- Det har kostet blod, sved og tårer at komme igennem, men nu er vi endelig helt i mål.
Sådan lyder det fra Stine Prüss Petersen, der de sidste 3,5 år har stået i spidsen for en gruppe borgere, der har kæmpet bravt for at redde deres lokale købmand i Lyderslev på Stevns.
Købmandsbutikken ”Min Købmand” var ligesom i mange andre landsbyer lukningstruet. Butikken var nedslidt, og den var dårligt besøgt. Skulle købmanden have en fremtid i byen, måtte der altså gøres noget.
Derfor tog en gruppe lokale borgere sagen i egen hånd og indsamlede to millioner kroner, så de kunne købe den bygning, hvor købmanden ligger, og samtidig istandsætte den.
Det er dén istandsættelse, der nu er færdig, og det bliver markeret med en åbningsfest på søndag den 13. august.
- Det er virkelig en stor milepæl, vi nu har nået. Det er så dejligt, at vi endelig kan sætte et punktum, fortæller Stine Prüss Petersen.
Stor lokal opbakning
Lyderslev er en lille landsby med omkring 350 indbyggere.
Da købmandens fremtid i begyndelsen af 2020 så sort ud, valgte byens borgere på et borgermøde at gå sammen om at redde den.
- Det ville være superærgerligt, hvis ikke vi havde vores lille lokale købmand. Det ville pludselig blive en død flække at køre igennem byen, så vi syntes, det var vigtigt, at vi bevarede vores købmand for at give lidt liv til byen, siger Stine Prüss Petersen.
I samarbejde med dagligvarebutikskoncernen Dagrofa blev der derfor skabt en mere konkret plan for at redde butikken.
Dagligvarekoncernen Dagrofa, der står bag kæderne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb, har nemlig haft stor succes med en samarbejdsmodel mellem Dagrofa og lokale borgere i de små landsbyer, der bidrager til finansieringen af den ejendom, der huser byens købmandsbutik, ved for eksempel at købe anparter.
Det samme skete i Lyderslev, hvor det lykkedes borgerne at indsamle 1,9 millioner kroner ved blandt andet at sælge 325 anparter i bygningen. Derudover blev der spædet til beløbet gennem fondsmidler, Landdistriktspuljen og LAG-midler fra EU.
Borgerne kunne købe en anpart for 2.500 kroner – nogle købte ti anparter, andre købte en enkelt. Derfor er købmandsbygningen nu ejet af i alt 250 borgere fra byen.
Selve købmanden er den samme som altid, nemlig Karl-Erik Hansen, der nu er ansat af landsbyens forening.
Mødte flere bump på vejen
Trods stor hjælp fra både Dagrofa og byens borgere har redningsaktionen af købmandsbutikken været præget af flere udfordringer undervejs.
Første bump kom prompte efter Initiativgruppen var blevet nedsat i marts 2020. Få dage efter annoncerede statsministeren nemlig, at Danmark lukkede ned på grund af coronaepidemien, og det besværliggjorde processen med at få samlet de frivillige kræfter.
Dernæst ramte energikrisen på et tidspunkt, hvor gruppen var klar til at sætte de første håndværkere i gang med at renovere butikken.
- Så der fik vi ligesom den næste øretæve, fordi vi så ikke kunne låne lige så mange penge i banken. Så vi har måtte lave vores budget om på projektet rigtig mange gange, fortæller Stine Prüss Petersen.
I starten af året kunne de frivillige dog for alvor gå i gang med at renovere den 500 kvadratmeter store butik.
Bygningerne stod færdigrenoveret i maj, og i løbet af sommeren begyndte de frivillige lokale at udsmykke butikken med nye varereoler, ny kasselinje, kagemontre og enkelte nye køleskabe - alt sammen sponsoreret af Dagrofa.
- Så når man går ind i butikken, ser den ny ud, siger Stine Prüss Petersen og fortsætter:
- Så selvom det har taget lang tid, så endte det hele alligevel med at flaske sig - og det er blevet ret godt.
Markeres med en fest
Købmandsbutikken har egentlig været åben under hele processen. Men fordi den har gennemgået så stor en renovering, der nu er færdig, har de frivillige sammen med købmand Karl-Erik Hansen valgt at markere det med en officiel åbningsfest søndag den 13. august.
Åbningsfesten sparkes i gang ved, at formand Kaj Olsen klipper den røde snor klokken 8.30. Derefter vil der blive serveret morgenmad til tonerne af hornmusik, og børnene kan i løbet af hele dagen tage en tur i den opstillede hoppeborg.
Ifølge Stine Prüss Petersen vil der også være en masse åbningstilbud i butikken.