Dagens blæsende vejr med op til 8-9 grader, og en hvid jul, der gemmer sig et sted oppe i Sverige, er nok ikke det, der får julehumøret i top.
Men der gemmer sig alligevel en lille julegave i dagens vejr.
Det blæsende vejr, vi har haft de seneste dage, og blæsten, fortsætter i dag, og det har en positiv effekt på strømpriserne.
Samtidig er det ferie, og strømforbruget til industri, arbejdspladser og lignende er minimalt, og det betyder en lavere efterspørgsel på el og dermed også lavere priser.
Især Jylland og Fyn kan nyde godt af el-priser, der ligger helt nede på nul kroner, når man kigger på spotprisen. På Sjælland og øerne ligger prisen en stor del af dagen mellem cirka 40 og 50 øre, dog falder den efter klokken 17.
Hvornår er det billigst at sætte stegen i ovnen?
Vest for Storebælt skal man blot vente til efter klokken 10.00, hvis man vil sætte julemaden i ovnen, når strømmen er billig.
På Sjælland og øerne er der ikke den store variation over dagen, så man sparer ikke meget ved, at vente på en endnu billigere periode på dagen.
Skulle man gå efter dagens laveste pris, så skal maden i ovnen ved 18-19-tiden, og så kan det godt være, at man sparer et par håndører, men det er ikke sikkert, at julefreden består i hjemmet.
Alle priser i artiklen er inklusive moms, men uden afgifter eller nettarif.
Her på siden kan du følge strømprisen time for time og planlægge, hvornår du for eksempel skal vaske tøj eller oplade din elbil. Vær opmærksom på, at priserne for Øst- og Vestdanmark ofte kan være ens, mens der nogle dage kan være en forskel.
Desuden blev der per 1. januar indført nye nettariffer, så mange steder er afgiften høj imellem klokken 17.00 og 21.00. Find dit netselskab her.
Herunder kan du se elprisen time for time:
På grafen kan du se "spotprisen" time for time for Sjælland og øerne.
Mange danskere har variabel strømpris og kan derfor med fordel bruge strømmen, når den er billig og grøn.
Der er masser af penge at spare på elregningen, hvis man bruger strøm på de rigtige tidspunkter.
Sol og vind påvirker strømpris
Ofte er det om natten, at strømmen er billigst og mest grøn, men blæser det meget, kan prisen være lav i hele døgnet.
I sommerhalvåret spiller solen også en stor rolle for prisen. Skinner solen fra en skyfri himmel, vil elprisen ofte være lav midt på dagen.
Den strømpris, der vises herover, er uden afgifter og nettarif, så vær opmærksom på, at din endelige elpris vil være højere. Elafgiften og nettarrif ligger typisk på cirka halvanden krone – dog er nettariffen dyrere fra oktober til marts mellem klokken 17.00 og 20.00.
BIllig strøm er grøn strøm
Klimaet vinder også ved, at du går efter den billige strøm, for når strømmen er billig, er den næsten altid grøn.
Det kaldes grøn strøm, når det meste af strømmen kommer fra vedvarende energikilder som vindmøller, solceller og vandkraft, og derfor har en lav udledning af CO₂ per kilowatttime.
Lav CO₂-udledning er godt for klimaet. Når strømmen er meget grøn, ligger udledningen typisk på under 50 gram CO₂ per kilowatttime.