Svend Erik byggede selv sit fiskerhus i 90'erne - nu er det slugt af havet

De ikoniske fiskerhuse på molen i Rødvig Havn blev skyllet væk af stormfloden. Et af dem var Svend Erik Olsens.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Svend Erik Olsen har haft det røde fiskerhus på havnen i Rødvig siden 1997. Faktisk byggede han det selv sammen med sin søn dengang.

- Det lå lige i midten ud af de 15 huse, siger Svend Erik Olsen.

quote Da jeg fik bjærget min jolle og kom hjem, der fik den gamle Svend Olsen lige nogle tudeture

Svend Erik Olsen, Rødvig

Der var mange gode minder og historier fra fiskerhusene, som Svend Erik Olsen brugte i sin fritid.

- Vi havde jo et godt miljø derude ved de skure, fortæller Svend Erik Olsen.

Sådan stod de mørkerøde fiskerhuse på række ud langs molen. Beskyttet af et rækværk, som skulle forhindre bølger i at slå ind mod husene.
Sådan stod de mørkerøde fiskerhuse på række ud langs molen. Beskyttet af et rækværk, som skulle forhindre bølger i at slå ind mod husene. Foto: TV2 ØST

- Så kom der nogle ind med fisk, og så kom nogle forbi til en bajer. Det var rigtig hyggeligt derude.

- Det har kun været brugt til fritidsfiskeri, og så havde jeg alle mine redskaber i skuret. Jeg havde også en lille terrasse, hvor der stod en bænk, hvor vi kunne sidde og nyde en dejlig, kold sommerbajer. Så det var kun til fritidsfiskeri og så hygge.

Stormflod udløste tårer

I dag er de 15 mørkerøde fiskerhuse væk. 

Den voldsomme stormflod, der ramte fredag aften og natten til lørdag, åd samtlige huse et for et.

Sådan ser det ud nu, hvor samtlige af de 15 fiskerhuse er væk.
Sådan ser det ud nu, hvor samtlige af de 15 fiskerhuse er væk. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

- Jeg kan godt hilse dig at sige, at om fredagen, da jeg fik bjærget min jolle og kom hjem, der fik den gamle Svend Olsen lige nogle tudeture. Hold kæft, det har været ens liv i 30 år dernede. Det var ikke sjovt at se, det var det ikke.

- Det er alle 15, der er væk. Alt det, man havde indeni, redskaber og alt sådan noget, ligger på havets bund. Det er noget kedeligt noget, siger Svend Erik Olsen.

Begyndelsen på enden

De 15 små huse var blevet et vartegn for Rødvig Havn, hvor de stod på rad og række ude på molen. 

De var beskyttet af et hegn, der skulle forhindre bølgerne i at slå ind i husene. Men fredag knækkede hegnet af det voldsomme vejr, og det blev begyndelsen på enden for de ikoniske fiskerhuse.

Læs også
Ikoniske fiskerhuse slugt af havet
Læs også
Ikoniske fiskerhuse slugt af havet

Til stor overraskelse for Svend Erik Olsen.

- Det havde jeg aldrig nogensinde drømt om, at det kunne ske her i lille Rødvig. Som de også skriver, har vi ikke haft sådan et vejr her i 119 år.

I Rødvig blev vandstanden målt til 169 centimeter over normal vandstand. Det er dermed tale om en 100-årshændelse. Men en ting var den høje vandstand, noget andet var vinden, som kom fra øst.

Her kan man se rester af de røde fiskerhuse ligge oppe på havnen.
Her kan man se rester af de røde fiskerhuse ligge oppe på havnen. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

- For jeg kan huske i 2017, der havde vi også masser af vand, men der var vinden nordlig, og så var det kun vandet, der kom. Dengang havde jeg 40 centimeter vand inde i selve skuret, og det skete der jo ikke noget ved.

- Den her gang var vinden sydøstlig, og så gik det galt, siger Svend Erik Olsen.

Reddede sin jolle

Fredag morgen, da det stod klart, at vejret ville blive voldsomt, tog Svend Erik Olsen derfor ud til sit fiskerhus.

- Jeg havde jo en fryser med fisk i, siger han.

- Så det første, jeg gjorde fredag morgen, var, at jeg bjærgede rygeål fra fryseren. Men så tænkte jeg, op i røven med alt det andet inventar. Nu var det jollen – den lå lige ude foran. Så jeg tænkte, når først skurene begynder at ryge, så ryger jollen også.

Se eller gense videoen fra fredag, hvor vandet på få timer fik fat i de røde fiskerhuse på Rødvig Havn.

Svend Erik Olsen fik derfor flyttet jollen til et andet sted, hvor den ikke var udsat. Da han ville tilbage for at redde flere af sine redskaber fra fiskerhuset, var det allerede for sent.

- Der var det første skur røget inde ved broen, så der blev spærret af med det samme, så måtte folk ikke gå derud længere, siger Svend Erik Olsen.

Mange gode år endnu

Ingen personer er kommet noget til under det voldsommme vejr. Og det er trods alt noget positivt at holde fast i.

- Alt det, der er gået tabt, er ikke andet end døde ting. Det ville da være værre, hvis der var en, der havde mistet et liv eller brækket arme og ben. Sket er sket, og så må vi bare videre. Selvom det ser meget trist ud, siger Svend Erik Olsen.

Læs også
- Hvis vi går ned bagerst i havnen, så ligner det en dårlig amerikansk katastrofefilm
Læs også
- Hvis vi går ned bagerst i havnen, så ligner det en dårlig amerikansk katastrofefilm

Det helt store oprydningsarbejde er i gang på havnen i Rødvig, og om der bliver bygget nye fiskerhuse igen, må tiden vise. Men der er mange gode år tilbage i Svend Erik Olsen.

- Nu er jeg ved at nå den alder, at det kan være, jeg skal stoppe med det sjov. 

- Ah, jeg skulle gerne have mange år endnu – jeg er 78 år. Jeg kunne da godt bruge mange år endnu hernede og hygge mig. Det kan jeg også sagtens komme til, når nu jeg har jollen stadig. Så skal jeg bare investere i nogle nye garn og så videre, siger Svend Erik Olsen.

Se eller gense indslaget fra søndag, hvor vi blandt andet var forbi havnen i Rødvig. Her var det helt store oprydningsarbejde i fuld gang.

Nyhedsoverblik