Meteorstøv skaber lysende natskyer over Danmark

Meget tyder på, at danskerne kan opleve historisk mange lysende natskyer denne sommer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det er sæson for et af nattehimlens smukkeste sommerfænomener, lysende natskyer.

Skyerne kunne ses over Danmark flere steder torsdag aften, og flere brugere sendte billeder til TV 2 VEJRET.

I år er sæsonen dog anderledes. Skyerne er kommet usædvanligt tidligt på året, der er usædvanligt mange af dem, og de er observeret usædvanligt langt mod syd.

Normalt kommer de først i juni, men i år har de været der allerede siden slutningen af maj, og de er set så sydligt på kloden som i Californien i USA, hvilket heller aldrig er sket før.

- Der er ekstremt mange lysende natskyer, og det kan tyde på, at vi får den vildeste sæson med lysende natskyer nogensinde, siger Andreas Nyholm, meteorolog ved TV 2 VEJRET.

Lone Athanasakis tog billedet af de lysende natskyer på en villavej i Fårevejle omkring klokken 23.30. Ud over de lysende natteskyer var hun så heldig at fange et lyn.
Lone Athanasakis tog billedet af de lysende natskyer på en villavej i Fårevejle omkring klokken 23.30. Ud over de lysende natteskyer var hun så heldig at fange et lyn. Foto: Lone Athanasakis

Hvad er lysende natteskyer?

Skyerne dannes af meteorstøv og vulkansk aske i omkring 80 kilometers højde. I den højde er der ikke meget vanddamp, men der er nok til, at det kan sætte sig og danne iskrystaller på støvkornene.

Skyerne lyser op om natten, fordi solens stråler aldrig forsvinder i den højde. Selvom solen går ned, og solens stråler ikke længere rammer os hernede på jorden, lyser den stadig op i himlen.

- Det er de højst beliggende skyer, der findes, og de er så tynde, at de ikke kan ses fra jorden om dagen. Kun når de reflekterer sollyset på en klar sommeraften, træder de frem, siger Andreas Nyholm.

Lysende natskyer er på mange måder et "federe fænomen" end eksempelvis nordlys, mener han:

- Det her er noget, alle bare kan gå ud og kigge på. Det er meget nemt at se og forudse i modsætning til nordlys, hvor man de fleste gange skal ud med fotoudstyr og alligevel kun kommer hjem med noget én ud af ti gange.

Normalt ligger de højeste skyer, man kan se fra jorden, i omkring ti kilometers højde. De lysende natskyer ligger ekstremt meget højere, op til otte gange så højt på himlen.

Hvorfor kommer der mange skyer nu?

Fænomenet kræver klart vejr og finder kun sted i sommermånederne. Allerede i løbet af august kommer solen for langt ned til at kunne oplyse skyerne i 80 kilometers højde.

Forskerne er ikke 100 procent sikre på, hvorfor fænomenet nogle gange er mere udtalt end andre. Og dermed heller ikke på, hvorfor det tilsyneladende er historisk kraftigt i år. Meget tyder dog på, at det kan hænge sammen med solens aktivitet, nærmere bestemt antallet af såkaldte solpletter.

Antallet af solpletter er netop nu på et minimum, og det har et sammenfald med antallet af lysende natteskyer.

- Det er forskernes mest udbredte teori, men fænomenet er i sagens natur svært at genskabe i et laboratorium, fortæller Andreas Nyholm.

Hvornår kan man se skyerne?

Man vil typisk kunne se de lysende natskyer efter solnedgang og frem mod midnat. Det skal være stjerneklart, så et lavere skydække ikke skjuler de tynde skyer meget højere oppe.

Normalt skal man kigge mod nord og nordvest, hvor de lysende natskyer vil kunne ses i horisonten.

Det aktuelle niveau for lysende natskyer kan følges på spaceweather.comunder den engelske betegnelse noctilucent clouds.

En af de brugere af TV 2 Vejret, der har sendt billeder ind af de lysende natskyer, er Lone Athanasakis.

- Ærgerligt med tordenvejret, for de lysende natskyer var helt fantastiske, skriver hun.

Faktisk stod skyerne så tydeligt, at hun i første omgang var i tvivl, om det bare var almindelige skyer:

- Men skyerne var gode nok, og så var jeg så heldig også at ramme et lyn, da jeg tog billedet.

Skyerne her blev fotograferet omkring kl. 23:30 den 18. juni på Møn.
Skyerne her blev fotograferet omkring kl. 23:30 den 18. juni på Møn. Foto: Palle Thilqvist

Nyhedsoverblik