Flere danskere har svært ved at betale deres elregninger

Elselskab understreger, at deres fortjeneste ikke er højere, når prisen på el stiger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Elpriserne er i øjeblikket rekordhøje, og det betyder, at et stigende antal danskere nu har svært ved at betale deres regninger.

Sådan lyder det fra flere elselskaber, som TV 2 har talt med.

Derfor henvender flere kunder sig til selskaberne i håbet om at dele deres regninger op i mindre bidder, da de ellers ikke har mulighed for at betale til tiden.

Læs også
Stigende priser gør ondt - mor og datter tvunget fra hus og hjem
Læs også
Stigende priser gør ondt - mor og datter tvunget fra hus og hjem


Det er elselskaberne Andel Energi, Energi Fyn, Velkommen og Norlys, der melder om markant flere henvendelser fra kunderne.

Hos sidstnævnte betyder det, at antallet af særlige betalingsaftaler er steget med 800 procent fra 87 aftaler i juli 2021 til 787 i juli 2022.

- Vi ser, at kunder, der ikke tidligere har haft behov for hjælp, nu ringer til os og beder om at få delt deres betalinger op i mindre dele, siger Michelle Hald, pressechef i Norlys.

Regningen sendes videre til kunderne

Selskabet oplyser, at de i øjeblikket får 40 procent flere opkald fra kunder, der er bekymrede for de høje elpriser.

Det er både private og erhvervskunder, der ringer ind og efterspørger råd til at spare på energien. Det er dog især de private kunder, der er skyld i stigningen af betalingsaftaler, fortæller Michelle Hald.

- Langt de fleste af vores kunder bliver opkrævet en gang i kvartalet, men vi har mulighed for at dele regningen op i nogle mindre bidder, og det, oplever vi faktisk, er en stor hjælp for kundernes privatøkonomi, fortæller hun.

Træpiller
Læs også
Træpiller hamstres i panik: - Om to til tre måneder kollapser det hele
Træpiller
Læs også
Træpiller hamstres i panik: - Om to til tre måneder kollapser det hele

Michelle Hald tilføjer, at de stigende priser skyldes manglen på energi i Europa i øjeblikket. Når selskabet henter el ude på markedet, betaler de derfor en højere pris for det.

- Og den regning er vi desværre nødt til at sende videre til vores kunder, lyder det.

Hvorfor er I nødt til at sende regningen videre til kunderne?

- Vi er jo en kommerciel forretning, så når vi har en øget udgift med at købe el, er den pris, vi sender videre til kunderne, desværre også det højere. Men vores fortjeneste er ikke højere, den ligger på samme niveau. Så det er ikke i vores interesse, at vi har de høje elpriser, siger Michelle Hald.

Ikke en god tid for elselskaber

Pressechefen fortæller, at det er selskabets "vigtigste opgave" at hjælpe kunderne til at få en mindre elregning. Her byder de ind med vejledning i, hvordan kunderne bruger mindre strøm, og hvornår på døgnet strømmen er billigst, og det derfor er bedst at bruge den.

- Hvis man følger disse råd, har man faktisk stor mulighed for at nedbringe sin elregning, siger Michelle Hald.

20200713-131744-2-1920x1280we
Læs også
Hvorfor koster diesel nu mere end benzin?
20200713-131744-2-1920x1280we
Læs også
Hvorfor koster diesel nu mere end benzin?

Hun understreger, at perioder med høje elpriser ikke betyder, at det er en god tid for elselskaberne, tværtimod:

- Det betyder, at vi har behov for at stille nogle større sikkerheder ude på markedet, når vi handler med højere priser. Risikoen for, at vi ikke får pengene igen fra kunderne, er jo større i sådan en usikker tid.

Fordi elselskabernes fortjeneste er fastlagt i de elprisaftaler, som de indgår med kunderne, har selskaberne ikke en større indtjening, selvom priserne på el stiger. Det forklarer Michelle Hald:

- Vores fortjeneste ligger helt fast på de elprisaftaler, vi har med kunderne. Så vi tjener ikke mere, når prisen går op. Men når vi er ude på markedet og hente el ind til en væsentlig dyrere pris, er vi desværre nødt til at sende den regning videre til vores kunder.


Nyhedsoverblik