DF mister to byrådsmedlemmer: - De er ved at lave en dødssejler

To ud af tre DF-byrådsmedlemmer i Vordingborg Kommune har meldt sig ud af partiet i protest mod ledelsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Dansk Folkeparti mister to byrådsmedlemmer. Det er Heino Hahn og John Pawlik, der efter en årrække i byrådet i Vordingborg Kommune har sendt Dansk Folkeparti deres udmeldelse.

Begge medlemmer har fået nok af en egenrådig partiledelse, der ikke lytter til baglandet, og står fuldstændig i stampe.

quote Jeg følte virkelig, at vi blev syltet hernede

Heino Hahn (Nye Borgerlige), tidligere medlem af Dansk Folkeparti i Vordingbog Kommune

- De er ved at lave en dødssejler derinde (på Christiansborg, red.) Det er jeg ked af. Vi kan bare ikke forene os med Dansk Folkeparti mere, siger John Pawlik.

De to byrådsmedlemmer skifter i stedet til Nye Borgerlige.

Heino Hahn og John Pawlik har været medlem af Dansk Folkeparti i henholdsvis 18 og otte år. Førstnævnte har siddet i byrådet for partiet i mere end ti år og var viceborgmester indtil seneste kommunalvalg. Pawlik har siddet i byrådet i seks et halvt år.

Så det er ikke en beslutning, der er taget over en nat. Men der er efterhånden båret meget ved til det bål, der nu har brændt deres bro til partiet.

Havde intet hørt om udrejsecenter på Lindholm

Tilliden til partiledelsen røg i vinteren 2018, da Dansk Folkeparti fik forhandlet et udrejsecenter på øen Lindholm med i det kommende års finanslovsaftale.

De to DF'ere var ikke blevet informeret om, at der skulle sendes udviste kriminelle, personer på tålt ophold og fremmedkrigere til øen midt i Stege Bugt, der ligger i Vordingborg Kommune.

- Søren Espersen (MF, red.) sad til vores julefrokost uden at sige så meget som et kvæk. Dagen efter kom det. Vi blev taget med bukserne godt og grundigt nede, siger John Pawlik.

Artiklen fortsætter efter billedet. 

- Vi kan bare ikke forene os med Dansk Folkeparti mere, siger John Pawlik.
- Vi kan bare ikke forene os med Dansk Folkeparti mere, siger John Pawlik. Foto: Frederik Hagedorn - TV2 ØST

Både John Pawlik og Heino Hahn skulle stå på mål for beslutningen i lokalområdet, og det var svært, for selvom de bad om bilag og beregninger, der kunne styrke deres argumentation, så fik de - ifølge de to byrødder - intet fra Christiansborg.

- Det var jo svært at forsvare, når journalisterne ringede. Vi anede jo ikke en skid. Der var slet ingen information inde fra borgen (Christiansborg red.). Det kan man jo ikke acceptere, siger John Pawlik.

Artiklen fortsætter under billedet.

Lokale borgere ved øen Lindholm i Stege Bugt har flere gange demonteret mod planerne om at oprette udrejsecenter på på øen. Planerne om at oprette et udrejsecenter på øen er senerehen blevet droppet.
Lokale borgere ved øen Lindholm i Stege Bugt har flere gange demonteret mod planerne om at oprette udrejsecenter på på øen. Planerne om at oprette et udrejsecenter på øen er senerehen blevet droppet. Foto: Martin Stilling - TV ØST

Heino Hahn er skuffet over, at der ikke blev gjort noget fra DF-ledelsens side for at lappe på tilliden bagefter.

- Jeg følte virkelig, at vi blev syltet hernede, siger Heino Hahn og tilføjer:

- Normalt bør man som ledelse tage en god snak med de involverede om, hvordan gør vi så en anden gang? Men da jeg spurgte Kristian (Thulesen Dahl, red.) om det direkte, sagde han, at det ville han tage med videre. Det er snart et år siden.

Lindholm demo skilt
Læs også
Socialdemokrater vil droppe udrejsecenter på Lindholm og placere det uden for Europa
Lindholm demo skilt
Læs også
Socialdemokrater vil droppe udrejsecenter på Lindholm og placere det uden for Europa

Efter deres skifte fra Dansk Folkeparti til Nye Borgerlige er Marie Hansen nu det eneste tilbageværende byrådsmedlem fra Dansk Folkeparti i Vordingborg Kommune.

Partiet flakker rundt

Med over 200 DF'ere placeret rundt omkring i landets byråd kan Dansk Folkeparti måske godt leve uden de to fra Vordingborg Kommune. Men udmeldelserne kommer på et skidt tidspunkt.

quote Vi er rigtig glade for at få dem med på holdet. Det er absolut nogle erfarne og dygtige folk, vi får med

Peter Seier Christensen, næstformand Nye Borgerlige

Målingerne har ikke rettet sig opad igen efter valgnederlaget sidste år, hvor DF blev rundbarberet fra 37 til 16 mandater.

I sidste uge sagde en Megafon-måling for TV2 og Politiken tilmed, at 20 procent af dem, der faktisk stemte DF ved folketingsvalget, ville være mere tilbøjelige til at stemme på regeringen, hvis der var valg nu.

Og der har været rumsteren i partiets bagland lige siden valgnederlagene for et år siden.

Senest luftede Anders Vistisen, hovedbestyrelsesmedlem og tidligere medlem af Europa-Parlamentet, en opsigtsvækkende kritik.

Artiklen fortsætter under billedet.

Heino Hahn er skuffet over, at der ikke blev gjort noget fra DF-ledelsens side for at lappe på tilliden efter udmeldingen om udrejsecenter på øen Lindholm.
Heino Hahn er skuffet over, at der ikke blev gjort noget fra DF-ledelsens side for at lappe på tilliden efter udmeldingen om udrejsecenter på øen Lindholm. Foto: Frederik Hagedorn - TV2 ØST

I et interview med Avisen Danmark beskyldte han partiet for at "flakke rundt" uden en strategi og uden at tage valgnederlagene til efterretning.

Udtalelserne kostede en skarp advarsel fra partiets hovedbestyrelse.

VIDEO: Sagen om øen Lindholm blev afgørende for de to politikeres skifte:

 

Bagland kræver indflydelse

Anders Vistisens kritik står ikke alene. Kristian Thulesen Dahl tog efter valget ud at drikke kaffe med DF'erne i baglandet for at blive klogere på, hvad der var gået galt, og hvordan partiet kunne genoprettes, sagde han.

Efter rundturen lovede han - foran alle medlemmerne til partiets årsmøde i Herning - at inddrage lokalkredsene mere fremover.

Søren Espersen
Læs også
Måling: Dansk Folkeparti står til at blive mere end halveret
Søren Espersen
Læs også
Måling: Dansk Folkeparti står til at blive mere end halveret

Men det blev ved snakken, føler mange. Blandt andre de ti østjyske lokalformænd, der nu vil have DF's hovedbestyrelse på 12 personer udvidet med ti af baglandets folk for at få mere indflydelse på den politiske linje.

Forslaget er blevet afvist af Kristian Thulesen Dahl, der i et svar i stedet tilbyder åbenhjertig dialog.

- De er nødt til at vågne op

Allerede ved kommunalvalget i 2017 var partiledelsen totalt fraværende, mener de to nu forhenværende DF'ere i Vordingborg Kommune.

De knoklede lokalt for at føre valgkamp, men fik ingen opbakning fra Christiansborg. Ingen politiske meldinger fra moderpartiet, der kunne give medvind til kandidaterne ude i kommunerne.

De to byrådsmedlemmer har også gentagne gange bedt om hjælp til at rede trådene ud i lokalforeningen, der efter deres udsagn trækker i hver sin retning. Men der sker ikke noget. Ledelsen virker ligeglad, synes de.

Artiklen forsætter under billedet.

John Pawlik og Heino Hahn mistede tilliden til partiledelsen i vinteren 2018, da Dansk Folkeparti fik forhandlet et udrejsecenter på øen Lindholm med i det kommende års finanslovsaftale. Men de to byrødder havde intet hørt om planerne, før de kom ud i nyhederne. Planerne om at oprette et udrejsecenter på øen er senerehen blevet droppet.
John Pawlik og Heino Hahn mistede tilliden til partiledelsen i vinteren 2018, da Dansk Folkeparti fik forhandlet et udrejsecenter på øen Lindholm med i det kommende års finanslovsaftale. Men de to byrødder havde intet hørt om planerne, før de kom ud i nyhederne. Planerne om at oprette et udrejsecenter på øen er senerehen blevet droppet. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Tror du, det handler om jer to personligt eller generelt om at lytte til baglandet?

- Jeg tror, det er baglandet desværre, over det hele, svarer John Pawlik.

De to forhenværende DF'ere mener også, at partiet skuffer politisk.

- De sidder på skægget derinde på Christiansborg. De står fuldstændig i stampe. Det har de gjort det sidste halvandet-to års tid, siger John Pawlik og fortsætter:

- Og ja, Kristian har været rundt og snakke med alle efter valget og fået masser af input. Men der sker ingenting. De markerer sig ikke på noget som helst. De er gået i stå. De er nødt til at vågne op derinde.

VIDEO: Hør de to politikeres tanker om at skifter til Nye Borgerlige

 

Modtaget med åbne arme

De to Vordingborg-byrødder føler sig derimod godt tilpas i Nye Borgerlige - politisk såvel som personligt.

- Jeg glæder mig til at komme over i et parti, hvor der bliver lyttet mere til os, siger Heino Hahn og opremser al den Nye Borgerlige-politik, han er enig i: Udlændinge, EU, minimering af den offentlige sektor... Partiskiftet ligger lige til højrebenet.

quote De er oppe på barrikaderne og går ind i nogle fantastiske ting

John Pawlik (Nye Borgerlige), tidligere medlem af Dansk Folkeparti i Vordingbog Kommune

John Pawlik er også begejstret:

- De rykker helt sindssygt. De er oppe på barrikaderne og går ind i nogle fantastiske ting, blandt andet her under coronakrisen har de gjort meget for erhvervslivet. Og så er de nogle flinke mennesker. Der er en helt anden jargon. Folk er glade, og de lytter, fortæller han.

Peter Seier Christensen, næstformand for Nye Borgerlige, bekræfter, at de er meget velkomne i deres nye parti.

- De henvendte sig til os, og så har vi jo snakket med dem og fundet ud af, at vi er meget enige. Så vi er rigtig glade for at få dem med på holdet. De har jo været med i mange år, så det er absolut nogle erfarne og dygtige folk, vi får med, siger han.

Med Heino Hahn og John Pawlik bliver Nye Borgerliges antal byrådsmedlemmer tredoblet. Hidtil har kun folketingsmedlemmet Mette Thiesen haft en kommunalbestyrelsespost. Hun sidder i byrådet i Hillerød.

Bundproppen til en båd

Tilbage i Dansk Folkeparti vil de to udmeldelser fra Vordingborg ikke give anledning til hverken opstandelse eller selvransagelse, gætter de to nu forhenværende DF'ere.

- Kristian (Thulesen Dahl, red.) er jo kendt for at have en pyt-knap. Den vil han nok gøre brug af, siger Heino Hahn.

John Pawlik gætter på, at der kommer den sædvanlige mail ud til medlemmerne om at huske at holde al kritik internt.

Lindholm luftfoto
Læs også
Regeringen stopper endegyldigt Lindholm-plan
Lindholm luftfoto
Læs også
Regeringen stopper endegyldigt Lindholm-plan

Havde de kunnet overbringe udmeldelsen personligt, så havde Heino Hahn taget en gave med til Kristian Thulesen Dahl.

- Så havde jeg givet ham bundproppen til en båd, så den ikke synker. For det er sådan, jeg føler det i øjeblikket. Og det håber jeg, at de vil tage alvorligt og så huske baglandet fremover.

TV 2 arbejder på en kommentar fra ledelsen i Dansk Folkeparti og formand Kristian Thulesen Dahl.

Mikael Smed (S), borgmester i Vordingborg Kommune, har sammen med resten af kommunen sendt en ny lokalplan for Lindholm i høring.

Nyhedsoverblik