Jens Dehn kigger med bekymring mod gadekæret i Holtug på Stevns.
Hans hus ligger ud til det lille vandhul, men de store mængder regn i efteråret har gjort, at vandhullet ikke er så småt endda længere.
Jeg synes, det er noget rigtig lort
Faktisk står vandet helt op til hans hus.
- Der har aldrig været så meget vand, fortæller Jens Dehn.
Det er imidlertid ikke første gang, gadekæret er gået over sine bredder. Men som regel er vandet forsvundet hurtigt igen – bare ikke denne gang. Og på søndag er der varslet endnu mere regn.
- Det er lidt bekymrende. Vi kan jo håbe, det når at falde lidt, men det går jo langsomt, siger Jens Dehn.
Et andet sted i Holtug kæmper en anden borger mod vandmasserne.
- Jeg synes, det er noget rigtig lort, siger Ib Winther Rasmussen, mens han går langs sit hus, hvor vandet står op over fundamentet og har oversvømmet hans have.
- Jeg håber, at der ikke kommer mere regn, så det kan blive suget ned, men jeg tror jorden er mættet.
Og det kan Ib Winther Rasmussen have ret i.
I efteråret er der faldet rekordmeget regn og torsdag blev den vådeste november-dag nogensinde målt.
I Stevns Kommune faldt der således 31,9 millimeter nedbør.
- Når det er så vådt hen over vinteren i rigtig lang tid, så bliver jorden vandmættet, så det ikke kan optages i jorden og så lægger det sig på overfladen og skaber oversvømmelser, fortæller hydrolog ved DMI, Emma Thomassen.
Sjælland er særligt udfordret i forhold til vandmættet jord, fordi der er meget ler i undergrunden, som gør det sværere for vandet at sive ned.
Ifølge vejrprognoserne så er der mere regn på vej til det sjællandske. Særligt søndag kan der komme store mængder vand fra oven. Op til 20 millimeter i Faxe og på Stevns.
- 15-20 millimeter regn er ikke så meget i sig selv, men når der er så meget vand i forvejen, er det nok til, at det kan forværre situationen, siger Emma Thomassen.
Lige nu er vi i en lille undtagelsestilstand
Oversvømmelserne giver også problemer andre steder i kommunen, hvor også veje er oversvømmet.
- Lige nu er vi i en lille undtagelsestilstand. Vi har alt det her vand, men vi kan ikke rigtig gøre noget ved det, for vi kan ikke pumpe vandet væk, da der ikke er nogen steder at pumpe det hen, siger Birgitte Nielsen, der er centerchef ved teknik og miljø i Stevns Kommune.
Kommunen har modtaget adskillige henvendelser fra borgere, der enten har fået oversvømmelser på deres grund, eller som er i risiko for at blive oversvømmet.
- Dem, der har fået vand, skal have fat i deres forsikringsselskab, men for dem, der kan se at vandet stiger i gadekær eller bækken, tilbyder vi sandsække, som vi brugte ved stormfloden. Dem kan man hente ved materielgården, siger Birgitte Nielsen.
Og sandsækkene har været i høj kurs. Materielgården løb nemlig tør for sand torsdag aften, men har i løbet af fredagen fået nye forsyninger.
Men hvis uheldet er ude og vandet løber ind i huset skal man ikke forvente, at kommunen kommer én til undsætning.
- Vi kan ingenting gøre. Vi har heller ikke udstyr til at hjælpe den enkelte borger – slet ikke som situationen er lige nu, siger centerchefen.
Kommunen fokuserer i stedet deres kræfter på de største risikoområder i kommunen.
- Vi har travlt med at sikre at vandet kan komme væk, blandt andet gennem slusen ud til Køge Bugt. De steder, hvor der skal understøttelse til at få vandet ud, der er vi, forsikrer Birgitte Nielsen.
Ved Jens Dehns hus er han løbet tør for muligheder for at sikre sit hjem.
Han sætter nu sin lid til, at de højere magter er nådige i den nærmeste fremtid.
- Man kan jo ikke andet end at krydse fingre. Men på sigt vil jeg godt have nogle sandsække liggende i tilfælde af, at der bliver brug for dem, siger Jens Dehn.
Normalt falder der i gennemsnit 66 millimeter nedbør i en november måned på Stevns. Alene siden mandag i denne uge er der faldet 71 millimeter nedbør, oplyser DMI.