Tidligere drabschef om terrorsag: Det tyder på, at det er gået stærkt

De dobbeltlukkede døre i sagen kan bruges som værktøj i efterforskningen, fortæller tidligere drabschef og vicepolitiinspektør Jens Møller.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

På et pressemøde fredag kunne PET og Midt- og Vestsjællands Politi give lidt flere informationer om de 14 anholdelser, der danner grobund for en alvorlig terrortrussel mod Danmark eller Tyskland.

Her kunne man blandt andet fortælle, at der under ransagningerne og anholdelserne blev fundet materiale til at fremstille bomber, våben og materiale, der viser sympati med terrorgruppen Islamisk Stat.

Kortene bliver dog stadig holdt tæt ind til kroppen, fortalte PET også om sagen, som lige nu foregår for såkaldte dobbeltlukkede døre.

Flere informationer fra Tyskland

Og det giver mening, hvis man spørger tidligere vicepolitiinspektør og drabschef ved Københavns Politi Jens Møller:

- Jeg lægger i særdeleshed stor vægt på, at de ikke kommer nærmere ind på et terrormål. Tværtimod udvider de det til, at det både kan være Danmark og Tyskland, og det siger lidt om, at de er på et meget tidligt tidspunkt i efterforskningen, siger han.

Selvom de danske myndigheder har holdt kortene tæt ind til kroppen, så har tyske medier været mere informative, da man ikke har samme procedure for dobbeltlukkede døre i Tyskland.

Derfor kan det tyske medie Der Spiegel fortælle, at nogle af informationerne i sagen er kommet fra en polsk leverandør af kemikalier, som har tippet det tyske forbundspoliti om en ordre på fem kilo svovl og fem kilo aluminiumpulver bestilt af en person i Danmark. Ingredienserne kan bruges til at lave sprængstof.

- Når de tyske myndigheder finder ud af, at de ikke har styr på den her mand, som har bestilt varerne, og måske begynder at udvide efterforskningen og undersøge familierelationerne og finder en kontakt i Danmark, så er jeg sikker på, at de underretter de danske myndigheder, siger Jens Møller.

Læs også
Terrorsag fra Holbæk: Politiet finder våben og bombemateriale
Læs også
Terrorsag fra Holbæk: Politiet finder våben og bombemateriale

Herfra vurderer Jens Møller, at PET har forsøgt at observere nogle af de mistænkte med adresse i Danmark:

- Men næppe før det. Så jeg tror ikke, at det er noget, der har kørt i lang tid, siger Jens Møller.

Lukkethed som værktøj

Ifølge Jens Møller kan dobbeltlukkede døre helt konkret bruges som et værktøj i efterforskningen. I alt er der 13 anholdte i Danmark og en enkelt anholdt i Tyskland. Syv af de anholdte er sigtet efter straffelovens paragraf 114, styk 1, som i daglig tale kaldes terrorparagraffen:

- Når de er fængslet på den måde i en så lukket sag, så har de ikke mulighed for at blive bekendt med hinandens forklaringer, siger Jens Møller.

Det forholder sig sådan i den type sager, at der er et såkaldt forsvarerpålæg, hvor forsvarsadvokaterne i medfør af retsplejelovens regler ikke må fortælle deres egne klienter, hvad de andre sigtede har sagt. Dermed kan de ikke koordinere forklaringer.

- Og det gør jo, at så mange mennesker ikke kan lyve ens. Så hvis man vil frem til sandheden, så er sandheden det eneste, de kan forklare, der er ens. Så der har man et sted at komme igennem, lyder vurderingen fra Jens Møller.

Både PET og Midt- og Vestsjællands Politi ser på situationen med stor alvor.

- Vi har også fundet forskellige typer våben, herunder pumpguns og en jagtriffel med kikkertsigte. Alt i alt må vi sige, at det er fund, der bekymrer os, siger Flemming Drejer, operativ chef for PET.

På pressemødet fortalte han også, at ingredienserne til en bombe ikke var blandet endnu.

Du kan se hele pressemødet her:


Nyhedsoverblik