Her kan du se supermånen

Årets tiende fuldmåne finder sted torsdag aften, men denne gang bliver det en speciel én af slagsen.

Der er nemlig tale om en såkaldt supermåne, der er en betegnelse for den fuldmåne, som falder sammen med dét tidspunkt på året, hvor Månen er nærmest Jorden.

Fænomenet sker kun få gange i løbet af et år – typisk en til tre gange.

Når det sker, fylder den omkring syv procent mere på himlen end normalt, og den lyser 16 procent stærkere.

Afstanden mellem Jorden og Månen kommer helt ned på 357.428 kilometer.
Afstanden mellem Jorden og Månen kommer helt ned på 357.428 kilometer. Foto: TV 2 Vejret

Dermed giver det rig mulighed for at studere Månens synlige side, hvis bare man er udstyret med en almindelig håndkikkert.

Vejret vil dog drille i det meste af landet, men særligt ét sted bliver der god mulighed for at observere supermånen.

Årets største fuldmåne

En supermåne opstår, fordi afstanden mellem Jorden og Månen varierer. Det skyldes, at Månens bane om Jorden ikke er cirkelrund, men derimod ellipseformet.

I gennemsnit er Månens afstand til Jorden 384.400 kilometer, men når Månen er tættest på Jorden, er gennemsnitsafstanden mellem Månen og Jorden 'kun' 362.600 kilometer.

Jægerens fuldmåne

Oktobers fuldmåne kaldes også for 'Jægerens fuldmåne', hvilket henviser til det intense måneskin, som hjalp jægerne med at spore trækkende vildt om efteråret.

Når jægeren igennem tiden er stået op i de tidlige morgentimer for at jage vildt i oktober, har oktobers fuldmåne været en god følgesvend.

Det kraftige månelys har således været en stor hjælp for jægeren i bestræbelserne på at ramme sit bytte om natten. Derfor er oktobers fuldmåne meget passende blevet tilskrevet jægerne.

Positionen kaldes også for perigæum, hvilket kan oversættes til "i nærheden af Jorden".

Under aftenens supermåne kommer afstanden til vores nærmeste nabo helt ned på 357.428 kilometer, og det gør aftenens fuldmåne til årets største.

Her kan supermånen ses fra Danmark

Månen dukker op i østlig retning klokken 17.48 og vil være på himlen frem til fredag morgen klokken 7.34.

Mange danskere vil dog blive skuffet, hvis man agter at tage ud at kigge efter supermånen. Der venter nemlig en noget skyet aften og nat over det meste af landet.

Prognose torsdag aften.
Prognose torsdag aften. Foto: TV 2 Vejret

Et sted, hvor der imidlertid bliver god plads til månen, er på Bornholm, hvor der venter en relativ klar aften. Også på Fyn og Sjælland kan der være lidt huller i skydækket.

Derimod bliver det helt overskyet – og til dels tåget – i Jylland.

Næste gang der bliver mulighed for at se en supermåne er 15. november 2024.


Nyhedsoverblik