Efter 13 sæsoner er kunstnerisk leder og skuespiller Max Hansen ikke længere en del af Revyperler.
Max Hansen er ude af revyen, for at vi kan komme videre med årets revy, så vi kan levere god underholdning
Det sker efter, at revyen har valgt at stoppe samarbejdet pludseligt.
Det oplyser revydirektør Tom Bang til TV2 ØST.
- Max Hansen er ude af revyen, for at vi kan komme videre med årets revy, så vi kan levere god underholdning overfor publikum igennem sæsonen, siger han.
Tom Bang ønsker dog ikke at gå nærmere ind i grundlaget for det afsluttede samarbejde.
Revyen havde afholdt fire forestillinger med Max Hansen, hvoraf to af dem var forpremierer, inden han forlod revyen.
Max Hansen vil ikke bekræfte, at der er tale om en afskedigelse, og han ønsker ikke at kommentere yderligere på sagen til TV2 ØST.
Fra torsdag er det i stedet Lukas Birch, der har overtaget Max Hansens plads på scenen.
- Det er en meget modig ung mand – han er kun 23 år og har nu erstattet en af 'the grand old guys' i dansk revy, så det er virkelig flot.
Revyen er den samme
Lukas Birch havde allerede forestillingen tæt inde på livet, fordi han var instruktørkonsulent for Max Hansen under forberedelserne til revyen.
- Han har fulgt med i, hvordan den er blevet sat sammen, og han har deltaget aktivt og har leveret en del tekster. Så derfor er han det mest oplagte bud, og han gjorde det helt fantastisk i går, siger direktøren.
På trods af at en markant skikkelse har forladt skuespillertruppen, mener direktør Tom Bang ikke, at det vil påvirke oplevelsen for publikum.
- Revyen er den samme, selvom besætningen er ændret. I går havde vi en god første forestilling, hvor der sad 100 mennesker i salen, som kvitterede med applaus og grin. Det er jeg sikker på, at det vil de publikummer, der kommer i resten af sæsonen, også gøre, siger han.
Plakaterne med Max Hansen var trykt
Direktøren fortæller, at det har været et intenst døgn, hvor revyen både skulle have styr på forestillingen og markedsføringer.
Der var nemlig allerede lavet plakater, hvor Max Hansen fremgik.
- Der skulle laves plakater, revyprogram, menukort og så videre. Det har givet noget ekstraarbejde, men så er det godt, at vi har nogle gode samarbejdspartnere, som rykker hurtigt. Faktisk lå der allerede et nyt revyprogram på sæderne til alle gæster i går, fortæller Tom Bang.
Direktøren håber på, at ændringerne i skuespillertruppen vil give anledning til, at flere ser revyen.
- Jeg kan forestille mig, at nogen synes, det er spændende, at der sker udskiftning i holdet og ser det som en anledning til at se forestillingen, siger han.