Hun skreg op, som hun aldrig havde gjort før og brugte alle sine kræfter på at kæmpe imod den mand, der få sekunder forinden havde overfaldet hende bagfra.
De lå i græsset i aftenmørket, og pludselig fik hun fat i den kniv, der havde strejfet hende, og som han havde truet hende med. Han slog hende flere gange på kroppen med knyttet hånd, tyssede på hende og sagde, at hun skulle holde kæft.
Hun kunne stadig se vinduet fra efterskolen lyse op, og på græsset kunne hun se sin telefon lyse op. ‘Far ringer’, stod der.
Hun kunne ikke nå telefonen, og da manden igen havde kontrol over kniven, troede hun, at det var slut.
- Jeg troede, at jeg skulle dø.
Pigen fra Sorø
I pressen er hun blevet omtalt som 'Sorø-pigen'. En dengang 15-årig pige der i november 2022 gik på Sorø Gymnastikefterskole og blev overfaldet af Philip Westh.
Hun vidnede i maj i år mod ham for lukkede døre i byretten. Måneden efter blev han idømt livstid for vold, trusler samt voldtægts- og kidnapningsforsøg mod hende, drabet på Emilie Meng og kidnapningen af en 13-årig pige fra Kirkerup.
For den i dag 17-årige pige har det været vigtigt at få lov til at fortælle sin version af historien – om det at være offer for en forbrydelse, hvad det har gjort ved hende, og hvordan det fortsat påvirker hende.
Hun medvirker i denne artikel anonymt af hensyn til sagens karakter.
TV 2 er bekendt med hendes identitet. Hun vil blive omtalt som 'Freja' i resten af historien.
Opkald med mor afbrudt
Mørket var faldet på over Sorø Gymnastikefterskole. Det var 8. november 2022, og klokken havde passeret 18, da Freja gik en tur for at tale med sin mor.
- På det tidspunkt var jeg begyndt at have meget hjemve. Det var vinter, og jeg var langt væk hjemmefra. Så jeg havde brug for at tale med min mor.
Det var ikke en aftentur, hun var vant til at gå. Faktisk var hun først for nyligt begyndt at gå aftenture.
- Det var svært, når man boede sammen med to andre på et værelse at snakke derinde. Så det var lidt nemmere bare at gå en tur.
Den aften gik hun den rute, som efterskolen gik hver morgen i grupper. Hun havde kun én airpod i øret.
- Det var for at høre mine omgivelser. Det har jeg altid kun, når jeg er ude i mørket.
Men snakken om savnet til familien og lyden af hendes mors stemme blev pludselig afbrudt af et par hastige skridt bagfra.
- Jeg mærkede, at der var en, der bankede kroppen ind i mig. Jeg troede først, at det var en fra min efterskole, der ville forskrække mig.
Men da hun fornemmede kniven i hans hånd ind mod sin krop, vidste hun, at der var noget helt galt.
Det eneste, jeg vidste, var, at det var en farlig situation, som jeg bare skulle ud af
- Min mor ved, hvor jeg er
Freja skreg op og råbte efter sin mor, og inden at panikken nåede at brede sig endnu mere i kroppen, var hun blevet væltet ned på jorden, og en kamp udspillede sig.
- Det var ikke rigtig gået op for mig, hvad der skete på det her tidspunkt. Det hele gik så stærkt, men det eneste, jeg vidste, var, at det var en farlig situation, som jeg bare skulle ud af.
Alt imens havde hun tabt sin telefon, og opkaldet med hendes mor var blevet afbrudt.
Telefonen lyste op i græsset. 'Far ringer' blev der ved med at stå.
Han sagde, at han ikke ville slå mig ihjel, men jeg stolede ikke på ham
Hun forsøgte at nå telefonen og tage opkaldet, mens hun råbte “min mor ved, hvor jeg er.”
Men han fik sparket telefonen længere væk. Han tyssede gentagne gange på hende, holdt hende for munden med sine bare hænder og sagde, at hun skulle holde kæft.
- Han sagde, at han ikke ville slå mig ihjel, men jeg stolede ikke på ham. Det var en fremmed mand med en kniv.
Det var de værste tanker, der gik gennem hendes hoved.
- Jeg tænkte, at jeg skulle dø, og at han ville voldtage mig.
Blev bagbundet med strips
Det var i forbindelse med tumulten, at det pludselig lykkedes hende at få kniven i sin hånd. Hun begyndte med al sin kraft at stikke den ned i jorden i håbet om, at hun kunne få den knækket og ødelagt.- Jeg blev ved med at være ret klar i hovedet og forsøgte at gøre så meget modstand, som jeg kunne.
Imens slog han hende med knyttet hånd på kroppen og endte med at få kniven igen. Freja bemærkede under kampen, at han ikke havde handsker på.
Jeg begyndte at tænke, at det ikke nyttede at skrige mere, for der var ingen, der hørte mig
Hun tænkte derfor, at de nok skulle finde ham, hvis hun slap væk. Det var hendes motivation.
Under tumulten på stisystemet havde han ligget overskrævs på hendes ryg. Han fik hendes hænder om på ryggen og bandt hende med strips, hvorefter han rejste hende op fra jorden og begyndte at trække hende over en mark.
Hun prøvede at fægte sig fri, men det lykkedes ikke. Og hun begyndte derfor bare at følge med over marken, mens han holdt hårdt fast og trak i hendes arm.
- Jeg begyndte at tænke, at det ikke nyttede at skrige mere, for der var ingen, der hørte mig. Jeg havde lidt accepteret, at der nok skulle ske noget meget slemt, men uden at jeg vidste, hvor han ville føre mig hen.
Jeg græd uden tårer. Jeg kunne ikke skrige mere. Der var ligesom ikke mere at gøre, følte jeg
Ikke mere at gøre
På vejen hen over marken var der først stille, men så prøvede hun en ny strategi. At snakke til ham.
- Jeg sagde til ham, at jeg lovede ikke at løbe fra ham, hvis han gav slip på mig.
Hun sagde også, at han ikke måtte slå hende ihjel. Han blev ved med at sige, at hun skulle være stille.
- Jeg græd uden tårer. Jeg kunne ikke skrige mere. Der var ligesom ikke mere at gøre, følte jeg.
Uvisheden og frygten var uudholdelig, og minutterne føltes som en uendelighed.
- Det er ligesom, når man kører en lang tur et sted hen, hvor man ikke har været før. Det tager bare meget længere tid derhen end tilbage. Man vidste ikke, hvornår det ville stoppe, så det varede bare, hvad der føltes som for evigt.
Jeg løb, som jeg aldrig havde løbet før
Bad hende tælle til 100
Men så skete det utænkelige. Og den dag i dag ved hun stadig ikke, hvorfor han gav slip på hende.
- Jeg troede ikke, at jeg ville slippe levende derfra. Men han lagde mig pludselig ned og bad mig tælle til 100, og så hørte jeg bare skridt gennem græsset.
Freja talte højt og i et hurtigt tempo. Det var svært at bevare roen, mens hendes hjerte hamrede på fuld drøn.
Efter omkring 20 sekunder turde hun kigge op, hvor hun så den sorte skikkelse langt væk.
- Jeg løb, som jeg aldrig havde løbet før. Han var langt nok væk til, at jeg godt kunne nå tilbage til skolen, uden at han ville fange mig.
Hun fik den ene hånd løsrevet fra stripsene, der ikke var bundet helt stramt, og på vejen tilbage fandt hun sin telefon i græsset, der stadig lyste op. Faren ringede stadig.
Freja skyndte sig at tage telefonen op og besvarede opkaldet.
- Jeg tror bare, at jeg skreg og græd.
Fra da opkaldet med hendes mor var blevet afbrudt af skrig, havde hendes far konstant ringet til hende. Imens havde hendes mor ringet efter hjælp på efterskolen, ligesom de havde tracket hendes telefon på Find My Iphone.
Hendes far bad hende løbe alt, hvad hun kunne, mens han var i røret. Og det gjorde hun. Indtil hun til sidst var ved efterskolen og blev mødt af efterskolens forstander.
Hun var nu i trygge hænder.
Helt i chok
Freja blev tydeligt rystet ført ind på lærerværelset på efterskolen og sad sammen med en lærer helt beskidt og med makeuppen smurt ud i ansigtet.
Hun ventede på sine forældre og politiet, der ville dukke op.
Det var en kæmpe lettelse at se dem igen. Det var først her, at jeg ægte følte, at det var overstået
Imens havde forstanderen orienteret de øvrige elever og medarbejdere om hændelsen. Alle græd, og Freja forstod ikke, hvorfor de var kede af det.
- Jeg var helt forvirret og i chok, tror jeg. Jeg var nået til et stadie, hvor jeg ikke selv kunne græde mere. Jeg var bare helt tom og kunne ikke forstå, hvad der var sket, og hvorfor folk græd.
Frejas forældre kom så hurtigt, de kunne og landede på efterskolen knap 1,5 time efter overfaldet. Gensynet med sine forældre glemmer hun aldrig. Og det samme den anden vej.
For de troede, at de aldrig skulle se deres datter igen.
- Det var en kæmpe lettelse at se dem igen. Det var først her, at jeg ægte følte, at det var overstået.
Rykkede massivt ud
Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi var i mellemtiden rykket massivt ud, hvor det dengang lød, at man undersøgte et “mistænkeligt forhold”.
Flere patruljevogne ankom til stedet med udrykning, ligesom at der var hunde til at undersøge området.
Det var også tydeligt at se, hvor Freja og gerningsmanden havde ligget og kæmpet. Et politividne forklarede i retten, at der var tydelige afmærkninger i græsset, hvor man også kunne se sålaftryk og sko, der var kørt i græsset.
Det følgende døgn blev intenst, hvor naboer blev afhørt. Det samme blev Freja, som også var på Rigshospitalet for at få lavet dna-undersøgelser.
Ikke det samme at komme tilbage.
Freja var hjemme i 14 dage efter overfaldet, før at hun vendte tilbage til skolen for første gang.
- Det var rigtig rart at se mine venner igen, men jeg havde det meget ambivalent.
Det var på ingen måde som før.
- Det var mere et gerningssted, end det var mit hjem.
Hun huskede, at der var meget opmærksomhed på hende. Og hun huskede blikkene, hun blev mødt med.
- Folk var super søde, men jeg var pludselig blevet kendt som hende, der var blevet overfaldet. Og det var ret hårdt, fordi jeg var taget på efterskole for at få en masse venner og dyrke gymnastik, og det, følte jeg, blev taget fuldstændig fra mig efter den aften.
Frygtede at han ville komme tilbage
Og som tiden gik, blev det hele meget værre. Hun var kun på efterskolen sporadisk, hvor hendes forældre enten boede på et hotel i nærheden eller kørte hende frem og tilbage.
Jeg var bange for, at han ville komme tilbage, og at han ville stå uden for mit vindue om natten og kigge på mig
Hun blev ikke i weekenderne og knap nok i hverdagene. Og til sidst var det nærmest kun måltiderne, hun var med til. Hun havde intet overskud og var nærmest kun på sit værelse. Hun gik aldrig alene, men timede og planlagde alt, så hun ikke var alene.
- Jeg turde ikke noget. Ikke engang at springe nogle spring. Jeg havde en blokering, og det var meget ubehageligt at miste den kontrol over mig selv.
I månederne der gik, levede hun i uvisheden om, hvem gerningsmanden var.
- Jeg var bange for, at han ville komme tilbage, og at han ville stå uden for mit vindue om natten og kigge på mig.
Derfor var der klare rutiner, hvor gardinerne skulle være nede, når det var mørkt og ingen åbne vinduer om natten.
I februar 2023 – cirka tre måneder efter overfaldet – valgte Freja at afbryde opholdet på efterskolen fuldstændigt.
- Jeg kunne ikke mere. Jeg havde det rigtig svært på skolen, fordi han kunne komme anytime. Jeg var samtidig bange for, at der ville ske noget for nogle andre. Det fyldte meget på skolen og satte en frygt i os alle.
Jeg vidste bare, at det var ham. Jeg kunne mærke gennem hele kroppen, at nu havde han gjort det mod en anden
Fra uvished til gennembrud
Og frygten blev til virkelighed. 15. april 2023 glemmer hun aldrig. Freja babysittede og havde lige lagt drengen til at sove, da hun tændte for fjernsynet og kiggede på sin telefon.
Hun så på sociale medier, at en 13-årig pige var forsvundet fra Kirkerup. Hun slog op, hvor Kirkerup lå og forstod pludselig, hvor kort afstand der var til efterskolen. Herfra var hun ikke i tvivl.
- Jeg vidste bare, at det var ham. Jeg kunne mærke gennem hele kroppen, at nu havde han gjort det mod en anden.
Suget i maven bredte sig hurtigt til en stikkende fornemmelse i hele kroppen. For i de seneste måneder havde hun forsøgt ikke at tænke videre over, hvad der skulle være sket med hende den novemberaften.
Hun var kommet væk fra efterskolen og hjem i vante og trygge rammer.
- Det hele ramte ligesom med 100 kilometer i timen i kroppen igen, hvor jeg blev mere bevidst om, hvad der formentlig skulle være sket.
I 27 timer stod eftersøgningen af den 13-årige pige på, før at det til sidst lykkedes politiet at befri hende og anholde 33-årige Philip Westh på hans bopæl i Svenstrup.
- Jeg var både lettet, for nu kunne han ikke gøre flere fortræd. Men samtidig var jeg ked af, at han nåede at gøre det igen.
Så sin skæbne for sig
Ti dage efter befrielsen fik politiet endnu et gennembrud, og sigtelserne i kidnapningssagen fra Kirkerup blev udvidet til også at omfatte Frejas overfald på efterskolen og drabet på Emilie Meng.
- Det var så surrealistisk. Det hele havde været så uforløst i så lang tid, hvor jeg på en eller anden måde havde levet i en form for god uvished uden at vide, hvad der skulle være sket med mig. Men da det her skete, så jeg ligesom min skæbne for mig.
Tiden op til retssagen i maj 2024 var hård. Hun gik i 1.g i gymnasiet, og der gik længe før, at hun fortalte om overfaldet til nogen. Det var kun de tætteste og lærerne, der vidste besked.
Jeg bearbejdede det bedre, når man selv hørte det og ikke skulle læse det igennem medierne
Tankerne og følelserne hobede sig op igen, og hun var nervøs for retssagen. Freja afgav forklaring for lukkede døre i retten på opfordring fra hendes bistandsadvokat for at beskytte hende og afskærme hende for opmærksomheden.
Freja valgte at være til stede ved et par af retsdagene efterfølgende.
- Jeg tror, at det var godt for mig at være der. Jeg havde brug for at samle brikkerne oppe i mit hoved. Jeg bearbejdede det bedre, når jeg selv hørte det og ikke skulle læse det igennem medierne.
Ville aldrig kunne genkende ham
Da Freja så ham i retten, vidste hun ikke, hvad hun skulle tænke. Hun ved ikke, hvordan hun havde forestillet sig ham.
Hun huskede ham bare som en type, der virkede en smule akavet og ikke særlig selvsikker. Men hun var sikker på, at hun aldrig havde kunnet genkende ham, hvis hun mødte ham på gaden.
Derfor var det også vigtigt for hende at være der, da Philip Wesths bedste ven gennem 15 år afgav forklaring. Han var både den, der kendte Philip bedst, men også den, der var sammen med ham efter overfaldet.
- Det var vigtigt for mig at høre og forstå, hvordan og hvilken person han faktisk var – også på selve dagen.
Livstid
Philip Westh blev 28. juni 2024 fundet skyldig i vold og trusler, forsøg på voldtægt og forsøg på kidnapning af Freja.
Han blev også kendt skyldig i alle forhold fra kidnapningssagen af den 13-årige pige fra Kirkerup.
I forhold til sagen om Emilie Meng blev han fundet skyldig i drab, men frifundet for voldtægt og langvarig frihedsberøvelse og blev i stedet kendt skyldig i forsøg.
Han ankede efter skyldkendelsen med påstand om frifindelse i de forhold, han ikke har erkendt i forvejen, og siden har Statsadvokaten kontraanket.
- Det var rart at få sat et foreløbigt punktum, og at han blev dømt for alle forholdene i min sag. Men sagen er langt fra slut for mig og vil på en eller anden måde altid følge mig. Jeg føler mig stadig tom indeni, og jeg skal lige finde fodfæste igen.
Kæmper stadig
Overfaldet har lært Freja meget om sig selv.
- Jeg føler, at jeg er blevet mere moden og har været tvunget til at blive det. Jeg er mere sikker på mig selv, og hvad jeg er i stand til.
I dag kæmper hun stadig med utrygheden ved at være alene. Hun har ikke gået alene siden overfaldet og bliver fortsat i størst muligt omfang kørt rundt, når hun skal til aktiviteter.
TV 2 har rakt ud til Philip Westh’ forsvarsadvokat, Karina Skou. De har ikke ønsket at kommentere på historien og henviser til, at pigen har afgivet forklaring for lukkede døre. Hele vejen igennem har Philip Westh nægtet sig skyldig i forholdet fra Sorø og ønskede heller ikke i retten at afgive forklaring om sagen.
TV 2 har også været i kontakt med pigens forældre over en længere periode, der har været indforståede med at gennemføre interviewet. De har også været med til dele af interviewet.