Dansk Folkeparti er blevet endnu et byrådsmedlem fattigere. Denne gang i Sorø, hvor Henrik Kjølby Pedersen torsdag meddelte, at han melder sig ind i Venstre. Det skriver Sjællandske.
Over for avisen ønsker at han ikke at komme ind på, hvad der har fået ham til at vælge DF fra, men siger om sit skifte:
Jeg synes ikke, det kører, som det skal i øjeblikket, og med de resultater, som der laves, er jeg mere ovre i Venstre-siden nu
- Jeg vil gerne blive i blå blok. Og Venstre er det sted, der passer mig bedst. Der er højt til loftet. Nye Borgerlige? Nej, de er for yderligtgående til mig. Jeg er ikke racist, siger den nu tidligere DF'er til avisen.
Udmeldelsen sker efter ni års medlemskab af Dansk Folkeparti. Henrik Kjølby har siden 2014 været medlem af byrådet i Sorø Kommune, hvor han blandt andet er næstformand i Teknik- og Miljøudvalget og formand for Handicaprådet.
Henrik Kjølby er den fjerede DF'er her i regionen, som på under to uger forlader partiet.
Til TV2 ØST fortæller Henrik Kjølby, at det er mange småting, der har gjort, at han i dag føler sig mere som Venstre-mand end DF'er, men i modsætning til de øvrige parti-flygtninge handler hans exit ikke om forholdet til partitoppen på Christiansborg.
- Der er så mange småting, som kluminerede, og jeg blev enig med mig selv om, at den politiske linje fremadrettet, der tror jeg nok, jeg er lidt mere Venstre-mand, siger Henrik Kjølby og tilføjer:
- De andre, som jeg i øvrigt kender, gør det på grund af Christiansborg - men det gør jeg ikke. Jeg skilder den slags politik ad. Jeg synes ikke, det kører, som det skal i øjeblikket, og med de resultater, som der laves, er jeg mere ovre i Venstre-siden nu.
Ifølge Henrik Kjølby er han blevet hilst varmt velkommen i Venstre, Sorø, hvor han på posten som næstformand for Teknik og miljøudvalget har arbejdet tæt sammen udvalgets formand, Jens Nygaard (V).
Fjerde udmeldelse på en måned
På landsplan er der over 200 DF'ere i landts byråd, og derfor gør en enkelt til eller fra ikke nogen afgørende forskel. Men udmeldingen kommer på et tidpsunkt, hvor målingerne har ikke rettet sig opad igen efter valgnederlaget sidste år, hvor DF blev rundbarberet fra 37 til 16 mandater.
Samtidig har der været rumsteren i partiets bagland lige siden valgnederlagene for et år siden.
19. maj mistede Dansk Folkeparti to byrådsmedlemmer i Vordingborg Kommune. Her valgte Heino Hahn og John Pawlik for to uger siden at skifte til Nye Borgerlige efter henholdsvis 18 og 8 års medlemskab af Dansk Folkeparti.
Her var det blandt andet beslutningen på Christiansborg i 2018 om at oprette et udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt for kriminelle, afviste asylansøgere, der havde fået tilliden til partiet til at smuldre.
Anderledes ser man dog på det i partitoppen, hvor den lokale folketingskandidat og næstformand af Dansk Folkeparti, Søren Espersen, gav følgende kommentar til TV2 om hr. Hahn og hr. Pawliks afsked med partiet.
- Jeg bor selv i Vordingborg, kender det hele, min kone har siddet i Vordingborg byråd gennem halvanden sæson. Så vi kender hele spillet dernede, og det, det drejer sig om i Vordingborg, er, at de skændes så det brager de to fraktioner imellem, og det er det, det bunder i. Det har ikke et klap med politik at gøre, mente Søren Espersen.
For blot fem dage siden var det Tina-Mia Eriksen, byrådsmedlem i Ringsted, som sendte medlemssekretariatet i Dansk Folkeparti sin udmeldelse og lod sig blive medlem af De Konservative.
Hun forlod derfor de to DF'ere Per Nørhave og Daniel Nørhav, som er far og søn - ligesom deres henholdsvis hustru og mor er formand for Dansk Folkepartis lokalforening i Ringsted og sekretariatschef for partiet på Christiansborg.
- Jeg har været rigtig glad for at være i Ringsted Byråd, og jeg har rigtig mange gode kollegaer. Der er ingen tvivl om, at jeg sidder med en familie – mor, far og søn, og det giver selvfølgelig nogle vanskeligheder. Der har været svært til tider. Det er altid svært, når man sidder med en familie helt alene, sagde hun mandag til TV2 ØST.