Café er mekka for cykelentusiaster – forbereder stor fest til Tour de France

Café Udsigten ved Høve Stræde har altid mange cyklister som gæster. Det kulminerer, når Tour de France kommer trillende lige forbi.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den oprindelige plan var, at Tour de France skulle have ramt Danmark og dermed også Region Sjælland sidste sommer, men corona kom som bekendt i vejen, og cykelfesten blev udskudt.

Og det er de faktisk meget glade for hos Café Udsigten ved Høve Stræde. Her kommer man til at kunne se rytterne køre forbi intet mindre end tre steder på 2. etape, der løber fra Roskilde til Nyborg på Fyn 2. juli.

- Hvis det var blevet afholdt sidste år, havde vi ikke nået at blive klar, fortæller Per Hansen, der ejer stedet sammen med sin kone, Kathja Hansen.

Det er Kathja og Per Hansen, der har Café Udsigten tæt ved Tour de France-løbets anden bjergspurt.
Det er Kathja og Per Hansen, der har Café Udsigten tæt ved Tour de France-løbets anden bjergspurt. Foto: Frederikke Dammark - TV2 ØST

Men nu ér de klar – også til eventuelle krisesituationer.

- Vi har en hjertestarter på stedet, der kommer til at være et par sygeplejersker her, og der vil også være en hjerte-lunge-instruktør, siger Kathja Hansen.

Læs også
Overblik: Sådan påvirkes trafikken af Tour de France
Læs også
Overblik: Sådan påvirkes trafikken af Tour de France

- Ja, og vi har også en elektriker fra klokken syv om morgenen og hele dagen. For hvis strømmen går, så kan vi ikke engang servere en fadøl. Vi kan intet, supplerer Per Hansen.

Udsyn til tre punkter på ruten

For når knap 200 cykelryttere rammer vejene i det nordvestsjællandske, bliver alle gæster på Café Udsigten spærret inde i mange timer.

- Men heldigvis er vi jo så privilegerede, at vi kan se rytterne komme forbi tre gange. Så på en skala til 10 er vores placering nok 11-12-stykker, siger Per Hansen.

Der er udsigt til både Sejerø Bugt og Tour de France fra Café Udsigten, når cykelrytterne rammer regionen 2. juli.

Og faktisk er det dér med cykelløb slet ikke ukendt for parret. I de seks år, parret har drevet stedet med udsigt til Sejerø Bugt, har mange cykelryttere i forskellige afskygninger nemlig lagt vejen forbi.

- Vi har alt fra motionister, familie, venner og bekendte til almindelige cykelryttere og professionelle, siger Per Hansen.

Hængende cykler

Derfor har cykler også fået en særlig placering på caféen. Under den udendørs terrasse er der nemlig mulighed for at hænge sin cykel op. Der er plads til 60 cykler.

- Det sker faktisk jævnligt, at der kommer hold, der har så mange med. Så det her er uundværligt, hvis vi skal have cykelryttere som kunder. Det er at få gemt cyklen væk, få den hængt op, og så bliver de forsikret med en alarm.

Læs også
Sådan kommer du til Tour de France med offentlig transport
Læs også
Sådan kommer du til Tour de France med offentlig transport

Og til juli under den sjællandske etape bliver der også indlogeret særlige cykelgæster på Café Udsigten.

- En af dem, vi godt må sige hvem er. Det er en af sponsorerne til Tour de France. Det er nemlig Segafredo. Og jeg har faktisk fået en lille gave af dem. Det er VM-trøjen, og den er fra dengang, Mads Pedersen, der kører for holdet, vandt for cirka tre år siden, siger Per Hansen.

Per Hansen har fået en VM-trøje i gave af tour-sponsor Segafredo. Trøjen er fra dengang, da Mads Pedersen fra Tølløse, der kører for cykelholdet Trek-Segafredo, vandt VM i 2019.
Per Hansen har fået en VM-trøje i gave af tour-sponsor Segafredo. Trøjen er fra dengang, da Mads Pedersen fra Tølløse, der kører for cykelholdet Trek-Segafredo, vandt VM i 2019. Foto: Frederikke Dammark - TV2 ØST

Nyhedsoverblik