246.000 telefonkunders skjulte adresser og numre er blevet delt ved en fejl

Et par kunder opdagede, at deres oplysninger var blevet lækket, og det satte gang i kæmpe oprydningsarbejde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fra fredag i sidste uge og frem til torsdag har cirka 246.000 kunder hos telefonselskabet Oister fået delt deres adresse og telefonnummer på hjemmesiden 118.dk.

Alle 246.000 havde skjult nummer eller adresse – eller begge dele, som nu har været delt.

118.dk er en hjemmeside, som kan bruges til at finde danskeres adresser og telefonnumre.

I en pressemeddelelse skriver teleselskabet, at hændelsen skyldes en IT-opgradering, som nu er udbedret.

Indberettet til relevante myndigheder

Selskabet skriver også, at hændelsen er indberettet til relevante myndigheder, og at man har skærpet sine procedurer.

- Oister ser på denne sag med den største alvor og beklager meget over for de berørte kunder. Vores førsteprioritet har selvfølgelig været at skjule de berørte data på ny, hvilket er løst, siger direktøren for Oister, Anthony Lim, i pressemeddelelsen.

Teleselskabets presseafdeling oplyser til TV 2, at de blev opmærksomme på problematikken, efter et par kunder henvendte sig, fordi de havde kunne slå deres egne adresser og telefonnumre op.

Ekstraordinær hotline

Oister oplyser, at man kan få ændret sit telefonnummer, hvis man er utryg over hændelsen, og at de har etableret en "ekstraordinær hotline" torsdag og fredag mellem 9-19, som man kan ringe ind på.

Indtil videre har teleselskabet ikke fået informationer om, at lækket har haft konsekvenser for nogen af deres kunder med skjult nummer.

Oister har givet mange af deres kunder besked om, at de ved en fejl har fået delt deres kontaktoplysninger:

Oister har allerede givet mange af deres kunder besked om, at de ved en fejl har fået delt oplysninger om deres adreser og telefonnumre.
Oister har allerede givet mange af deres kunder besked om, at de ved en fejl har fået delt oplysninger om deres adreser og telefonnumre. Foto: Oister

Nyhedsoverblik