Et hold af forskere fra Danmark har forsøgt endeligt at kortlægge covid-19s dødelighed.
Fra marts til juni har overvåget de dødeligheden hos danskere, efter at de er blevet testet for coronavirus.
Og konklusionen er, at covid-19 er fem gange mere dødelig end influenza for personer, der ikke var indlagt på hospitalet, da de blev testet. Det skriver Berlingske.
Forskerne har undersøgt, hvor stor en andel af personer, som er testet positive for covid-19, der er døde inden for 30 dage, og opdelt dem i to grupper: indlagte og ikke-indlagte.
- I absolutte tal for ikke-indlagte var 2,04 procent døde, 30 dage efter de testede positiv for covid-19. For influenza var det 0,37 procent, siger Michael Benros, der er en af forskerne bag studiet, til TV 2.
Dermed er dødeligheden 5,5 gange højere for covid-19 end influenza.
Studiet er peer-reviewed og offentliggjort i tidsskriftet Frontiers in Medicine.
Forskerne bag studiet
Gruppen består af fem forskere fra danske universiteter og hospitaler:
- Michael Eriksen Benros, Psykiatrisk Center København og Immunologisk Institut ved Københavns Universitet
- Daniel Kondziella, Neurologisk Klinik, Rigshospitalet, Københavns Universitet
- Vardan Nersesjan, Neurologisk Klinik, Rigshospitalet
- Moshgan Amiri, Neurologisk Klinik, Rigshospitalet
- Hanne K. Christensen, Bispebjerg Hospital
Gruppen har set på alle officielle coronatests fra Region Hovedstaden og Region Sjælland, hvor der bor 2,6 millioner mennesker, i perioden 1. marts til 1. juni. De har sammenlignet tallene med gennemsnittet af influenzasæsonerne fra november 2017 til juni 2020.
Studiet er lavet i foråret
Forskerne erkender, at dødeligheden for covid-19 måske vil se anderledes ud i dag end i foråret. Dels er strategien for test en anden, dels er der kommet bedre behandlingsmuligheder.
- Behandlingen er bedre, men ikke revolutionært bedre, og der er flere, der bliver testet - især unge. Derfor kan det godt være, at dødeligheden ser mindre ud, siger Michael Benros.
Dem, der ikke er indlagte, kan generaliseres mere til den brede befolkning
Man tester først personer for influenza, hvis de er meget syge, så teststrategierne for covid-19 og influenza er markant anderledes.
Derfor ville dødeligheden for covid-19 i virkeligheden også være højere, hvis man brugte samme teststrategi som for influenza, mener Michael Benros.
- Hvis der var præcis lige så mange, der var testet for covid-19 og influenza, ville dødeligheden være højere for covid-19, siger han.
Hver femte indlagte afgår ved døden
Ser man på patienter, der var indlagte på testtidspunktet, er dødeligheden for covid-19 også højere - men det mener Michael Benros blandt andet skyldes, at patienterne har andre sygdomme.
I den gruppe var det cirka hver femte - 21,48 procent - der var døde efter 30 dage, og det er tre gange højere end influenza. Det var 7,17 procent for dem, der havde influenza, forklarer Michael Benros.
- Dem, der ikke er indlagte, kan generaliseres mere til den brede befolkning, fortsætter han.
Ifølge Berlingske kan et kritikpunkt være, at forskerne har set på gennemsnittet af flere influenzasæsoner.
Gruppen har dog også sammenlignet dødeligheden i hver enkelt sæson med covid-19. De når stadig frem til, at dødeligheden er fire gange højere end ved influenza, lyder det.