Det hele startede med en god idé - og for Malte Arensbach er der sjældent langt fra tanke til handling.
Det tog derfor ikke lang tid for den blot 21-årige mand fra Sorø at sætte skub i sin nye iværksætterdrøm.
- Jeg har for nylig haft et diskotek, jeg lige har solgt, og så tænkte jeg: Hvorfor ikke kombinere sommerfester med natklubber?, fortæller han.
Det var sådan ideen til oppustelige natklubber opstod.
Har selv designet
I samarbejde med et udenlandsk firma har han derfor fået designet et oppusteligt telt, der med indbygget LED-lys og fire meter til loftet bidrager til at skabe ægte diskoteksstemning.
- Der er 40 kvadratmeter herinde, så der kan være cirka 40 til 50 dansende gæster, fortæller Malte Arensbach, mens han viser rundt i det oppustelige telt.
Firmaet hedder ’klubtelt.dk’ og har ikke engang eksisteret en måned, men Malte Arensbach oplever allerede en god efterspørgsel på sit produkt.
- Det er blevet taget rigtig godt imod. Jeg har allerede en del bookinger, så jeg brokker mig bestemt ikke, siger han.
Iværksætter-DNA
Indtil videre har han kun et enkelt telt, som han udlejer sammen med ekstra tilbehør i form af højtalere, gulv, DJ og ekstra lys.
Hvis efterspørgslen fortsætter, har han dog planer om at bestille flere telte hjem i forskellige størrelser.
Drømmen om at skabe en virksomhed med oppustelige diskoteker er nemlig kun lige begyndt.
- Jeg ved godt, at det lyder rigtig kliché, men jeg tror, at det ligger i mit DNA at være sådan her som person.
- Hvis jeg ikke får ført denne her idé ud i livet, så ville jeg tænke over det i flere måneder. Tænke over hvorfor jeg ikke gjorde det og i sidste ende også fortryde, at jeg ikke sprang ud i det, forklarer han.
Drømmer om at gå fuldtid
På nuværende tidspunkt kræver arbejdet i det nyopstartede firma mellem fem og ti timer om ugen, som han lægger ved siden af sit fuldtidsjob som kundeservice-medarbejder.
Malte Arensbach beskriver det selv som et fantastisk ”hobbyprojekt”, men håbet er, at det kan blive til meget mere end det. Det giver nemlig Malte Arensbach en helt speciel følelse, når han når sine mål.
- Det giver dig en lykkefølelse, som du ikke kan få andre steder. Så det er helt klart det, der motiverer mig hver eneste dag, siger han.
Og første mål ligger helt klart:
- Jeg håber, at jeg allerede næste sommer har bookinger nok til, at jeg kan gå fuldtid på det her, siger han.