Martin Henriksens forslag skudt i sænk uden debat: - Det er udemokratisk

Martin Henriksens forslag om at bevare store bededag som fridag blev taget af dagsordenen til et kommunalbestyrelsesmøde uden at blive debatteret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Skal store bededag afskaffes eller ej?

Det spørgsmål har været diskuteret lige siden, at regeringen tilbage i december fremlagde forslaget om at afskaffe en helligdag. Nu har diskussionen også nået Stevns Kommune.

quote Stevns kan jo godt vedtage at have en lokal fridag

Martin Henriksen (løsgænger)

Som TV2 ØST kunne fortælle onsdag, har løsgængeren Martin Henriksen stillet forslag om, at kommunen skal fastholde store bededag som en fridag. 

Men det forslag blev torsdag aften skudt i sænk til et kommunalbestyrelsesmøde.

- Borgmesteren ville gerne have taget det af dagsordenen, så det slet ikke blev behandlet og debatteret, og det støttede Socialdemokratiet og Venstre op omkring, fortæller Martin Henriksen.

- Det er udemokratisk

Af forslaget fremgår det, at Stevns Kommunes skoleelever skal have fri på store bededag, uanset hvad regeringen beslutter. 

Derudover foreslår Martin Henriksen også, at medarbejderne i kommunen skal have fri. Dog skal kommunen stadig opretholde de vigtigste funktioner som eksempelvis ældreomsorg.

Ifølge løsgængeren blev forslaget taget af dagsordenen, fordi der i forslaget står helligdag, hvilket kommunen ikke kan røre ved, da det er et statsliganliggende.

Store Bededag Demo
Læs også
Folketinget indkalder borgere til høring om store bededag
Store Bededag Demo
Læs også
Folketinget indkalder borgere til høring om store bededag

- Det er noget, af det mest udemokratiske, jeg har oplevet. Jeg har prøvet at få forslag stemt igennem, og jeg har prøvet at få forslag stemt ned, men jeg har aldrig oplevet at blive nægtet at få mit forslag på dagsordenen, siger Martin Henriksen og tilføjer:

- De var ikke engang i stand til at fremvise et juridisk notat eller en juridisk redegørelse for hvorfor, at de gjorde, som de gjorde. De henviste bare til, at de mente ikke, at Stevns kunne vedtage at have en lokal helligdag, men Stevns kan jo godt vedtage at have en lokal fridag.

Undergraver regeringens beslutning

Mens Martin Henriksen er uforstående over for borgmesterens beslutning, stiller Roger Buch, der er kommunalforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, til gengæld ikke spørgsmålstegn ved den. 

Ifølge Roger Buch er der med forslaget tale om at ville undergrave regeringens afskaffelse af store bededag som helligdag og dermed at blande sig i et statsanliggende.

Mette Frederiksen
Læs også
Ni partier afviser krav om store bededag - kan udløse folkeafstemning
Mette Frederiksen
Læs også
Ni partier afviser krav om store bededag - kan udløse folkeafstemning

- Det minder lidt om den gamle sag om atomvåbenfri zoner, hvor nogle kommuner ville erklære sig atomvåbenfri, selv om Danmark ikke var blevet erklæret atomvåbenfri zone, men fik en afgørelse om, at kommuner ikke kan træffe den slags statslige beslutninger, skriver kommunalforskeren i en mail til TV2 ØST.

- Derfor er det også min vurdering, at en kommune heller ikke kan underkende en folketingsbeslutning om afskaffelse af en helligdag.

Ikke et kommunalt anliggende

Borgmester Henning Urban Dam Nielsen (S) skriver i et skriftligt svar til TV2 ØST, at ethvert medlem i kommunalbestyrelsen kan få sin egen sag på dagsordenen, men det er ikke ensbetydende med, at kommunalbestyrelsen kan behandle sagen.

- For at behandle sagen skal sagen vedrøre kommunale anliggender. Denne sags indstilling lød således ”Stevns kommune fastholder Store Bededag som en helligdag”. Dette er ikke et kommunalt anliggende, og derfor kan vi ikke behandle sagen, skriver Henning Urban Dam Nielsen (S).

Han oplyser, at kommunen har forespurgt sig hos KL, og deres vurdering er også, at sagens indstilling ikke er et kommunalt anliggende.

- Jeg mener, at vi alle skal respektere de rammer og regler, der er sat for vores virke, og det er i min optik ikke udemokratisk.

Trods forslaget blev taget af dagsordenen, giver Martin Henriksen ikke op. Derfor har han aftalt med Enhedslisten og Nyt Stevns, at de stiller forslaget igen til næste kommunalbestyrelsesmøde.


Nyhedsoverblik