På fiskeri- og lystbådehavnen Bøgeskov Havn på Stevns står Casper Christiansen iført skrigorange waders, gummistøvler og store handsker og arbejder i sin lille båd.
Tidligere tiders stemning, hvor der nærmest var fuldt hus i havnen, har vi altså oplevet igen
Det er søndag og helt vindstille, en flok fugle lader sig flyde rundt på det rolige vand, tiden står stille, frihedsfølelsen er enorm. Og det er det, der tiltrækker den karseklippede partsfisker, som i mange år er kommet på havnen.
- Det er her, jeg hører til, her, jeg er født, og her, jeg skal bo. Sådan er det. Her er ingen telefon, der er ikke nogen, der ringer eller skriver. Du er dig selv, og du kan gøre, hvad du vil.
Stor donation
Casper Christiansen er glad, for hans andet hjem er ikke længere lukningstruet. Det var Bøgeskov Havn sidste år, hvor den fremstod faldefærdig og trængte til en kærlig hånd eller to - og tilmed havde et dårligt ry blandt sejlerne på grund af en tilsandede sejlrende.
Derfor startede en flok ildsjæle en forening, der satte alle sejl til for at redde den slidte havn, og på et år er skuden vendt og en stor del af havnen genobygget. Blandt andet med nye elstandere, bord-bænke-sæt og en ny mole til havnen, ligesom en fiskekutter har givet en bedre sejlrende. Det har bevirket, at sejlerne er kommet tilbage igen.
En stor del af genopbygningen er kommet i stand takket været en donation på 270.000 kroner fra Stevns Brans Fond.
- Det giver os gåpåmod og optimisme, når vi har mærket den opbakning og set resultaterne. Det betyder alt. Og tidligere tiders stemning, hvor der nærmest var fuldt hus i havnen, har vi altså oplevet igen, siger Palle Christensen, sekretær i Foreningen Bøgeskov Havn.
Flere gæster
De frivilliges handlekraft vækker begejstring hos Casper Christiansen.
- Jeg synes, det er dejligt, at nogen tager initiativ.. Hvis det ikke var blevet taget, tror jeg desværre, at havnen var gået til, siger han.
Han kan mærke, at havnens forbedringer har tiltrukket flere besøgende
- Det er positivt, folk er mere glade for at komme her. Der er flere gæster, der kommer og ser, hvad vi laver, siger Casper Christiansen.
Folkene bag Bøgeskov Havn vil nu arbejde på at skaffe penge til at oprense havnebassinet og styrke molehovedet.