Man risikerer oversvømmelser flere steder i den sydøstlige del af landet, når et intenst og langvarigt regnvejr rammer de områder, som fik op til en halv meter sne under kuldebølgen.
Risikoen er størst på Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn, for her er jorden allerede våd, og man kan få omkring 25 millimeter regn det næste døgns tid.
Man kan derfor meget vel se frem til oversvømmede marker, vand på vejene og problemer for folk, som skal grave i forbindelse med byggearbejder de kommende dage.
Kombinationen af smeltevand og intens regn giver overskud af vand
Regnvejret er allerede begyndt mandag formiddag omkring og øst for Storebælt, og frem til tirsdag eftermiddag fortsætter regnen over stort set de samme områder.
Man kan forvente mellem 20 og 30 millimeter regn, de steder hvor der kommer mest. På en gennemsnitlig marts måned falder der 46 millimeter nedbør. Et relativt langsomtløbende lavtryk lige øst for Danmark sender fugtig luft ind over den sydøstlige del af landet, og det giver langvarig regn her.
I løbet af kuldebølgen, som ramte Danmark i slutningen af februar og begyndelsen af marts, fik man masser af sne i selvsamme områder. I relativt lunt vejr de sidste par dage er det meste af den sne smeltet igen, så jorden er mættet med vand, og nogle steder ligger der ligefrem vand på jorden.
Yderligere mængder af vand fra oven vil derfor med stor sandsynlighed kunne give problemer med lokale oversvømmelser og aquaplaning på vejene i det sydøstlige Danmark.
Der er således al mulig grund til at være ekstra påpasselig i trafikken det kommende døgns tid, for de steder, hvor der ikke kommer regn, er der risiko for tåge.