I næste uge vil en nu 16-årig dreng sidde på anklagebænken ved Retten i Næstved.
Teenagedrengen, der er elev på den prestigefyldte privatskole Herlufsholm, er tiltalt for at have voldtaget en anden af skolens elever "ved andet seksuelt forhold end samleje".
Det fremgår af et anklageskrift, som TV 2 Dokumentar har fået aktindsigt i.
Voldtægten skete ifølge anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på et værelse på Herlufsholm Kostskole en nat i februar i år.
Lod som om, han sov
Drengen, der ifølge sagens anklager blev voldtaget, lå i en seng og forsøgte at falde i søvn. Af anklageskriftet fremgår det, at den dengang 15-årige dreng befølte offeret under tøjet, hvilket medførte, at offeret "lod som om, han sov".
Herefter trak den tiltalte dreng offerets underbukser ned.
Ifølge anklagemyndigheden gav den dengang 15-årige dreng derefter offeret henholdsvis et såkaldt "handjob" og udførte oralsex på ham - begge dele uden offerets samtykke.
Undervejs forsøgte offeret at trække sig væk fra den nu tiltalte, men den 15-årige dreng fortsatte.
Svære situationer
Der går cirka 600 elever på Herlufsholm Skole og Gods. Halvdelen bor på skolens kostafdeling.
- Vi har på skolen unge mennesker, der er i en periode i deres liv, hvor de helt naturligt forsøger at afsøge grænser og gøre sig erfaringer, men der kan desværre opstå svære og ulykkelige situationer i den forbindelse, lyder det fra skolens rektor Mikkel Kjellberg i et skriftligt svar til TV 2 Dokumentar.
Rektoren oplyser, at han selv henvendte sig til politiet, så snart skolen fik henvendelse omkring sagen, hvorefter offeret anmeldte sagen til politiet.
- Uanset hvad er det en svær situation for begge parter, når den her slags sager opstår. Sagen bliver nu håndteret af myndighederne.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at en elev fra Herlufsholm Kostskole er tiltalt for voldtægt.
I 2006 sad en teenagedreng, der boede på skolens kostafdeling, også på anklagebænken ved Retten i Næstved. Han var tiltalt for voldtægt af en teenagepige, der var såkaldt dagelev på skolen. Drengen blev dog ikke fundet skyldig.
I 2016 blev en teenagedreng sigtet for voldtægt af en teenagepige. Begge var elever på privatskolen. Politiet frafaldt senere sigtelsen.
TV 2 Dokumentar arbejder i øjeblikket på et program om Herlufsholm.
Den aktuelle sag kommer for retten onsdag og torsdag i næste uge.