Så kan der måske være gode nyheder til dig.
Politiet fik en mistænkelig sag på deres bord fra Klippinge på Stevns mellem jul og nytår, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i et opslag på Facebook.
- En varebil med forkerte nummerplader på havde kørt til og fra en adresse, og foran huset stod en cykel og et el-løbehjul, som var meldt stjålet. Den sag ville vi meget gerne undersøge, skriver politiet.
En patrulje blev sendt ud til huset, hvor ingen var hjemme. Men indenfor stod flere køretøjer, som politiet gerne ville se nærmere på.
Politiet fandt frem til beboeren i huset, som var en mand i 30’erne. Huset blev ransaget, og her fandt politiet flere køretøjer, som manden ikke kunne redegøre for, hvor han havde fra.
Han blev sigtet for tyveri af to cykler og to el-løbehjul, hvilket han nægtede.
Nu forsøger politiet at finde frem til de retmæssige ejere af cyklen og el-løbehjulet på billederne.
Har du fået stjålet netop sådan et køretøj, kan du kontakte politiet på telefon 1-1-4.
Du skal kunne fremvise dokumentation for, at du er den rette ejer af køretøjerne.