Sjælland - fremhæves på en række parametre som den bedste af de to forslag.
Ifølge notatet er der på nuværende tidspunkt to oplagte løsninger for linjeføring af jernbanen til en kommende Kattegatforbindelse. Linjen fra Ringsted - tværs ind over Sjælland - fremhæves på en række parametre som den bedste af de to forslag. Foto: Grafik: Jens Kjeldsted TV ØST

Ingen lokale interesser

Notatet sammenfatter en række foreløbige resultater fra en forundersøgelse af en Kattegatforbindelse.

Heraf fremgår det blandt andet, at tog skal kunne køre frem til en kommende bro eller tunnel med op til 250 kilometer i timen, hvilket Jacob Falk har svært ved at se værdien i for de mange, der bliver nabo til en mulig ny jernbane.

- Det tilgodeser lokale interesser meget lidt. Vi får muligvis ifølge notatet en station i Spangsbro (ved Kalundborg, red.) som det eneste sted. Så det er på ingen måde lokalt, siger han.

Jacob Falk fra Dianalund mener det er vigtigt, at man nu spreder budskabet i lokalbefolkningen.
Jacob Falk fra Dianalund mener det er vigtigt, at man nu spreder budskabet i lokalbefolkningen. Foto: TV2 ØST

Tidligere har protesterne mod Kattegatforbindelsen navnlig koncentreret sig omkring Røsnæs ved Kalundborg, der er udpeget som en oplagt mulighed for landgang til en kommende bro eller tunnel.

Alligevel mener Jacob Falk, der er brug for yderligere en gruppe:

- Grupperne i både Røsnæs og den store Kattegatforbindelse - nej tak er meget store, og vi drukner meget nemt i dem. Derfor vælger vi at sige, nu går vi på sociale medier, hvor vi er baseret lokalt langs den korridor, siger han og tilføjer:

- Vi forbløffes flere gange dagligt over, at der er en del, som ikke ved det overhovedet, at det her lyntog – muligvis – er på vej. Det gør også, at man føler, der er virkelig god grund til at sprede det her budskab.

quote Det ultimative mål er at stoppe hele Kattegatprojektet

Jacob Falk, Dianalund

Jacob Falk har sammen med en række medinitiativtagere som noget af det første stiftet en Facebook-gruppe, ligesom budskabet også er blevet delt i en lang række lokale grupper på det sociale medie.

- Det ultimative mål er at stoppe hele Kattegatprojektet, forklarer han, men erkender samtidig, at der også er dem, der synes, den nye jernbane er godt for området.

- Folk bliver ret gale nogle gange over, at man kommer og siger nej til det lyntog. Der er mange, der synes, det er en uhyre god idé.

Frygter fald i huspriser

Ifølge forundersøgelsens foreløbige konklusioner vil forbindelsen påvirke natur- og miljø og give en støjpåvirkning i områder, som i dag ikke er belastet af støj.

Det, mener også Jørgen Randløv Madsen, er alt for høj en pris at betale for at kunne komme halvanden time hurtigere frem med tog mellem landets største byer, sådan som forundersøgelsen påpeger, er en af gevinsterne ved en Kattegatforbindelse.

Jørgen Randløv Madsen fra Dianalund har gennem et stykke tid forsøgt at skabe opmærksomhed blandt sine naboer. For de kan om føje år risikere at få en højhastighedsbane til en kommende Kattegatforbindelse som nabo.
Jørgen Randløv Madsen fra Dianalund har gennem et stykke tid forsøgt at skabe opmærksomhed blandt sine naboer. For de kan om føje år risikere at få en højhastighedsbane til en kommende Kattegatforbindelse som nabo. Foto: TV2 ØST

Derfor startede han allerede for noget tid siden med at gøre sine naboer opmærksom på projektet med pjecer i postkasserne.

- Efter at de har kigget på andre korridorer oppe omkring Nordvestbanen – er det her den korridor, de foretrækker, siger han og fremhæver, at det vil få konsekvenser for dem, som vil blive nabo til banen:

- Det vil vise sig i, at huspriserne falder – om det er ti eller tyve procent afhænger af, hvor tæt på banen man er – og det vil desværre ske, allerede hvis de beslutter at lave en VVM-redegørelse (miljøundersøgelse af projektet, red.).

Læs også
Ny undersøgelse kan bane vej for fast forbindelse over Kattegat
Læs også
Ny undersøgelse kan bane vej for fast forbindelse over Kattegat

Den nye protestgruppe agter at alliere sig med de øvrige modstandere af en mulig Kattegatforbindelse.

- Vi vil have langt større kræfter ved at arbejde sammen med dem på Asnæs, Røsnæs, Samsø og Østjylland mod hele forbindelsen som sådan. For vi synes, 100 milliarder kroner i høj grad vil være spildt, påpeger Jørgen Randløv Madsen.

Foreløbigt har protestgruppen på 13 dage opnået godt 300 medlemmer af en ny Facebook-gruppe under navnet NEJ til Lyntog og Kattegat Forbindelse igennem Vestsjælland, og i den kommende uge, skal det første borgermøde afholdes.


Nyhedsoverblik