Skybrud og kraftig blæst kan ramme Sjælland

Campingpladser og festival risikerer både skybrud og iturevne telte af kraftige vindstød.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et usædvanligt kraftigt uvejr er på vej ind over Danmark med risiko for ødelæggelser både på grund af regn, hagl og kraftige stormstød.

Varselskort for lørdag 6. juli 2024.
Varselskort for lørdag 6. juli 2024. Foto: TV 2 Vejret

Lørdag morgen er en varmfront på vej ind over Danmark. Til en begyndelse giver det regn i Vestjylland, men regnen breder sig i løbet af morgenen mod øst.

Radar og observationer.
Radar og observationer. Foto: TV 2 Vejret

Formiddag: Opklaring fra syd med sol og varme

I løbet af formiddagen drager regnvejret længere mod nord med opklaring og sol i syd.

Prognose klokken 12.
Prognose klokken 12. Foto: TV 2 Vejret

Omkring middag kan man på ovenstående grafik se regnen fra varmfronten primært nord for Danmark.

Vest for landet ses regnen fra en koldfront, som er på vej mod Jylland.

Eftermiddag: Kraftig regn med hagl, torden og lokale skybrud

Først på eftermiddagen stiger temperaturen i hele landet. Især i øst er der plads til sol og termometrene kan komme op på 25 grader.

I Jylland ankommer koldfronten med intenst regnvejr. Der vil stedvis komme torden og måske også hagl.

Prognose klokken 15.
Prognose klokken 15. Foto: TV 2 Vejret

I de østlige egne er der risiko for, at der dannes byger foran koldfronten. Her er luften varmere, og brændstoffet for kraftige byger betydeligt større. Derfor er risikoen for skybrud også større.

Prognose klokken 18.
Prognose klokken 18. Foto: TV 2 Vejret

Aften: Kraftige vindstød

I aftentimerne vil der fortsat husere kraftige byger med vindstød, og "uvejrets kerne" vil sende kraftig blæst ind over landet.

Prognose af vindstød klokken 20.30. Prognosen har vindstød op til stærk storm. Der er også prognoser med vindstød af orkanstyrke til Vestkysten.
Prognose af vindstød klokken 20.30. Prognosen har vindstød op til stærk storm. Der er også prognoser med vindstød af orkanstyrke til Vestkysten. Foto: TV 2 Vejret

Det er højest usædvanligt med så voldsomme vindstød i juli måned.

Danmark er fuld af telte, haver med trampoliner og træerne med løv. Der er derfor, meget vinden kan få fat i, og som er sårbart overfor kraftige vindstød.

Prognose af vindstød kort før midnat.
Prognose af vindstød kort før midnat. Foto: TV 2 Vejret

Vinden tiltager i løbet af aftenen i hele landet, og særligt nær vestvendte kyster er vinden voldsom.


Nyhedsoverblik