Ustadigt vejr og iskolde nætter - her befinder forårsvarmen sig

Forårsvarmen befinder sig over 600 kilometer væk fra Danmark, og lige nu er der lange udsigter til, at den bider sig fast herhjemme.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Antallet af solskinstimer har allerede rundet mere end 210 timer. Det til trods så har forårsvarmen haft utroligt svært ved at bide sig fast.

Kun fire dage i april har budt på mere end 15 graders varme, hvor temperaturen toppede 19. april med 19,4 grader i København.

Til sammenligning var der sidste år i april hele 14 dage med over 15 graders varme.

Læs også
Ustadigt vejr og iskolde nætter venter den kommende uge
Læs også
Ustadigt vejr og iskolde nætter venter den kommende uge

Det siger sig selv, at april dermed har været køligere end normalt. Faktisk er april 2021 på vej til at blive den koldeste april i 35 år.

Derfor er der sikkert mange, der længes efter, at forårsvarmen for alvor kan bide sig fast. De, der gør det, må dog spejde et godt stykke ned i Europa efter varmen.

Forårsvarme mod sydvest

Lige for tiden henter vi luften fra nordlige retninger, hvilket har trukket kølig og tør luft ned over Danmark.

Det har i en længere periode givet en del sol, men også beskedne temperaturer den seneste uges tid.

Savner man varme, skal der kigges mod sydvest, hvor den nærmeste forårsvarme befinder sig.

I kortet herunder får man en god indikation på, hvor langt væk varmen rent faktisk befinder sig. Kortet viser maksimumtemperaturer i Europa for mandag 26. april.

Maksimumtemperaturer i Europa mandag 26. april.
Maksimumtemperaturer i Europa mandag 26. april. Foto: TV 2 VEJRET

Er ønsket 15 graders varme, skal der tilbagelægges mere end 600 kilometer til den sydlige del af Belgien eller Frankfurt i Tyskland.

Endnu længer skal der tilbagelægges før termometret runder 20 grader. Omkring 1000 kilometer væk i den franske by Dijon i det nordvestlige Frankrig har de 20 grader fundet sig til rette.

Langtidsprognoser har koldt forårsvejr i sigte

Til trods for, at der syd for Danmark begynder at blive lidt lunere, så er der fortsat ikke meget lunt forårsvejr i langtidsprognoserne.

Maj ser således ud til at starte til den kolde side med maksimumtemperaturer på omkring 10 grader. Årsagen er et fastlåst system, hvor vindretningen har svært ved at komme om i sydvest, hvor vi henter varmen fra på denne årstid.

Temperaturanomalien i kortet herunder viser, at der i Danmark lige nu er koldere, end hvad vi kan forvente os på denne tid af året.

Temperaturanomali for Europa mandag 26. april.
Temperaturanomali for Europa mandag 26. april. Foto: TV 2 VEJRET

Normalt er middeltemperaturen for april på 7,2 grader. I år er middeltemperaturen på blot 5,3 grader, hvilket især kan tilskrives den høje mængde frostnætter og manglen på høje daglige maksimumtemperaturer.


Nyhedsoverblik