Byrådspolitiker Martin Henriksen (NB) vil til næste kommunalbestyrelsesmøde i Stevns Kommune foreslå over for sine kolleger, at Stevns Kommune bør kontakte nabokommunens byråd og stoppe dem.
Køge Byråd er nemlig parate til at betale ved at tillade opførelsen af en række vindmøller i Vallø Storskov som et led i den grønne omstilling - men det giver ikke mening for Martin Henriksen.
- Man vil ødelægge et flot og smukt naturområde, og det vil man gøre for at gavne den grønne omstilling. Altså, for at gavne miljøet - man gør jo dybest set det modsatte. Jeg synes, det er nogle tudetosssede idéer, fortæller Martin Henriksen.
Det er klart, at hvis man kommer længere i projektet, så bliver vi som nabokommune høringsberretiget.
Vallø Storskov og Vallø Stift, som ejer storskoven, er dog uden for Stevns Kommunes grænser, hvorfor kommunen for nuværende er uden indflydelse.
- Lige nu er det Køge Kommunes anliggende, så det er ikke en opgave, der optager Stevns Kommune, fortæller Henning Urban Dam (S), som er borgmester i Stevns Kommune.
Flere borgere på stevnssiden har dog en anden holdning.
Hjerteskærende
I weekenden kunne TV2 ØST nemlig fortælle, at flere naboer til Vallø Storskov i Stevns Kommune har oprettet en protestgruppe, hvor de vil stoppe projektet med energiparken i Vallø Storskov.
De synes, ligesom byrådspolitikeren Martin Henriksen, ikke, at det giver mening at fælde mellem 30-50 hektar skov for at bygge blandt andet vindmøller og solceller.
- Det er hjerteskærende, at man vil ofre 100 år gammel skov for at sætte vindmøller op, fortalte Tina Juul Møller-Nielsen, der er nabo til skoven på stevnssiden, i weekenden.
Tina Juul Møller-Nielsen bruger skoven i Køge dagligt. Det er også derfor, at Martin Henriksen argumenterer for, at Stevns Kommune bør gå ind og blande sig hos nabokommunen.
- Det påvirker jo en række borgere her (i Stevns Kommune, red.) og i den forstand vedrører det også os. Jeg synes, vi skal indgå i en dialog med Køge og fortælle dem, at planerne skal indstilles. Gerne så hurtigt som muligt, siger han.
'Hypotetisk'
Opbakningen er til gengæld utvetydig fra Socialdemokratiet i Køge; energiparken i Vallø Storskov er en god idé.
Gruppeformand Pernille Sylvest understreger dog også, at det er vigtigt med en ”god og konstruktiv dialog”.
- Vi er i starten af projektet, så vi ved ikke så meget endnu. Men skoven er stor, så man vil skulle ret langt væk for at se møllerne, siger hun.
Lige nu er projektet i sin spæde start, hvorfor Stevns Kommune for nuværende ikke vil indblandes.
- Det er klart, at hvis man kommer længere i projektet, så bliver vi som nabokommune høringsberretiget. Og så vil vi helt konkret forholde os til det, men der er projektet ikke endnu - lige nu er det meget hypotetisk og i idéfasen, siger Henning Urban Dam.