Om ikke så længe flokkes danskerne til supermarkeder og kommer flæskesteg, smør, chokolade og marcipan i indkøbsposerne.
Men alle de varegrupper er blevet dyrere.
Vi er et bedre sted nu i år, selvom julen bliver dyrere hvert år
Det viser en opgørelse, som Danske Bank har foretaget oven på de inflationstal for oktober, der er kommet mandag morgen.
- Vi er et væsentligt bedre sted end for eksempel julen i 2022, hvor alt var blevet voldsomt meget dyrere med 15 til 20 procents prisstigninger, siger Louise Aggerstrøm Hansen, der er chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank.
Hun tilskriver, at energikrisen, krigen i Ukraine og høj efterspørgsel var med til at drive priserne opad dengang. Samtidig så man det største fald i reallønnen siden 1951.
Chokoladen er steget mest
I år er det særligt mad, der er steget i pris, siger chefanalytikeren. Det skyldes også delvist, at mange fødevarepriser faldt omkring juletid sidste år, siger hun.
Inflationen steg 1,6 procent i oktober, viser tal fra Danmarks Statistik.
Også julegaverne er påvirket
På julebordet er chokoladen det, der er steget mest i pris grundet højere priser på kakao. Men også smør, marcipan og andet slik og svinekød har taget et nøk opad.
Hvis man spiser and i familien, er der til gengæld godt nyt, fordi priserne på fjerkræ er faldet.
- Vi er et bedre sted nu i år, selvom julen bliver dyrere hvert år. De fleste danskere er også blevet rigere end sidste år, siger Louise Aggerstrøm Hansen og tilføjer:
- Reallønnen stiger lidt mere end prisudviklingen. Pilen peger også den rigtige vej for folk på overførselsindkomster.
Priserne på gaverne under træet er også under udvikling. Særligt prisen på de bløde pakker er steget – sammen med for eksempel skønlitteratur og legetøj.
Sportsudstyr og husholdningsapparater er til gengæld faldet i pris.
Til det har chefanalytikeren et godt råd, hvis man er presset på økonomien.
- I forhold til julegaver er der ingen tvivl om, at hvis inflationen har presset økonomien meget, skal man måske have en åben snak om niveauet, fremfor at have en knude i maven eller for eksempel at tage et forbrugslån, siger Louise Aggerstrøm Hansen.
Mange bække små
Hvor inflationen steg med 1,6 procent i oktober, var stigningen i september 1,3 procent.
Med den aftagende inflation stiger danskernes realløn. Det betyder altså, at lønmodtagerne kan købe mere for deres lønseddel.
Men selvom der bare er tale om et par procent, skal man stadig tage højde for det, siger chefanalytikeren.
- Det er ikke det, der gør den helt store forskel, men også her er der mange bække små, siger Louise Aggersstrøm Hansen.
Stigningen fra september til oktober tilskrives ifølge Danmarks Statistik blandt andet højere priser på elektricitet.