En kølig mandag morgen ombord på Samsølinjen fra Kalundborg udviklede sig pludselig dramatisk.
Færgeafgangen, der sejlede fra Kalundborg klokken 08.50, var næsten halvvejs på ruten mod Samsø, da en ældre mandlig passager pludselig faldt om med hjertestop.
Og fra da af gik det stærkt.
Styrmanden, der var ombord på færgen, løb hen til den ældre mand og ydede førstehjælp, hvorefter det lød fra færgens højtalerne: "Er der en læge til stede?"
Dette fik to passagerer, der til dagligt arbejder som sygeplejersker, til at løbe mod den ældre mand, og assisterede her med fysisk hjertemassage og hjertestarter.
Næsten hver gang, at nogen bliver alvorligt syge på vores færger, kalder vi i højtalerne, om der er en læge til stede, og det er der næsten altid.
I mellemtiden blev der ringet efter hjælp gennem Radio Medical, der kan beskrives som værende '112 til søs'. Herigennem blev Samsølinjen bedt om vende om, da en helikopter blev sendt afsted fra Sjælland, og det ville være den hurtigste mulighed.
Efter tyve minutter ankom helikopteren til færgen, hvorefter tre mænd firede sig ned på dækket, og fik den ildebefindende mand firet med op i helikopteren. Herefter blev manden fløjet direkte til Rigshospitalet.
En ros til sundhedsvæsnet
Jesper Maack, der er PR- og kommunikationschef hos Samsølinjen, ønsker at give en stor ros til sundhedsvæsenet.
- Næsten hver gang, at nogen bliver alvorligt syge på vores færger, kalder vi i højtalerne, om der er en læge til stede, og det er der næsten altid, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- På kort tid kan der troppe op til flere læger og sygeplejersker op, og de yder en meget værdifuld hjælp. De er tilmed med til at vurdere, hvorvidt det er mest hensigtsmæssigt at fortsætte ruten eller at vende om.
Derudover påpeger han, at sikkerhedsbesætningen gennemgår megen træning i sikkerhed, så de er parate til at yde en hurtig indsats, når der er brug for det under sejladsen.
Det har ikke været muligt at få oplyst, hvorvidt manden kom igennem hændelsen med livet i behold.