Peter Bennicke fra Tommestrup ved St. Heddinge har gjort et særligt fund ved Mandehoved på Stevns.
Det drejer sig om to ammonitter, som er en uddød gruppe af blæksprutter.
- Jeg tog kontakt til Geologisk Museum, som sendte to herned og se stedet, hvor jeg fandt dem, fortæller amatørpalæontologen, Peter Bennicke, som også kalder sig fossilnørd.
Ammonitterne er blevet erklæret danekræ af Danekræudvalget under Statens Naturhistoriske Museum, og Peter Bennicke fortæller, at han har fået en dusør for sit fund.
Blæksprutterne overlevede dinosauerne
Det særlige, ved de to ammonitter, er, at de stammer fra den såkaldte cerithiumkalk - en hvidgul kalksten i Stevns Klint.
Cerithiumkalken er den ældste kalksten fra tidsalderen Danien, som er tidsrummet fra 65,5 til 61,7 millioner år siden. Danien begyndte lige efter et stort asteoridenedslag for 65 millioner år siden, som blandt andet udslettede dinosaurerne.
De længst overlevende ammonitter
Peter Bennicke fortæller, at mikropalæontologiske undersøgelser af aflejringerne inde i skallerne har afsløret en meget forarmet mikroflora af kalkskallede fossiler. Det er typisk for det allertidligste Danien.
De kalkskallede fossiler antyder, at ammonitterne kan have levet op til 200.000 år efter asteoridenedslaget, som udløste den store masseuddøen.
Det gør dem til de længst overlevende ammonitter, der er fundet.
Det har ellers været almindeligt kendt, at ammonitterne uddøde ved den store katastrofe for 65. millioner år siden, må man revurderer denne opfattelse, skriver Peter Bennicke i en pressemeddelelse.
Det er Peters 12. fund og det 10. fra Stevns Klint, som nu er blevet gjort til danekræ af Danekræudvalget under Statens Naturhistoriske Museum.
Hvad er danekræ?
- Danekræ er jordfundne naturhistoriske genstande af enestående videnskabelig eller udstillingsmæssig værdi. Begrebet danekræ blev indført i forbindelse med Folketingets revision af Museumsloven i 1989.
- Danekræ tilhører staten og skal straks afleveres til Statens Naturhistoriske Museum (Geologisk Museum, Zoologisk Museum, Botanisk Have). Bestemmelserne om danekræ er indført for at sikre de mest betydningsfulde naturhistoriske fund for den danske offentlighed. De svarer nøje til de bestemmelser, der i mere end 300 år har været gældende for danefæ - de mest betydningsfulde jordfundne, menneskeskabte genstande.