- Så er det dét hus på venstre hånd, siger Nicolai Strand Andersen og peger ud gennem forruden på bilen.
Huset ligger på en stille villavej kun få minutters kørsel fra Nakskov centrum.
Det var her, at Nicolai og hans far, Ib Lybæk Andersen, inviterede danskerne ind i deres hjem i programmerne ‘På røven i Nakskov’ og 'Stadig på røven'.
Fugten drev ned ad væggene, og der var synlig skimmelsvamp overalt. Og nå ja, så var der hverken strøm eller varmt vand på grund af noget uenighed omkring nogle regninger.
Husets stand var så ringe, at kommunen havde erklæret det for uegnet til beboelse.
Men det generede ikke Nicolai. Han følte sig hjemme.
Fra bilen betragter Nicolai Strand Andersen sit tidligere hjem. Det ligner ikke sig selv.
Vinduerne på den nu hvidmalede murstensfacade er nye og lukket af med brunt pap, så man ikke kan kigge ind.
Selvom huset i dag ser anderledes ud, vækker det minder hos ham.
- Jeg har jo boet her i syv-otte år. Tænk, at vi boede her med vinduer, der var sprunget, så man ikke kunne kigge ud. Det burde nok bare være revet ned, siger Nicolai Strand Andersen.
Klædt i mærketøj fra top til tå
Første gang danskerne mødte Nicolai Strand Andersen, var i 2015, da han sammen med sin far Ib medvirkede i den omdiskuterede reportagedokumentarserie ‘På røven i Nakskov’.
Programmet skildrede en række familier, der levede et liv på kanten af samfundet.
Nu er TV 2 taget til Nakskov for at besøge Nicolai Strand Andersen og høre, hvordan det er gået ham.
- Folk siger i dag, at jeg ikke har haft en god barndom, og flere forstår ikke, hvorfor jeg ikke blev fjernet fra min far. Men jeg er glad for min barndom og de ting, jeg har lært, siger Nicolai Strand Andersen.
Han ligner på mange måder sig selv, men det er tydeligt, at han ikke længere er teenager, men nu en ung mand på 25 år.
Hvalpefedtet er forsvundet, og genbrugstøjet er skiftet ud med dyrt mærketøj. Huen og jakken er fra det italienske modemærke Moncler, trøjen er fra Burberry, og Nike-skoene er helt nye.
Det er ikke, fordi mærketøj som sådan er vigtigt for ham. Men han føler, at han er med på moden og passer ind i mængden.
På overfladen ser alt godt ud. Det må køre for Nicolai.
Men man skal ikke tale længe med ham, før det står klart, at han først lige er ved at komme ovenpå efter en ualmindeligt svær tid.
For 16. november 2020 stod Nicolai pludselig alene. Han mistede den allervigtigste person i sit liv.
Sin far. Sit forbillede.
Og det sendte ham ind i en mørk periode.
Knyttede sig til Ib
Nicolai og Ib holdt sammen i tykt og tyndt. Det så man tydeligt i tv-programmet, hvor de tog på bustur til grænsen efter øl og sodavand, fiskede sammen og fulgtes til og fra Døllefjelde-Musse Marked.
Hvorfor de var så tætte, ved Nicolai ikke. Men han tror, at det måske hænger sammen med dengang, familien blev delt i to.
Vi er tilbage omkring år 2000, og Nicolai og hans bror skulle flytte med moren fra Nakskov.
Men i sidste øjeblik blev planerne ændret. Ib frygtede, at han ikke ville komme til at se Nicolai og lillebroren.
Derfor insisterede han på at få Nicolai med hjem igen.
Nicolai husker det mest i glimt, for han var kun to-tre år gammel. Men han husker ikke at have haft kontakt til sin mor og lillebror i de efterfølgende år.
I stedet skabte han og faren et helt særligt bånd.
Efter nogle år i Nakskov ville Nicolai gerne lære sin mor og lillebror at kende, og han flyttede til Sjælland. Der boede han, til han blev teenager.
Weekenderne fortsatte han med at bruge med sin far i Nakskov.
Men savnet blev for stort, da Ib i 2008 arvede nogle penge og fik opfyldt sit ønske om at kunne rejse til Afrika i vinterperioderne.
- Det var hårdt for mig, og jeg savnede min far meget, fortæller Nicolai Strand Andersen.
Han ville tilbage til sin far og Nakskov. Han kunne og ville ikke undvære ham.
Og da Ib vendte tilbage fra en af sine længere Afrika-rejser, stod 15-årige Nicolai klar med en pakket rygsæk, og de blev igen et fast makkerpar.
Mobbeoffer
Ikke meget længe efter sagde Ib ja til at medvirke i ‘På røven i Nakskov’.
Til at starte med ville Nicolai ikke være med, og han husker, hvordan han under de første optagelser sneg sig uden om kameraet.
Han var buttet og blev mobbet meget på sin nye skole. Men efter lidt tid ombestemte han sig.
- Jeg tænkte: Fuck det hele, det kan ikke blive meget værre, end det allerede er, fortæller Nicolai Strand Andersen, der også lod kameraholdet få indblik i, hvordan han blev drillet, truet med bank og fik hærget sin knallert.
Ib var af den gamle skole, og efter at have kontaktet politiet og skolen mente han, at Nicolai måtte “tage det som en mand og slå fra sig”.
Men Nicolai var ikke en slagsbror. Han holdt sig for sig selv og glædede sig til at få folkeskolen overstået.
Drømmen var nemlig at gå i sin fars fodspor og starte på søfartsskolen i Svendborg. Og for at få penge til at betale skoleopholdet restaurerede far og søn en lille motorbåd og begyndte at fiske sammen.
Nicolai Strand Andersen kom ind på drømmeuddannelsen, og Ib var stolt.
- Han skal ud og være styrmand på en Mærsk-tanker, lød det forventningsfuldt fra Ib Lybæk Andersen.
Men Nicolais sejlpapirer blev aldrig underskrevet i tide, og derfor blev uddannelsen som befaren skibsassistent ikke gjort helt færdig.
Det betød, at sejlkarrieren for en stund blev sat på standby, og Nicolai vendte tilbage til Nakskov.
Tilbage til sin far. Tilbage til den samme trygge trummerum.
Men også tilbage til de faste skænderier mellem dem.
I 2018 blev de så meget uvenner, at Nicolai valgte at flytte i sin egen lejlighed.
Fest var vigtigere end huslejen
Der var ingen, der havde fortalt Nicolai Strand Andersen, at han skulle oprette sig ved et elfirma, så han kunne betale for sin strøm. Så han gik i god tro og afventede en regning i postkassen.
Brevet kom først et halvt år senere, hvor der stod, at han ikke havde betalt for sin strøm, og at den ville blive lukket.
Uden at fornærme nogen kan man vist godt sige, at Nicolai havde lært et par tricks hjemmefra, så han trak en ledning fra nabolejligheden og ind til sig selv.
- For at være ærlig syntes jeg, at fest og farver var vigtigere dengang end at betale regninger. Så jeg var også bagud med to måneders husleje, fortæller Nicolai Strand Andersen.
Det mærkede han konsekvenserne af, da udlejeren kom forbi og sagde, at han enten skulle betale, hvad han skyldte, ellers havde han tre dage til at flytte ud af lejligheden.
Sov i campingvogn og garage
Nicolai valgte den sidste mulighed, og i nattens mulm og mørke flyttede han sine ejendele i en indkøbsvogn ud i en garage, som Ib havde lejet.
Far og søn kom på talefod igen og genoptog fiskeriet fra Sydlangeland.
Når de var hjemme i Nakskov, overnattede Nicolai i garagen.
De tilbragte mere eller mindre al deres tid sammen, og det var her, at Nicolai begyndte at se nogle små tegn på, at hans far ikke var helt på toppen.
Ib peb ikke
De snakkede aldrig om det. Men Nicolai bemærkede, at hans far røg flere joints, end han plejede.
- Han røg en joint hver morgen, og han havde også en færdigrullet med ud på båden og med til at kunne rulle endnu en, siger Nicolai og tænker i dag, at det var for at lindre en smerte.
- Han har jo aldrig været hypokonder, så hvis han har haft ondt, så har han ikke villet sige det.
Ib var af den gamle skole. Han peb ikke. Og så havde han temperament.
Det resulterede i en del skænderier mellem ham og Nicolai.
Nogle gange var det småskænderier, der varede en time eller to. Andre gange varede det en dag eller to. Men det skete altså også, at de tog en ordentlig tur og var uvenner i længere perioder.
Derfor blev fiskeriet også sat på standby i sommeren 2020, og Nicolai begyndte at køre udbringning for et pizzeria i Nakskov.
- Jeg har det ikke så godt
Nicolai var i fuld gang med arbejdet, da Ib pludselig gav lyd fra sig.
I en sms skrev han, at de ikke skulle være uvenner, og at han ikke havde det så godt. Han spurgte også, om Nicolai ikke kunne køre ud forbi ham med en bakke pomfritter.
Måske var det Ibs forsøg på at række ud til Nicolai. Måske vidste Ib, at han var syg.
Det finder Nicolai aldrig ud af.
For han kørte ikke ud med pomfritter.
Men tre uger senere var han sammen med sin lillebror, der – i modsætning til Nicolai – havde haft en del telefonisk kontakt med deres far.
- Han har det ikke så godt, så du bliver nødt til at køre ud og se til ham, husker Nicolai, at lillebroren sagde.
Hastet til hospitalet
Nicolai Strand Andersen parkerede sin bil i indkørslen til farens hus.
Han steg ud af bilen og gik hen mod et af de to vinduer, der vendte ud mod forhaven og vejen.
Persiennerne var ikke helt lukkede, og Nicolai kunne ane sin far ligge og sove på sofaen.
Han konstaterede, at han trak vejret. Fordi han altid havde fået at vide, at han ikke skulle vække sin far, når han sov, forlod han huset igen.
Næste morgen fandt en god ven af familien Ib liggende på stuegulvet, og han blev straks kørt til Nykøbing Sygehus.
Herfra blev der ringet til Nicolai, der fik den overraskende besked.
Han skulle skynde sig til hospitalet og tage afsked med sin far, der højst havde 24 timer tilbage at leve i.
Tog afsked flere gange
Det føltes mærkeligt at sige farvel til en, der nærmest var død, husker Nicolai. Mærkeligt og virkeligt hårdt.
Men det var endnu hårdere, da han dagen efter besøgte sin far igen.
- Der virkede han, som om han ikke fejlede noget, eller han fejlede selvfølgelig stadigvæk noget, men man kunne snakke med ham, siger Nicolai, der igen skulle tage afsked.
Nicolai tog afsked flere gange. For Ib Lybæk Andersen overlevede 11 dage på hospitalet, og til sidst lå han i respirator.
Han havde en kræfttumor i lillehjernen og en kræftknude på størrelse med en tennisbold i venstre lunge. Nicolai husker, at lægerne fortalte, at hvis han overlevede, ville han blive hjerneskadet.
- Og sådan som han var, så vidste vi jo godt, at det ikke ville være et godt liv for ham, fortæller Nicolai.
Nicolai og hans lillebror gik med til at slukke for respiratoren, men de havde ét særligt ønske inden.
Ib Lybæk Andersen elskede havet, og derfor fik de arrangeret, at han blev kørt op på en stue med udsigt til vandet.
- Der fik han så to dage, og så kørte de ham ned på stuen igen. Det var sødt af dem, men de kunne godt lige have ladet ham ligge med udsigten, mens de slukkede.
- Men jaja, det er der jo ikke noget at gøre ved, siger Nicolai Strand Andersen.
Ib Lybæk Andersen døde 16. november 2020 – blot få dage før at han ville være fyldt 60 år.
Fortryder skænderierne
I dag er det godt to år siden, at Nicolai mistede sin far, og det er først nu, at han kan holde til at tale om det.
Han kan godt se, at det har været en rutsjebanetur – måske fordi de brugte så meget tid sammen og var så tætte.
Derfor er han også ked af, at de var uvenner i tiden op til, at han gik bort.
- Vi kaldte hinanden det ene og det andet. Det ville jeg ønske, at vi ikke havde gjort. Det er nok det, jeg fortryder allermest her i livet, siger Nicolai Strand Andersen.
Tiden efter Ibs død var rigtigt svær. Han tror selv, at han fik en form for vinterdepression.
Nicolai havde lyst til at flygte fra Nakskov og begyndte derfor at arbejde for et transportfirma syd for Køge. Et job, han sådan set var glad for, men som viste sig at være alt for svært at passe.
For når der var dårlige dage – og dem var der en del af – var det nemt at melde sig syg.
- Det hele kørte bare fuldstændig ned i et sort hul, og jeg lukkede mig faktisk bare inde, fortæller Nicolai Strand Andersen.
Han overnattede i kortere perioder hos venner og veninder, men ellers boede han i den garage, som hans far gennem en periode havde lejet.
Tilbage i garagen
Nicolai Strand Andersen går hen mod den aflåste garageport, der gennem halvandet år on and off har været hans faste og trygge base.
- Det er et fint sted at bo om sommeren, når der er varmt, siger han.
For bag træporten med den afskallede lysegrønne maling er alle hans ejendele. Og faktisk også nogle af tingene fra Ibs hus.
Det hele er låst inde med en skydelås og hængelås.
- Jeg kan selvfølgelig også låse indefra, siger Nicolai Strand Andersen og smiler:
- Ellers ville det ikke være så trygt at sove derinde.
I garagens bagvæg er der et lille etlagsvindue, som han har isoleret med flamingo.
Og selvom det giver en form for udluftning af garagen, er Nicolai ikke i tvivl om, at det ikke har været helt sundt at bo der så længe.
Efter Ibs død har Nicolai tænkt mere over sit helbred, og ikke mindst hvad de mange år i huse med skimmelsvamp og den fugtige garage kan have haft af betydning for ham selv.
En test hos lægen har for nylig vist, at han er allergisk over for skimmelsvamp og nu har en lungefunktion som en 68-årig.
- Det er ikke så godt, så jeg må i gang med noget træning, siger 25-årige Nicolai Strand Andersen.
Venner trådte til
Derfor er han også glad for, at han har fundet en anden og varmere løsning end den uopvarmede garage.
For selvom det har fungeret udmærket for Nicolai, mente nogle af Ibs gamle venner, at det altså var for koldt og klamt.
Vennerne tilbød, at Nicolai kunne få et værelse hos dem. De sagde, at han ikke skulle sove ude i en garage i den kulde.
Det ville Ib heller ikke bryde sig om.