Tørvejr og stedvis sol torsdag inden nyt regnvejr truer

Der er gode chancer for solskin i løbet af dagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Efter et sjaskvådt onsdagsdøgn er det torsdag muligt at tage sig en puster fra den megen regn.

Der er nemlig udsigt til en dag med stort set tørvejr.

Enkelte regnbyger kan forekomme i morgentimerne over særligt Bornholm, men ellers kan langt de fleste lade paraplyen blive derhjemme.

I dagens løb er der gode muligheder for at få lidt kig til solen flere steder.

Blæsende start

Mens paraplyen kan blive hjemme, er det derimod en god idé at holde godt på hatten, da det er en ganske blæsende morgenstund med stedvis kraftige vindstød.

Faktisk er det blevet til et enkelt vindstød af stormstyrke, hvilket blev registreret på Rømø lige efter klokken 06.00. Vindstødet blev målt til 25,7 meter i sekundet.

Til gengæld kan man flere steder nyde solskin. Særligt over de sydlige og vestlige landsdele bliver der god chance for lidt eller nogen sol.

Prognose torsdag formiddag. Tørvejr og stedvis gode muligheder for sol.
Prognose torsdag formiddag. Tørvejr og stedvis gode muligheder for sol. Foto: TV2 Vejret

Kølig dag

I eftermiddag holder det fortsat mest tørt. Enkelte byger kan dog stadig smutte forbi Bornholm.

Bedst chance for solskin i eftermiddagstimerne finder man over den sydvestlige del af landet.

Efter en blæsende start på dagen er vinden hen over middag aftagende til en jævn vind fra nordøstlig retning. Netop vindretningen giver en ret kølig dag, da temperaturen forventes at toppe med mellem 2 og 4 grader.

I aften fortsætter det med at holde tørt, men i de sene aftentimer går et nyt regnvejr i land.

Dette regnvejr vil bevæge sig gennem landet i løbet af fredagsdøgnet.

Prognose torsdag eftermiddag. Fortsat tørt med mulighed for lidt eller nogen sol.
Prognose torsdag eftermiddag. Fortsat tørt med mulighed for lidt eller nogen sol. Foto: TV2 Vejret

Nyhedsoverblik