I 2022 lægger blandt andre Kalundborg Kommune landevej til 2. etape af Tour de France.
I den forbindelse lancerer Trygfonden projekt Tryggere Tour, hvor 50 af kommunens frivillige skal uddannes til at kunne yde førstehjælp i forbindelse med verdens største cykelløb, der næste år begynder i Danmark.
Det oplyser Kalundborg Kommune i en pressemeddelelse.
Som frivillig vil man få en unik mulighed for at være en del af verdens største cykelløb
Projektet skal skabe et tryggere Tour de France, og derfor har Trygfonden givet 1 millioner kroner til de 13 danske byer, hvor cykelrytterne kommer forbi.
- Jo flere, der kan yde førstehjælp, desto sikrere bliver cykelløbet. For evnen til at yde førstehjælp og betjene en hjertestarter kan nemlig være forskellen mellem liv og død. Det er derfor vigtigt, at vi uddanner borgere i førstehjælp, så de kan være klar med en hjertestarter langs Tour de France-ruten og hjælpe, hvis der bliver behov for det. Vi er derfor meget glade for, at vi har modtaget nogle midler fra Trygfonden til det, siger Søren Ole Sørensen, der er direktør for sundhedsområdet i Kalundborg Kommune.
I alt skal der gennemføres 900 førstehjælpskurser i hele landet, inden næste års Tour-start lyder.
Når løbet skydes i gang, vil der også være to eventhjertestartere fra Trygfonden på ruten i Kalundborg. De er mobile og vil være fleksible i forbindelse med cykelløbet og til fremtidige events.
Rekruttering af frivillige begynder til september
Når ryttere fra hele verden indtager den danske cykelscene, vil der naturligt opstå et behov for en stor gruppe frivillige borgere, der kan hjælpe med afviklingen af cykelløbet.
- Fra september 2021 vil vi gå i gang med at rekruttere frivillige ildsjæle, som skal hjælpe os med at sørge for en sikker afvikling af cykelløbet. Som frivillig vil man få en unik mulighed for at være en del af verdens største cykelløb. Der venter dem en spændende og vigtig opgave, siger Cathrine Sinding, der er projektleder for PostNord Danmark Rundt i Kalundborg Kommune.
I forbindelse med kampagnen vil kommunen uddybe opgaven og fortælle om de fordele, der er ved at tilmelde sig som frivillig til løbet.
De tre første etaper af cykelløbet vil foregå på dansk grund.
Første etape er en 13 kilometer enkeltstart i København. Anden etape går fra Roskilde og slutter 199 kilometer senere i Nyborg. Den tredje etape går fra Vejle til Sønderborg, hvor Tour de France-rytterne skal tilbagelægge 182 kilometer i det jyske.
Video: Planen var, at Tour de France skulle være kørt i Danmark i år. Men på grund af corona, går starten først i 2022.