Håndværkerne er nu gået i gang med at fjerne tagplader fyldt med asbest fra Boesdal Kalkbrud, så der igen kan afholdes koncerter og teaterforestillinger i det store rum.
- Det er et vigtigt første skridt til at omdanne området her til et sted, der vil være rigtig attraktivt til arrangementer og kulturbegivenheder, siger Stevns Kommunes borgmester Henning Urban Hansen (S).
- Det har det været tidligere, og det vil vi gerne genskabe og gøre endnu mere attraktivt.
Renoveringen kommer fem år efter, at der blev fundet asbestfibre både indenfor i pyramiden og i området omkring den.
Jeg tror ikke, at nogen er i tvivl om, at stedet rummer et kæmpe potentiale
Fundet betød, at publikum i en periode slet ikke måtte være indenfor i den store bygning.
Genåbnes som del af større tilbud
Renoveringen af pyramiden er et stort skridt i planen om at gøre stedet til et kulturelt fyrtårn i området.
Sammen med planer om en anløbsbro til både og mindre skibe, bedre forhold i den gamle lade og så oplevelsescenteret Stevns Klint Experience, der åbnede sidste år, er det kommunens plan at gøre stedet til noget helt unikt på Stevns.
- Jeg tror ikke, at nogen er i tvivl om, at stedet rummer et kæmpe potentiale. Lige nu er det kommunen, der driver det, men det er jo ikke en kommunal kerneopgave at drive det, så den kan godt blive bortforpagtet med tiden, siger borgmesteren.
Den samlede plan for området løber op i 41 millioner kroner. Af dem står udgiften til asbestrenovering af den gamle pyramide for omkring 25 millioner kroner.
- Det er en kæmpe omgang. Vi forsøger at være så skånsomme som mulig. Men vi udskifter taget, vasker al træværk og renser jorden under Pyramiden, så vi får al asbesten væk, siger Henning Urban Hansen.
Omkring 250 kubikmeter jord skal fjernes som led i arbejdet.
Skal skabe økonomisk vækst
Selve arbejdet med at rense pyramiden og området omkring den for asbest vil vare ind i 2025. Det skyldes, at de store maskiner ikke kan køre i kalkbruddet hele året.
Det er støtte fra den filantropiske forening Realdania og fra Nordea-fonden, der betaler størstedelen af udgiften til at udbygge området omkring Boesdal Kalkbrud. Udgifter til toiletter, parkering og anden infrastruktur står kommunen selv for.
- Det her skal gøre området attraktivt, og skal også på sigt generere økonomi lokalt, siger Henning Urban Hansen.
Det er 45 år siden, at kalkbrydningen stoppede i Boesdal Kalkbrud. Dengang blev pyramiden brugt til opbevaring af knust kalk, før det blev forarbejdet videre.