Udsigt til to dage i træk uden regn - efter vådeste juli nogensinde

For en gangs skyld er der udsigt til et par dage med stort set tørvejr.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De har været sjældne i denne sommerferie – dagene med tørvejr over Danmark.

Faktisk har der siden 1. juli kun været tre dage med nul millimeter nedbør, hvilket blandt andet førte til, at juli blev den vådeste af sin slags i dansk vejrhistorie.

Men tro det eller ej, nu er der faktisk udsigt til hele to dage, hvor de fleste vil opleve tørvejr.

Læs også
Ringsted Festival i gang: - Det er en kæmpestor havefest
Læs også
Ringsted Festival i gang: - Det er en kæmpestor havefest

Det er nok noget, der især glæder mange gæster i Ringsted, hvor 16.000 i denne weekend deltager i Ringsted Festival.

Temperaturerne holder sig ganske vist stadig på omkring de beskedne 20 grader, når det bliver varmest, men overordnet kan de fleste se frem til ganske hæderligt weekendvejr.

Blæsende fredag

Weekenden lægger fra land med en fredag med nogen eller en del sol over det ganske land.

Helt lokalt kan der smutte en let regnbyge forbi, men de vil være ovre, nærmest inden de er begyndt.

Femdøgnsprognosen fra 4. til 8. august.
Femdøgnsprognosen fra 4. til 8. august. Foto: TV 2 Vejret

Temperaturniveauet ligger på 17 til 21 grader, hvilket efterhånden har været tilfældet i lang tid. Med fredagens solskin vil man dog sagtens kunne mærke, at det er sommer.

Prognose fredag. Lunt med nogen eller en del sol. Stedvis bliver det dog blæsende.
Prognose fredag. Lunt med nogen eller en del sol. Stedvis bliver det dog blæsende. Foto: TV 2 Vejret

Eneste malurt i bægeret er, at det stedvis bliver noget blæsende.

Særligt langs vestkysten vil det blæse med op til kulingstyrke.

Lørdag kopierer fredag

Lørdagens vejr bliver nærmest en tro kopi af fredagen. Måske med lidt flere skyer.

Men ellers bliver der i dagens løb mulighed for nogen sol, mens der igen kan dukke en forkølet regnbyge op.

Prognose lørdag. Endnu engang mest tørt med mulighed solskin. Lidt mindre blæst.
Prognose lørdag. Endnu engang mest tørt med mulighed solskin. Lidt mindre blæst. Foto: TV 2 Vejret

Termometrene forventes igen at toppe med de 17 til 21 grader rundt om i landet.

Til gengæld bliver der skruet en smule ned for vinden, der generelt bliver jævn til frisk fra vestlig retning.

Markant vejrskifte efter weekenden

Søndag kan igen starte med lidt sol, men i løbet af dagen forventes det at blive mere overskyet.

Derudover tyder meget på, at et regnvejr går i land over de østlige egne.

Prognose mandag. Potentielt barsk vejr med regn og kraftig blæst.
Prognose mandag. Potentielt barsk vejr med regn og kraftig blæst. Foto: TV 2 Vejret

Dette er et tegn på et vejrskifte, som har potentiale for at give barskt vejr i starten af næste uge med regn og kraftig blæst. Detaljerne er dog endnu usikre.


Nyhedsoverblik