Ordblinde Sara kæmper med at stave hvert eneste ord - nu drømmer hun om at blive forfatter

13-årige Sara Bæch kæmper ligesom 50.000 andre skoleelever med ordblindhed og de fordomme, der klæber til det usynlige handicap. En ordblindedag skal nu nedbryde tabuerne.

Det her er hendes fortælling.

 Jeg hedder Sara Bæch, jeg er 13 år og går i 7. klasse.

 Jeg har meget svært ved at stave. Min læsning går egentlig okay, men det med at stave går helt galt. Bare det at skrive hvert eneste bogstav i hvert ord er meget besværligt.

quote Når jeg skulle læse, kunne jeg godt begynde at græde, fordi jeg ikke vidste, hvordan man gjorde

Sara Bæch, elev i 7.C på Frederiksberg Skole, Sorø

Inden jeg fandt ud af, at jeg var ordblind, skulle jeg læse en halv time hver dag i Alle vi børn i Bulderby. Det var slemt. Jeg kunne simpelthen ikke. Når jeg skulle læse, kunne jeg godt begynde at græde, fordi jeg ikke vidste, hvordan man gjorde. Skolen var også meget hård, fordi jeg ikke kunne få læst alt op.

 Sara Bæch læser sammen med resten af 7.C på Frederiksberg Skole i Sorø bogen Ternet Ninja af Anders Matthesen. Men som ordblind kan ordene danse rundt på siderne og være svære at sætte sammen. Her kan du læse et uddrag af bogen, som det kan se ud for ordblinde:

Det er foredragsholder Jesper Sehested, der har hjulpet TV2 ØST med at udvikle teksten. Jesper er selv ordblind og holder foredrag om det usynlige handicap. Han forklarer, at teksten giver det bedst mulige billede af, hvordan det kan opleves at være ordblind for ikke-ordblinde.

 Men Jesper Sehested understreger, at problemet er mere komplekst. Udover dansende bogstaver kan det være svært at omsætte et specifikt bogstav til en specifik lyd eller et ord til en sammenhæng.

Hvad er ordblindhed?

  • Ordblindhed eller dysleksi er markante vanskeligheder med at lære at forbinde bogstaver og sproglyde i læsning. Vanskelighederne fører til usikker og/eller langsom læsning, vanskeligheder med at læse nye ord og langvarige vanskeligheder med stavning. Derfor oplevelses ordblindhed ofte som et handicap.
     
  • Man kan ikke kurere ordblindhed, og ordblindes indlæringsvanskelighed forsvinder ikke. Men ordblinde kan blive bedre ved at øve sig og dermed undgå, at ordblindheden får negative følger.
    ​​​​​​
  • Ordblindhed er arveligt. Der er fundet mange forskellige markører for ordblindhed på kromosomerne. Det vil ifølge Carsten Elbro, professor i læsning på Københavns Universitet, sige, at der kan være rigtig mange genetiske mekanismer involveret. Jo flere af disse genetiske markører, der er til stede hos den enkelte, jo større er risikoen for ordblindhed. Helt konkret er risikoen for ordblindhed omkring fire gange højere blandt børn, hvor mindst én af forældrene er ordblind.
     
  • Myten klæber til ordblindhed, men ordblinde er ikke dummere end andre. Gennem årtier er der forsket intensivt i spørgsmålet, om der er sammenhæng mellem ordblindes læsevanskeligheder og deres generelle færdigheder på andre områder. Men ordblinde kan ligesom alle andre være kvikke eller mindre kvikke.

 

Kilder: Carsten Elbro, professor i læsning på Københavns Universitet, Ordblindeforeningen og Egmont Rapporten 2018 'Let vejen - til uddannelse for ordblinde børn og unge'.

Det hårdeste var, når vi skulle skrive i hånden i et hæfte og kigge op på tavlen, så skulle jeg være hurtig til at skrive ned. Modsat de andre, der bare skulle kigge en gang og selv kunne stave ordene, var jeg nødt til at kigge på hvert eneste ord, som jeg skulle skrive. 

Hvis jeg for eksempel skal skrive natur- og teknikaflevering, skal jeg se, hvordan man staver til natur- og teknik, og hvordan man staver til aflevering. Jeg er nødt til at kigge på hvert eneste bogstav og sige til mig selv, så er det et n og et a og et t.

quote Jeg var flov over ikke at kunne læse eller skrive

Christian Fuhlendorff, komiker og ordblind

Da vi skulle læse en gyserbog og fik tre kapitler for, tog det de andre to timer at læse de tre kapitler, mens det tog mig to dage at læse kapitlerne. 

Det var meget besværligt for mig, og jeg skulle altid have hjælp. Hvis mine forældre var på arbejde - og de kommer relativt sent hjem - så var jeg nødt til at læse sent på aftenen, og det var meget hårdt at læse så sent. Især hvis jeg skulle læse teksten to gange. 

Engang blev klokken 23.30, før jeg kom i seng, og på det tidspunkt var jeg ikke særlig gammel, så det var virkelig hårdt.

quote Det kom som et chok for mig

Nogle af de sværeste opgaver er dem, hvor jeg får en dansktekst og skal rette stavefejl. Der var jeg simpelthen nødt til at give op undervejs, fordi jeg kunne ikke se nogen fejl. 

En ting er at stave et ord, noget andet er at rette et ord. 

Hvordan skulle jeg kunne se, at der en fejl? Det havde jeg overhovedet ikke mulighed for. Jeg blev nødt til at springe opgaven over.

quote De kan opnå alt det, de vil i livet, selvom de er ordblinde

Christian Fuhlendorff, komiker og ordblind

Jeg spejlvender meget tit mine s’er, og det er selvfølgelig meget flot, når jeg hedder Sara. 

Men det har jeg altid gjort, og det gør jeg faktisk stadig. Det virkelig irriterende, at jeg skriver so i stedet for os. Alligevel er det lidt sjovt, når jeg sidder med mine venner, og de fortæller mig, at jeg har skrevet so.

Komiker Christian Fuhlendorff bryder tabuet

Komikeren Christian Fuhlendorff, der selv er ordblind og har gået på specialskole, motiverer de ordblinde elever og deres forældre ved den nye ordblindedag i Sorø Kommune. Han var i store dele af sin barndom og ungdom flov over, at han ikke kunne læse eller stave ligesom sine klassekammerater.

- Jeg var flov over ikke at kunne læse eller skrive. Jeg trak mig i de fag, hvor det fyldte meget. Problemet var, at læsning bredte sig ud over alle fag. Du skal for eksempel i matematik læse, hvor hurtigt et tog kører, og det havde jeg rigtig svært ved. Derfor skrev jeg ikke, når andre kiggede mig over skulderen, og jeg skrev meget småt, så folk ikke kunne se, at det var stavet forkert. Det var først, da jeg blev voksen, at jeg turde spørge andre om hjælp til at stave. I den første store del af mit liv var det kun min mor, jeg turde spørge om hjælp til at stave.

- Da jeg spurgte folk om hjælp til at stave, oplevede jeg, at folk elskede at hjælpe én. Folk elsker at hjælpe dig, hvis det ikke koster dem noget. De får samtidig lov til at vise, at de er god til noget. Nu er jeg fuldstændig ligeglad med at spørge folk om hjælp, fortæller Christian Fuhlendorff.

Det er ikke første gang, at den kendte komiker stiller sig op foran ordblinde for at motivere dem, og han har et helt særligt budskab med til eleverne.

- Jeg kan godt lide at fortælle dem, at det som ung føles hårdt at være ordblind. De føler måske, at de aldrig kan blive til noget som helst, når de ikke kan læse. Men de kan opnå alt det, de vil i livet, selvom de er ordblinde. Jeg siger tillykke med, at de er ordblinde, fordi så er det spændende at se, hvad det er for en superkræft, de får i stedet for. De kan godt lære at skrive og læse, det er bare sværere for dem. Men det betyder, at de meget tidligt i livet lærer at arbejde hårdere for noget, og det kommer dem kun til gode senere i livet.

Jeg har været ordblind hele mit liv, men jeg er først blevet konstateret ordblind for cirka et år siden. 

Det kom som et chok for mig. Da jeg tog min ordblindetest, spurgte de mig, om jeg troede, at jeg var ordblind. Det troede jeg overhovedet ikke. 

Men så fandt jeg ud af, at jeg var ordblind, og hvor de fleste vil være kede af det, blev jeg egentlig relativt lettet. Fordi det betød, at det ikke var min skyld. Det var ikke min skyld, at jeg ikke kunne stave. 

Det var ikke min skyld, at jeg ikke kunne læse. Det var noget, jeg var født med, og det lettede mig rigtig meget.

quote Min veninde Ella fra klassen hjælper mig meget med mine lektier

Sara Bæch, elev i 7.C på Frederiksberg Skole i Sorø

Jeg tænkte aldrig over, at det var ordblindhed. Jeg troede bare, det var mig, der ikke kunne finde ud af det. 

Men da jeg fandt ud af, at jeg var ordblind, gav det rigtig god mening, fordi jeg havde altid sværere ved det end de andre.

Jeg føler mig anderledes, men jeg vil ikke sige, at jeg føler mig anderledes på en dårlig måde. Jeg kan jo stadig snakke med folk. 

Det er ikke noget, der gør mit liv anderledes på den måde. Jeg har aldrig følt, at der har været nogen grænser. 

Men det er anderledes at være ordblind, når man for eksempel er ude og ikke kan tyde et skilt, hvor der står, at her må man ikke tage billeder.

50.000 elever kæmper med ordblindhed

  • Syv procent af de voksne danskere opfatter sig selv som ordblinde ifølge Carsten Elbro, der er professor i læsning på Københavns Universitet.
     

  • De seneste tal på området viser, at cirka otte procent af eleverne i grundskolen i 2014 modtog særlig støtte på grund af store læse-stave-vanskeligheder. Det svarer til cirka 50.000 elever. Her var ordblinde den klart største gruppe. Et mindretal har vanskeligheder med sprogforståelse i læsning uden at være ordblinde.
     

  • Tilbage i 2015 offentliggjorde Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling en national ordblindetest til at identificere elever og studerende med ordblindhed fra 3. klasse og op gennem uddannelsessystemet. Cirka et år efter lanceringen viste en analyse fra Styrelsen for It og Læring, at alle landets kommuner havde taget testen til sig.

 Kilder: Carsten Elbro, professor i læsning på Københavns Universitet, Ordblindeforeningen og Egmont Rapporten 2018 'Let vejen - til uddannelse for ordblinde børn og unge'.

Der er mange fordomme om, at man ikke kan stave eller læse. I min klasse og på min årgang har vi ti ordblinde, så der føler jeg ikke, at der er fordomme. Men nogle folk forstår ikke ordblindhed. 

De kan blive overrasket over, at jeg kan læse noget op.

quote Jeg kan blive, hvad jeg vil

Sara Bæch, elev i 7.C på Frederiksberg Skole i Sorø

Jeg bruger flere hjælpemidler. Jeg kan tale ind i en mikrofon, og så er der et program, som skriver teksten ned. 

Jeg kan få hjælp til at stave med Appwriter, som giver mig ordforslag. Jeg kan også bruge Txtanalyser, der stort set retter alle mine stavefejl, og jeg kan tage et billede med min mobil, der gennem Appwriter kan læse teksten op for mig.

 

Jeg har mange søde veninder, der gerne vil hjælpe mig med at rette mine lektier og lige kigge dem igennem, fortæller Sara Bæch.
Jeg har mange søde veninder, der gerne vil hjælpe mig med at rette mine lektier og lige kigge dem igennem, fortæller Sara Bæch. Foto: Thomas Albrektsen - TV2 ØST

Hjælpemidlerne har hjulpet mig rigtig meget med mine lektier, fordi jeg bare kan indtale en hel analyse af en bog. 

Jeg skal bare huske at sige punktum og komma. Det er virkelig nemt. Jeg er også begyndt at bruge Appwriter, som hjælper mig med at stave et ord. Det er ligesom at have briller.

Hver gang folk kommer med fordomme om ordblinde og de mange hjælpemidler, så skal du bare sige til dem, at det er ligesom at bruge briller. 

Det er ikke snyd at bruge hjælpemidler, og det er vigtigt for folk at vide, at vi ikke er dumme. Folk med briller er jo heller ikke dumme.

Vil bryde tabuerne med ny ordblindedag

Men nu skal tabuerne og fordommene brydes.

 Derfor afholder Sorø Kommune i forbindelse med FN’s internationale dag for læse- og skrivefærdigheder mandag den 9. september for første gang et stort arrangement for cirka 400 ordblinde elever og deres forældre i Sorø Hallen.

 Her skal ordblindementor Christian Bock og komiker Christian Fuhlendorff, der begge selv er ordblinde, blandt andet motivere eleverne og deres forældre. Ligesom både Gyldendal, Nationalbiblioteket for personer med læsevanskeligheder (Nota) og repræsentanter fra videregående uddannelser vil være til stede.

 Det er Sorø Kommunes læsevejledere, som har taget initiativ til den nye ordblindedag.

 - Vi vil gerne nedbryde de tabuer, der er omkring ordblinde. Det er blandt andet, at man er mindre intelligent, hvis man er ordblind. Et andet tabu er, at man ikke har samme muligheder for valg af uddannelse, når man er ordblind. I dag kan man det hele som ordblind, hvis man får de rigtige redskaber som ordforslagsprogrammer og oplæsningsmuligheder for at tilegne sig den sammen viden, siger Bente Lauritsen, læsevejleder på Pedersborg Skole.

 - Rigtig mange ordblinde får faktisk en højere boglig uddannelse, fordi de arbejder hårdt og mere end andre uden ordblindhed. Derfor vil vi rigtig gerne være med til at give dem et skulderklap og sige, at de gør et godt stykke arbejde, tilføjer hun.

Ordblinde klarer sig dog generelt dårligere i skolen end andre elever, og tre ud af ti ordblinde gennemfører ikke en ungdomsuddannelse, viser en rapport fra Egmont Fonden fra 2018. Det er dobbelt så mange som blandt deres ikke-ordblinde jævnaldrende.

Bente Lauritsen er heller ikke i tvivl om, det kan have vidtrækkende konsekvenser, hvis ikke skoleelever med ordblindhed får den rette hjælp.

- De kan få en dårlig skoletid, og det kan få den konsekvens, at de ikke lærer det, som de skal. Hvis man ikke nedbryder tabuerne omkring ordblindhed, så kan de måske ikke være i et ligeværdigt valg, når de skal søge arbejde, og det kan påvirke deres selvværd, siger hun.

Min veninde Ella fra klassen hjælper mig meget med mine lektier, især hvis jeg har en bog i engelsk eller fransk, for når det er på papir, er det svært at bruge de digitale hjælpemidler.

 Folk må gerne rette mine stavefejl. Jeg giver faktisk mine veninder mine lektier, inden jeg afleverer dem og spørger dem, om de kan finde nogle fejl, fordi det kan jeg ikke.

quote Jeg har altid haft brug for hjælp

Sara Bæch, elev i 7.C på Frederiksberg Skole i Sorø

Jeg har mange søde veninder, der gerne vil hjælpe mig med at rette mine lektier og lige kigge dem igennem. 

Og jeg har altid haft brug for hjælp, så jeg har aldrig haft noget problem med at spørge folk. Jeg spørger også min sidemakker om hjælp til at stave et bestemt ord. Jeg har ikke noget problem med at spørge folk, om de vil hjælpe mig, fordi det er det, der skal til, for at jeg kan lære at stave.

Selvfølgelig kan det godt være hårdt at være ordblind, men hvis jeg vil være forfatter, så kan jeg indtale en hel bog og bare kigge efter stavefejl bagefter. 

Jeg kunne bare bruge Txtanalyser, og så var jeg done, så jeg føler ikke en eneste begrænsning. Det kan selvfølgelig være lidt hårdere i forhold til andre, men jeg kan blive, hvad jeg vil.