Det kan være svært at finde ud af, hvor en nødstedt er hende, hvis mobiltelefonen hele tiden falder ud, eller opkaldet helt umuliggøres.
Samtidig er det svært at instruere folk i livreddende førstehjælp indtil ambulancen kommer frem – og redderne kan ikke sende alle de informationer til hospitalet, som de skal.
Sådan beskriver direktøren for det præhospitale beredskab i Region Sjælland, Benny Jørgensen, nogle af de udfordringer, som de møder, når de møder et mobildødt hul under en redningsindsats.
Giver store problemer
TV ØST har talt med ham efter sagen fra Stevns, hvor en mand døde efter en redningsindsats, der blev besværliggjort af manglen på mobildækning. Han kan ikke tale om den generelle sag, men tøver ikke med at kalde de mobildøde områder for en udfordring for beredskabet.
- Det er heldigvis mere og mere sjældent, at vi oplever manglende mobildækning. Men når vi oplever det, så giver det store problemer, siger Benny Jørgensen.
Omkring hjertestop vil man gerne bevare forbindelsen med anmelderen, så man kan instruere i at give livreddende førstehjælp – og man vil gerne sende et elektrokardiogram til Rigshospitalet, så deres eksperter kan vurdere en patient, for at se, hvor alvorligt hjertestoppet er.
- Det kan i sidste ende forsinke en redningsindsats, hvis man ikke kan holde kontakten med anmelderen for at finde ud af, hvor de præcist er. Det kan koste tid før ambulancen når frem, siger Benny Jørgensen.
Mobiler er et stort skridt fremad - når der er dækning
Han oplyser, at mobiltelefonerne har været et kæmpe skridt fremad, og at det er noget, som generelt er en kæmpe fordel for borgerne i hverdagen.
- For 20 år siden klarede vi os, som man nu gjorde dengang. Vi havde kortbøger med i bilen, og måtte ind hos folk for at låne deres fastnettelefon i stuen. Det er generelt blevet meget lettere i dag, siger Benny Jørgensen.