Martin Henriksen smækker med døren på vejen ud: - Jeg blev valgt på trods af partitoppen

Efter 22 år i partiet har Martin Henriksen – tre uger efter at være blevet vraget til formandsposten – valgt at melde sig ud af Dansk Folkeparti.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Forholdet mellem Martin Henriksen og partiledelsen i Dansk Folkeparti har gennem lang tid knaget og braget i fuld offentlighed. Men nu har den lokale Stevns-politiker valgt at begære sin afsked.

For tre uger siden duellerede Martin Henriksen til posten som formand for Dansk Folkeparti, men måtte se sig slået af Morten Messerschmidt, der blev valgt med et betragteligt flertal.

Få dage senere valgte Martin Henriksen først at trække sig fra sin post som folketingskandidat, siden sin bestyrelsespost i Dansk Folkeparti, og i dag blev det sidste punktum sat. Martin Henriksen melder sig ud af Dansk Folkeparti.

quote Det er i høj grad personlige stemmer, der har gjort, at jeg sidder i kommunalbestyrelsen

Martin Henriksen, løsgænger, kommunalbestyrelsen, Stevns Kommune

- Nu har jeg tænkt lidt mere over det og må sande, at partiet og jeg bevæger sig i hver sin retning, og det må have en konsekvens, siger Martin Henriksen og tilføjer:

- I dag har jeg meddelt de rigtige steder, at jeg melder mig ud af Dansk Folkeparti efter cirka 22 års medlemskab. Det gør jeg - ikke fordi jeg synes, jeg har ændret synspunkter, men partiet har bevæget sig et andet sted hen – og så må man tage konsekvensen af det.

Det er ikke formandsvalget alene, som har gjort udslaget, lader Henriksen forstå.

- Det spiller også i høj grad ind, at der inden for de seneste to-tre år har været en udvikling i partiet, hvor magtkampe, intriger og dårlige sager har skygget for de politiske budskaber. Og der, synes jeg, at hvis jeg skal bevare noget af respekten ved mig selv, har jeg svært ved at se mig selv i det.

Fyret af ledelsen

Alt imens Martin Henriksen forlader Dansk Folkeparti, forbliver han i kommunalbestyrelsen på Stevns, hvor han tilbage i november blev valgt ind som kandidat for partiet. Og det har han ingen skrupler ved, lader han forstå.

Læs også
Politisk redaktør om Henriksens udmelding - han beder om et spark ud af partiet
Læs også
Politisk redaktør om Henriksens udmelding - han beder om et spark ud af partiet

- Jeg tror, de fleste, der stemte personligt på mig, gjorde det, selvom partitoppen klart tilkendegav, at de ikke syntes, jeg skulle være en del af butikken, konstaterer den nyslåede løsgænger i kommunalbestyrelsen:

- Det er i høj grad personlige stemmer, der har gjort, at jeg sidder i kommunalbestyrelsen. Så jeg har sådan set båret mig selv ind i kommunalbestyrelsen. Og så kan man godt tillade sig at sige, at jeg er jo blevet valgt; ikke på grund af partitoppen, men på trods af partitoppen.

quote Jeg havde gerne set, Martin havde ladet mandatet falde

Nichlas Nymann, lokalformand, Dansk Folkeparti - Stevns

Martin Henriksen henviser til, at han midt under den kommunale valgkamp sidste år blev sat fra bestillingen som konsulent i Dansk Folkeparti. Det skete efter, at han lod en bemærkning falde omkring partiets udlændingepolitik samt partistifter, Pia Kjærsgaard, ved et vælgermøde i Sydstevns-hallen i Rødvig.

Læs også
DF-profil fyret efter udtalelse til TV2 ØST
Læs også
DF-profil fyret efter udtalelse til TV2 ØST

- På nogle områder har partitoppen selvfølgelig gjort det lidt svært for mig at opnå mandatet. Så af de hensyn og begrundelser synes jeg nok, at jeg kan tillade mig at blive løsgænger, påpeger Henriksen.

Det er godt to uger siden, at også den lokale partiformand i Dansk Folkeparti på Stevns, Lea Henriksen, der for øvrigt også er gift med Martin Henriksen, forlod Dansk Folkeparti.

DF'er står klar i kulissen

Lokalt ærgrer det den nye lokalformand, Nichlas Nymann (DF), at partiets eneste medlem af kommunalbestyrelsen udvandrer fra partiet. Selvom nyheden ifølge lokalformanden "var ventet", så havde Nichlas Nymann håbet, at Martin Henriksen ville blive i partiet:

- Jeg har personligt håbet, Martin (Henriksen, red.) ville blive i partiet og tage kampen op – ikke mindst for vælgerne på Stevns, som har stemt på ham som DF’er, siger han og tilføjer:

- Særligt når man tænker på, at Martin som folketingspolitiker og politiker generelt har været stor modstander af, at man skifter parti eller forlader et parti og tager sit mandat med. Jeg havde gerne set, Martin havde ladet mandatet falde, så vi fortsat kunne have haft en repræsentant.

Det ærgrer lokalformand, Nichlas Nymann, at nu også partiets eneste medlem af kommunalbestyrelsen udvandrer fra partiet.
Det ærgrer lokalformand, Nichlas Nymann, at nu også partiets eneste medlem af kommunalbestyrelsen udvandrer fra partiet. Foto: Jesper Sandbirk - TV2 ØST

Det er dog fortsat Dansk Folkeparti, der varetager suppleant-posten for Martin Henriksen, som Helene Brix Petersen (DF) er valgt til.

- Så vi mister det ikke helt, men selvfølgelig er det ærgerligt, at vi ikke kan sidde med ved forhandlingsbordet, når der skal træffes valg i Stevns Kommune, siger Nymann.


Nyhedsoverblik