Jernbaneorkestret var der. Der var pandekager. Og borgmestre fra hele tre kommuner samt regionsrådsformanden.
Men der var også noget at fejre i Rødvig, for efter halvandet års renovering er Østbanen nu genåbnet med 6.000 tons helt nye skinner og en ny station i Rødvig.
Det glædede borgmesteren i Stevns Kommune, Henning Urban Dam Nielsen (S).
- Rødvig skulle have en ny station, fordi Rødvig har udviklet sig gennem årene. Den nye station er mere centralt beliggende og dermed mere tilgængelig for flere borgere. Så vi har valgt at flytte stationen samtidig med renoveringen, fordi det giver mening i forhold til byens udvikling, siger han.
Ingen saks
Også borgmestrene i Faxe Kommune, Ole Vive (V) og Køge, Marie Stærke (S), deltog i åbningen.
Fakta om Østbanen
Etableret i 1879.
Kører fra Køge over Hårlev til henholdsvis Rødvig og Faxe Ladeplads.
Transporterer omkring 1 million kunder om året.
Betjener 14 stationer.
I alt 50 kilometer lang.
Kilde: Lokaltog
Men for en gangs skyld var det ikke en af dem, der stod klar med saksen for at klippe den røde snor over.
I stedet kørte toget stille og roligt ind i den røde snor.
En stor investering
Smilet var også stort hos regionsrådsformand Trine Birk Andersen (S), der slog fast, at Østbanen spiller en nøglerolle i at sikre nem adgang til arbejde, uddannelse og kulturtilbud.
- Der er lagt et stort arbejde politisk i at få det til at lykkes og vi har investeret mange penge for at sikre at vi fortsat har en stærk Østbane, som kan understøtte sammenhængskraften i Region Sjælland. Derfor er det en stor dag, vi har glædet os til, siger hun.
Skinnerne på Østbanen var 40 år gamle, og det var derfor helt nødvendigt med en renovering. Fremover bliver der indsat batteridrevne tog på strækningen, der drives af Lokaltog under Movia.
Østbanen åbnede allerede for passagerer 9. september.