På Stevns har man taget ny teknologi i brug for at følge med i kommunens tilstand fra en helt ny vinkel – nemlig fra luften.
En nyindkøbt drone skal blandt andet gøre det nemmere at følge udviklingen med nedbrydning af kysterne og oversvømmelser i åløb for blot at nævne et par af de arbejdsområder, hvor man forventer, dronen kan blive en nyttig hjælp.
Det er en god hjælp – det løser ikke opgaverne som sådan – men hjælper med et overblik så vi kan evaluere ting
Bent Hummelmose er kystmedarbejder i Stevns Kommune og blandt de første, som har fået uddannelse i at flyve den nye drone:
- Det er et godt arbejdsredskab. Det er en god hjælp – det løser ikke opgaverne som sådan – men hjælper med et overblik så vi kan evaluere ting, forklarer han.
Netop i dag er han taget til Rødvig for at følge udviklingen med sandfodringen langs kysten.
Sandfodringen ud for Rødvig handler om at beskytte kysten, som ellers er udsat for erosion fra havet.
- Vi har lagt 15.000 kubikmeter sand på og har fået sand rigtig langt ud, forklarer han.
Med dronen kan Bent Hummelmose følge udviklingen – og indtil videre har sandfodringen set ud til at virke.
- Det ser godt ud – men der er tydeligvis også kommet meget tang ind her i den seneste periode, påpeger kystmedarbejderen.
For et par dage siden var dronen i luften over Tryggevælde Å mellem Horbelev og Varpelev – i øvrigt den første officielle drone-opgave i Stevns Kommune – hvor åen, der på denne tid af året går over sine bredder, blev observeret fra en helt ny vinkel.
- Nu her har der været rigtig meget vand, fordi det har regnet meget – og så tror vi, det er en kombination af, at havet har stået højt, så slusen også har været lukket i en periode, og så er ådalen fyldt op med vand, siger Bent Hummelmose.
Det er medarbejdere fra kommunens vejteams samt natur- og miljøafdelingen, som nu fremover kan gå til opgaver fra oven. Og forventningerne til det nye drone-beredskab er store:
- Vi kan se vores ejendomme ovenfra – vi kan se vores veje og cykelstier og holde øje med vores åløb og kyster. Det giver os en ny måde at passe på vores kommune, forklarer Birgitte J. T. K. Nielsen, der er centerchef for Teknik & Miljø i Stevns Kommune.
Bent Hummelmose er en af i alt ni medarbejdere i Stevns Kommune, som i efteråret blev uddannet i at flyve med drone. På sigt vil Stevns Kommune muligvis udvide gruppen af dronepiloter i takt med at man finder flere opgaver, hvor dronen kan blive en hjælp.