En person har mistet livet i en brand i et rækkehus i Hårlev på Stevns.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på det sociale medie X.
De første meldinger om branden kom omkring klokken 10.30 2. juledag. Her bad politiet borgere i området om at give plads til udrykningskøretøjerne og at holde afstand til slukningsindsatsen.
I dialog med pårørende
Efter ilden var blevet slukket, blev stedet undersøgt, og det er altså her, at beredskabet har fundet en person indebrændt i huset.
- Vi arbejder på at fastlægge identiteten og er i dialog med pårørende, skriver politiet på X.
Om der ligger nogen forbrydelse bag, vides ikke. Brandårsagen er heller ikke fastlagt.
- Vi undersøger forholdene derude, som vi altid gør i sådan en situation, siger vagtchefen til Ritzau.
Derudover oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, at også en person i naboejendommen blev evakueret - men at vedkommende er uskadt.
Myndighederne arbejder fortsat på stedet, lyder det.