I denne weekend åbnede et nyt genbrugsmarked i Hårlev på Stevns, og lørdag tiltrak det masser af gæster - alt på markedet er nemlig helt gratis.
I stedet for at lade det stå her og rådne op så kan jeg lige tage det med
Konceptet hedder Direkte Genbrug og er et forsøg på at skabe en mere bæredygtig forbrugskultur, derfor handler det lige så meget om at give, som det handler om at tage.
- Her har du mulighed for at kunne få nogle ting, og i lige så høj grad har du mulighed for at tage nogle ting, fortæller Flemming Petersen (V), formand for plan-, miljø- og teknikudvalget i Stevns Kommune.
Over 100 gæster var taget til Hårlev for at se, hvad det nye marked kan byde på.
Blandt andre Anton Christiansen fra Store Heddinge, der fandt en kondicykel, nogle kopper, en kaffekande og et brætspil, han gerne ville have med hjem.
- I stedet for at lade det stå her og rådne op så kan jeg lige tage det med, siger han.
Det er renovationsfirmaet Argo og Stevns Kommune, der står bag projektet. Og det kræver faktisk ikke så meget, oplyser Finn Kjær, genbrugschef i affaldsselskabet Argo.
- Vi har som sådan ikke nogen udgifter på det, siger han og fortsætter:
- Vi har stillet et telt op og sat nogle reoler ind, og folk skal selv stille ind, det koster ikke noget, og folk kan tage det ud.
- Det er en fin måde at gøre det på - det er at give fra borger til borger, fuldstændig uden udgift, siger genbrugschefen.
Der var mange fremmødte, der fyldte godt op i deres medbragte poser lørdag i Hårlev. Finn Kjær dog opfordrer til, at man tænker sig om, før man tager ting med hjem.
- Der er ikke nogen grund til at gå her ned og tage det, hvis du ikke har brug for det. Du skal tage det, hvis du kan få glæde af det, siger han.
Og Anton Christiansen ved godt, hvad han skal gøre, hvis kondicyklen alligevel ikke er noget for ham.
- Hvis jeg slet ikke får det brugt, så kommer det tilbage igen, siger han.
Søndag åbnede der endnu et telt med gratis genbrugsting på Stevns. Denne gang var det på genbrugspladsen i Store Heddinge.