Der skal være mulighed for, at det nuværende forsamlingsforbud strammes, så kun to personer må mødes ad gangen.
Det mener regeringen, der torsdag fremsætter et nyt lovforslag til hastebehandling, der har til formål at bremse smitten med coronavirus.
Forslagene til ændringer af epidemiloven er endnu ikke vedtaget i Folketinget, men her kan du få et overblik over, hvad regeringen vil:
1. Maks to personer
I dag: Der er forbud mod forsamlinger på mere end 10 personer udendørs og indendørs.
Ny lov: Der skal være mulighed for at forbyde, at mere end to personer befinder sig på samme sted.
Undtagelser: Et eventuelt forbud gælder ikke medlemmer af samme husstand. Pårørende (personens ægtefælle, faste samlevende, faste partnere, forældre, børn og søskende) er heller ikke omfattet. Private boliger er ”som udgangspunkt” ikke ramt af forbuddet, men ”hvis det er nødvendigt”, kan der fastsættes regler, for situationer, ”hvor private boliger benyttes til sammenkomster med personer uden for husstanden”. Bofællesskaber og studerende med fælles køkken er heller ikke omfattet. Arbejdspladser er undtaget, men reglerne vil kunne omfatte større forsamlinger som fællesmøder.
2. Højere bøder
I dag: Bøden for at overtræde forsamlingsforbuddet er 1500 kroner. Hvis en forretning eller virksomhed trodser et forbud mod at holde åbent, koster det 5000 kroner.
Ny lov: Regeringen foreslår, at bøden for overtrædelse af forsamlingsforbuddet stiger til 2500 kroner. Forretninger og virksomheder, der trodser et forbud mod at holde åbent, skal betale fra 10.000 kroner og helt op til 150.000 kroner afhængigt af antallet af medarbejdere og antal forseelser.
3. Intet ophold i parker og lufthavne
I dag: Hvis flere end 10 personer befinder sig sammen på et offentligt tilgængeligt sted, kan politiet påbyde dem at forlade stedet.
Ny lov: Politiet skal fremover have mulighed for at forbyde ophold på bestemte steder i det offentlige rum, hvis ”det efter politiets skøn er nødvendigt for at forhindre fare for smitte”. Det omfatter blandt andet offentlige parker, pladser, strande, veje, forlystelsesparker, banegårde og lufthavne og forretninger og indkøbscentre i åbningstiden.
Undtagelser: Det vil ikke være forbudt at gå hen over en plads eller igennem en park.
4. Mulighed for lukkede legepladser
I dag: Det er muligt at forbyde adgang til indendørs offentlige institutioner som biblioteker og svømmehaller, men ikke udendørs anlæg.
Ny lov: Det skal være muligt for sundheds- og ældreministeren at forbyde adgang til udendørs offentlige anlæg som legepladser og fitnessanlæg. Eksempelv hvis det vurderes, at mange bruger anlæggene i det gode vejr og dermed udgør en forøget smitterisiko.
5. Strammere greb om foreninger og campingpladser
I dag: Der kan forbydes adgang til brugen af lokaler, som erhvervsdrivende har rådighed over, og hvor offentligheden har adgang. Forbuddet gælder dog ikke for personer og foreninger, der ikke er erhvervsdrivende.
Ny lov: Regeringen vil udvide forbuddet, så det også gælder eksempelvis et museum ejet af en fond, som ikke er erhvervsdrivende, samt for adgangen til lokaler tilhørende et trossamfund. Der skal også kunne laves forbud mod at bruge udendørsarealer som campingpladser og golfbaner.
6. Nej til besøg på botilbud
I dag: Der kan indføres forbud mod besøg på bestemte plejehjem og sygehuse for at forhindre smitte af udsatte borgere.
Ny lov: Forbuddet skal kunne udvides, så sundhedsministeren også kan sige nej til besøg på offentlige og private botilbud og anbringelsessteder.
Undtagelser: Visse pårørende skal fortsat kunne undtages. Eksempelvis hvis det er pårørende til en kritisk syg eller forældre til et indlagt barn.
Forslagene om lovændringer skal behandles i folketingssalen de kommende dage. Regeringen forventer, at de kan træde i kraft fra 4. april.