Campingplads lider i regnen - aflysninger strømmer ind

Det dårlige vejr kan mærkes hos Feriebyens Camping i Rødvig, der modtager mange aflysninger af bookinger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der ligger en vandpyt på størrelse med en mindre sø udenfor deres feriehytte, men det dårlige vejr har ikke skræmt 27-årige Simon Wincentz Heim og hans to år yngre kæreste, Anne Katrine Blom Andersen, væk. 

De har lejet en af Feriebyens Campings feriehytter i Rødvig, hvor de bruger weekenden på at slappe af og læse bøger. 

- Når man holder ferie herhjemme gælder det om at få det bedste ud af det, fordi man alligevel aldrig rigtig kan regne med vejret. Hvis man ikke kan holde regnen ud, så er det nok en god idé at tage flyveren lidt længere væk, siger Simon Wincentz Heim. 

Kæresteparret Anne Katrine Blom Andersen og Simon Wincentz Heim fra København nyder trods regnen deres to dage lange ophold i feriehytten i Rødvig.
Kæresteparret Anne Katrine Blom Andersen og Simon Wincentz Heim fra København nyder trods regnen deres to dage lange ophold i feriehytten i Rødvig. Foto: Caroline Thomsen - TV2 ØST

Det er der måske en del andre, der har gjort. Det dårlige danske sommervejr kan i hvert fald godt mærkes på antallet af gæster hos Feriebyens Camping.

- Der er mange, der booker og aflyser, fordi de ikke vil ud i regnen. Det er jo forståeligt nok. Måske har vi lidt dårligere vejr i år, end vi plejer. Det har været koldere, og det har været mere vådt her henover sommeren. Det kan vi mærke, siger Claus Høgenhaug, der ejer Feriebyens Camping. 

Læs også
Zoo holder lukket på grund af regn
Læs også
Zoo holder lukket på grund af regn

Juli er normalt højsæson for campingpladsen, men der er langt op til fuldt belagt på pladsen.

- Vi skulle jo gerne have mange flere gæster på pladsen på nuværende tidspunkt. Der er færre børn og færre mennesker til vores aktiviteter. Men vi håber. Det gode vejr kommer, og derfor er bookingerne også på vej ind, siger Claus Høgenhaug. 

Bedre dræn

Det våde vejr er ikke en enlig svale i år. Klimaforandringer medfører blandt andet, at de danske somre er blevet mere våde. 

Det ændrede klima er heller ikke gået ubemærket hen hos Feriebyens Camping. 

- Vi kan mærke det på den måde, at vi skal til at lave flere pladser med fast underlag. Folk kan godt sidde fast på vej ind eller ud, og så skal vi hjælpe med det. Vi skal dræne bedre og lave flere grusparkeringspladser, forklarer Claus Høgenhaug. 

Claus Høgenhaug, der ejer Feriebyens Camping, har modtaget flere aflysninger i de seneste dage, hvor vejret har vist sig fra sin våde side.
Claus Høgenhaug, der ejer Feriebyens Camping, har modtaget flere aflysninger i de seneste dage, hvor vejret har vist sig fra sin våde side. Foto: Caroline Thomsen - TV2 ØST

Det problem har ægteparret Majbritt og Michael Pedersen, begge 66 år og fra Ishøj, ikke. 

De skal ingen steder lige foreløbigt. De er nemlig fastliggere på campingpladsen i Rødvig og har været det siden 2007. 

Ægteparret har indstillet sig på, at det danske sommervejr ikke altid viser sig fra sin bedste side. 

- Regn hører jo også med til den danske sommer. Det ville heller ikke være sjovt, hvis der var sol hele tiden, for så ville alt tørre ud, og vi ville ikke få lov til at grille, mener Michael Pedersen. 

Ægteparret Majbritt og Micahel Pedersen har været fastliggere på Feriebyens Camping siden 2017. De kan godt få tiden til at gå selvom vejret er gråt og vådt.
Ægteparret Majbritt og Micahel Pedersen har været fastliggere på Feriebyens Camping siden 2017. De kan godt få tiden til at gå selvom vejret er gråt og vådt. Foto: Caroline Thomsen - TV2 ØST

Lidt regn er ikke noget, der kan spolere ægteparrets ferie. 

- Der er en vis charme ved, at det regner engang imellem. Det lyder da også meget fint oppe på taget gør det ikke, siger Majbritt Pedersen til lyden af det dryppende danske sommervejr på teltdugen. 


Nyhedsoverblik