Disse restriktioner fortsætter frem til 17. januar

De skærpede nationale tiltag gælder til og med 17. januar 2021.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Smittetallene er fortsat for høje og derfor forlænges de coronarestriktioner, der skulle udløbe 3. januar, til 17. januar.

Det meddelte statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde tirsdag aften.

De skærpede nationale tiltag, der gælder til og med 17. januar 2021 er som følger.

Butikker og liberale erhverv

Indkøbscentre, stormagasiner, arkader og basarer lukkes frem til og med 17. januar 2021. Udvalgsvarebutikker, som for eksempel byggemarkeder, boligforretninger med videre skal ligeledes lukke frem til og med 17. januar 2021.

Liberale serviceerhverv, hvor den nødvendige smitteforebyggende afstand ikke kan sikres, herunder frisører, massører, tatovører, køreskoler med videre skal desuden lukke frem til og med 17. januar 2021.

Butikker, der udleverer pakker, må dog gerne udlevere forudbestilte og forudbetalte pakker ved e-handel, herunder fyrværkeri.

Der vil i hele perioden fortsat være åbent i dagligvarebutikker, supermarkeder, apoteker og butikker med medicinsk udstyr.

Restaurationer

Restauranter, barer, caféer og lignende skal fortsat holde lukket.

De må dog godt sælge takeaway.

Skoler, ungdoms- og voksenuddannelser

Alle elever i folkeskolen og studerende skal fortsat være hjemsendt og modtage fjernundervisning.

Elever på efterskoler, frie fagskoler, kostafdelinger på fri- og privatskoler, kostelever på ungdoms- og voksenuddannelser og elever på FGU samt i ASF-klasser sendes hjem og overgår til nødundervisning.

Kultur , sport og fritid

Alle indendørs idræts- og kulturanlæg skal fortsat holde lukket. Det gælder blandt andet svømmehaller, legelande, fitnesscentre, teatre, museer, biografer, biblioteker, spillehaller, kasinoer og foreningslokaler.

Elitesportsudøvere må benytte idrætsfaciliteterne, som er lukket for offentligheden.

Ved udendørs sport må højst 10 personer deltage ad gangen.

Læs også
Sygehuspersonale advarer - frygter kombination af fyrværkeriskader og corona
Læs også
Sygehuspersonale advarer - frygter kombination af fyrværkeriskader og corona

Forlængelsen af restriktionerne kommer på et tidspunkt, hvor antallet af indlagte med covid-19 er rekordhøjt og sygehuse og hospitaler flere steder er tvunget til at udskyde og aflyse operationer.

På Twitter har sundhedsminister Magnus Heunicke oplyst, at kontakttallet nu er 1,2.

Det vil sige, at hver gang, der er 10 smittede, smitter de 12 nye, og det betyder, at pandemien fortsat breder sig.

Sundhedsstyrelsens gode råd til nytårs aften

  • Vær så få som muligt og aldrig mere end 10 personer til nytår, inklusive dig og din husstand, uanset hvor stor din bolig er.
  • Invitér kun personer fra din omgangskreds af 10 personer, du plejer at se ofte.
  • Bliv hjemme, hvis du har symptomer, er testet positiv eller er nær kontakt.
  • Hold dig til dit eget nytårsselskab hele aftenen, også hvis I går udendørs.
  • Undgå steder, hvor mange mennesker typisk går hen nytårsaften.
  • Find alternative måder at ønske godt nytår til dine naboer, hils f.eks. over hækken, på hver sin altan eller over telefonen.
  • Aflys fælles fyrværkeriarrangementer eller -opvisninger, hvor flere mennesker fra nabolaget samles samme sted.
  • Lav aftaler for virtuelle nytårshilsner med venner og familie, som du gerne ville have fejret nytåret med.
  • Uden for private boliger og haver i tilknytning hertil gælder forsamlingsforbuddet på 10 personer.

Nyhedsoverblik