Landbruget bør fremover betale en afgift på mellem 125 og 750 kroner, hver gang de udleder 1 ton CO2.
Det er i hvert fald den anbefaling, som et ekspertudvalg nedsat af regeringen efter lang tids arbejde præsenterede onsdag formiddag.
Udvalget har præsenteret tre forskellige modeller for, hvordan landbrugets CO2-udledning kan reduceres. Fælles for dem alle er, at de indeholder en afgift, som landmændene skal betale.
Men hvad ville hver af de tre modeller egentlig betyde for dig og din pengepung?
Det er ikke noget, som vil påvirke budgetterne for en gennemsnitlig dansk husholdning
Landmænd forventes at sende regningen videre
Godt nok indeholder anbefalingerne ikke nogen afgift i butikkerne, som vi kender det fra for eksempel slik, tobak eller alkohol.
Men skal landmændene betale den ekstra afgift, forventer man, at de bliver nødt til at hæve deres priser særligt på CO2-tunge varer som kød og mælk.
Derfor regner man også med, at priserne vil stige i køledisken.
Faktisk har ekspertudvalget allerede beregnet de forventede prisstigninger på oksekød og svinekød og mælk for hver af deres tre modeller.
Dem kan du se et overblik over her:
Model 1
Ekspertudvalgets første model er også den dyreste for landbruget. Her skal landmændene betale 750 kroner per ton CO2, som de udleder.
Det vil ifølge ekspertudvalgets egne beregninger give følgende prisstigninger:
500 gram oksekød: 4,5 kroner
500 gram grisekød: 60 øre
1 liter mælk: 60 øre
Model 2
I den midterste model vil det koste landmænd cirka 375 kroner at udlede 1 ton CO2. Det vil give følgende prisstigninger:
500 gram oksekød: 2,3 kroner
500 gram grisekød: 30 øre
1 liter mælk: 30 øre
Model 3
Den tredje og sidste model indeholder en CO2-afgift på 125 kroner per udledt ton. Det vil give prisstigninger på:
500 gram oksekød: 1,4 kroner
500 gram grisekød: 20 øre
1 liter mælk: 20 øre
Kan få danskerne til at købe mindre kød
Skulle en af ekspertudvalgets foreslåede modeller ende med at blive til lov, står danskerne altså til at skulle betale mere for deres varer.
Men spørger man forbrugerøkonom i Nordea Ida Marie Moesby, er det ikke noget, som vil vælte den gennemsnitlige danskers økonomi.
- De forventede prisstigninger er så beskedne, at det ikke er noget, som vil påvirke budgetterne for en gennemsnitlig dansk husholdning, siger hun til TV 2.
Alligevel kan man godt regne med, at danskerne vil tage en ny CO2-afgift med i overvejelserne, når de skriver deres indkøbslister.
Det kan nemlig få flere til at købe mindre kød.
- Noget af det kan skyldes priseffekter, og noget af det kan også skyldes, at der er meget fokus på, at vi bør købe mindre kød. Og alene den snak kan også få flere til at tænke over det i dagligdagen og ved køledisken, vurderer Ida Marie Moesby.