En 19-årig mand er blevet frifundet i en sag om voldtægter. Det oplyser Retten i Næstved.
Dommen er afsagt mandag eftermiddag ved byretten.
Manden var tiltalt for at have voldtaget en dengang 17-årig pige, som han gik i klasse med på Sorø Akademi. Der var rejst tiltale for to forhold om voldtægt, som skulle have fundet sted i maj og juli sidste år.
Den 19-årige mand har under sagen nægtet sig skyldig i anklagerne. Det var frivillig sex, har han sagt.
Det er en enig domsmandsret, der er nået frem til beslutningen om at frifinde manden, skriver Ekstra Bladet.
Ifølge mediet har retten lagt vægt på, at der var modstridende forklaringer om, hvad der skete ved de to episoder, og at der ingen objektive beviser var for strafbare handlinger.
Retten fandt manden troværdig
I maj sidste år havde den dengang 17-årige pige og den dengang 18-årige mand sex på en mark i forbindelse med en fest. To måneder senere havde de sex på et kollegieværelse.
Af anklageskriftet mod manden fremgår det, at pigen i begge tilfælde skulle have sagt nej flere gange, og at hun græd. Det har den unge mand afvist, og retten har heller ikke fundet det bevist, at det skete, som pigen har forklaret.
Retten fandt ham mest troværdig.
Under sagen er det blandt andet kommet frem, at pigen på sin mobil havde skrevet, hvor god manden var til bestemte seksuelle ting. Blandt andet var han dygtig til at kysse, hvilket hun gav ham ni for på en skala fra et til ti.
Sagen er rejst som en domsmandssag. Det viser, at anklagemyndigheden gik efter en straf på mindre end fire års fængsel.
Rektor blev kritiseret
Rektoren på Sorø Akademi, Kristian Jacobsen, er af mandens forsvarer blevet kritiseret i forbindelse med sagen.
Forsvareren, Julie Stage, har tidligere fortalt, at hun mener, hendes klients retsstilling blev skadet, fordi rektoren ventede to måneder med at gå til politiet, fra han blev bekendt med sagen. Han valgte i stedet at holde mæglingsmøder med de to implicerede.
Det gjorde ifølge forsvareren, at politiets efterforskning af sagen kom i gang for sent, og at potentielt vigtige beviser gik tabt - herunder om pigen havde blå mærker på halsen eller ej i tiden efter det ene påståede overgreb.
Hun har indklaget ham til Børne- og Undervisningsministeriet for pligtforsømmelse.
Det var anklager Siw Olsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der mødte i retten, og hun argumenterede ifølge Ekstra Bladet for, at manden skulle idømmes tre års fængsel.
Anklagemyndigheden har to uger til at afgøre, om den vil anke sagen til landsretten, der så vil skulle behandle straffesagen på ny.