Selvom kalenderen lige om lidt skriver september, er vejret stadig sommerligt, og de næste to dage bliver det også varmt.
Det er varm luft fra syd, der vil strømme op over landet onsdag og torsdag, og især torsdag kan det blive rigtig varmt.
Onsdag bliver en sommerdag
Onsdag vil starte med vekslende skydække og temperaturer på 15-17 grader og med tørvejr.
I løbet af dagen stiger chancen for solskin, og ud på dagen kan temperaturen ramme 25-27 grader.
Det er dog ikke alle, der får det lige varmt; meget tyder på, at de varmeste områder vil blive Lolland, Falster, Vestsjælland og Fyn, hvor temperaturen kan komme op på 26-27 grader.
I resten af Danmark vil temperaturen ligge mellem 20 og 25 grader.
Torsdag måske 30 grader
Torsdag starter med mange skyer, men ud på dagen stiger chancen for solskin, især i Jylland. Det er lunt fra morgenstunden med temperaturer omkring 18-19 grader.
I løbet af torsdag vil temperaturen stige til op mod 30 grader, og det ser ud til at blive varmest i den centrale del af landet; derfor vil Lolland, Falster, Vestsjælland, Fyn og Østjylland få det varmeste vejr.
I resten af landet vil temperaturen mange steder nå op på 24-25 grader.
Torsdag eftermiddag og aften er der en lille risiko for, at der kan komme enkelte lokale regnbyger.
Køligere men tørt henover weekenden
Efter to sommerlige dage bliver det lidt køligere fredag, lørdag og søndag, men med tørvejr og gode chancer for solskin.
Alle tre dage vil temperaturen komme op på cirka 20 grader de steder, hvor det bliver varmest, og især fredag aften og lørdag morgen kan vinden være frisk til hård. Ellers bliver det vindstille.