Det smukke fænomen, vi kalder nordlys, har torsdag aften været muligt at se over det meste af landet.
Helt fra Hedehusene på Sjælland til Nors i Nordvestjylland har man kunnet se det farverige lys dække himlen.
Peter Rasmussen har rejst til Grønland, Island og Nordnorge for blandt andet at se nordlys. Det er aldrig lykkedes i udlandet, men torsdag aften skete det hjemme i sommerhuset i Rågeleje i Nordsjælland.
Det er blot anden gang i de 20 år han har haft sommerhuset, at heldet har været med ham.
- Det er fuldstændig fantastisk flot, siger han.
Det er da også ret spektakulært, siger Andreas Nyholm, som er meteorolog og vejrvært på TV 2.
- Vi har ikke haft så kraftigt nordlys siden foråret, fortæller han.
Mest aktive periode i lang tid
Grunden til, at så mange kan kigge op og bedåre lyset, er blandt andet skyernes placering på himlen. Og så skyldes det solpletter, som opstår på solens overflade og forsvinder igen.
- Det vil typisk være der, hvor nordlyset er stærkest på himlen, siger han.
Andreas Nyholm råder alle, der har tid til at gå udenfor og kigge mod nord, til at gøre det. Det er relativt kraftigt i aften og i nat. Andreas Nyholm oplyser, at vi lige nu er i den mest aktive periode i omkring 20 år.
Er man i tvivl, om der er nordlys, så kan man holde sin telefon op mod himlen og ændre lukketiden til fem sekunder.
Men det sollys kan "komme og gå" i løbet af meget kort tid, forklarer han. Så man kan sagtens være uheldig, at det er forduftet igen, siger Andreas Nyholm.
Man måler sollys på det, der hedder et KP-indeks.
Tommelfingerreglen i Danmark er, at det skal være over fem for, at man kan se nordlys i Danmark. I aften er den altså på omkring syv, hvor ni er det højeste.