19-årig får 12 års fængsel for brutalt knivdrab på far

Den 19-årige mand, der er tiltalt for at have slået sin far ihjel i Vordingborg i oktober 2022, har erkendt sin skyld. Han får 12 års fængsel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Opdateret
Artiklen er opdateret, efter der er faldet dom i sagen. TV2 ØST bringer den dømte Mathias Holse Heinsmanns navn, da han er idømt en straf på mere end fire års fængsel.

19-årig Mathias Holse Heinsmann sidder fredag på anklagebænken i Retten i Nykøbing Falster.

Han er tiltalt for at have slået sin 53-årige far ihjel med ikke under 60 knivstik den 1. oktober 2022 i farens hjem i Vordingborg.

Der er afsat fire retsdage til sagen, men på den første retsdag tager sagen en overraskende drejning, da den 19-årige pludselig tilstår, at det er ham, der har begået drabet.

Hans forklaring er, at han som barn blev udsat for seksuelt misbrug af faren.

Måtte ikke fortælle om overgreb

Mathias Holse Heinsmann fortæller i retten, at hans forældre blev skilt, da han var omkring fire år gammel. 

Ifølge ham begyndte overgrebene, når han besøgte faren og skulle i bad. Det stoppede, ifølge hans forklaring, da han var omkring syv år gammel.

Mathias Holse Heinsmann fortæller også, at han konfronterede faren med overgrebene, da han var 12 år.

- Han sagde, at han var rigtigt ked af det. Han havde fortrudt det meget, og jeg skulle ikke sige det til mine søskende, siger Mathias Holse Heinsmann i retten.

Læs også
Dræbt med 60 knivstik - nu begynder retssag mod 19-årig
Læs også
Dræbt med 60 knivstik - nu begynder retssag mod 19-årig

Specialanklager Susanne Bluhm spørger den tiltalte, om han aldrig harfortalt nogen om overgrebene. Det har han ikke.

- Jeg følte, at det var flovt, siger han i retten.

Den 1. oktober 2022 var de tre nu voksne søskende på besøg hos faren, hvor de ifølge Mathias Holse Heinsmann hyggede sig.

Da de kort før klokken 23 forlod farens hjem, fulgtes de ud til bilen, men Mathias Holse Heinsmann vendte om under påskud af at have glemt sine airpods, og gik tilbage til farens hus.

- Jeg sagde til ham, at jeg ikke havde lyst til at se ham mere, og hvis mine søskende spurgte om hvorfor, ville jeg fortælle dem ærligt om overgrebene, fortæller han i retten.

Det slog klik

Ifølge hans forklaring eskalerede situationen mellem ham og hans far. I retten fortæller Mathias Holse Heinsmann, at faren hentede en kniv. Han opfattede det som en trussel. 

Samtidig understregede faren, ifølge Mathias Holse Heinsmanns forklaring, at han ikke måtte sige noget til sine søskende. I retten fortæller han, at han vristede kniven fra faren og stak ham derefter i halsen.

- Det slog klik, der var også noget vrede, siger han i retten. 

Ifølge Mathias Holse Heinsmann husker han ikke, at han stak sin far så mange gange med kniven. Han husker heller ikke, at der var blod.

Han fortæller, at hans søskende ikke opdagede noget, da han kom tilbage til bilen, og at han tog kniven med sig. Han har efterfølgende smidt den ud i en offentlig skraldespand.

Da politiet efterfølgende afhørte ham, besluttede han sig for at lyve, primært fordi han var bange for, at hans familie ikke længere ville ønske at se ham, hvis de vidste, hvad han havde gjort. 

Læs også
59-årig fængslet for drab på mand, der forsvandt i august
Læs også
59-årig fængslet for drab på mand, der forsvandt i august

Både Mathias Holse Heinsmann, hans to søskende og deres mor har været sigtede i sagen. 

Opførte sig normalt

Moren blev løsladt efter afhøring, de to søskende har været varetægtsfængslet, men blev løsladt igen efter knap et halvt år.

Søsteren, der har siddet varetægtsfængslet, afgiver fredag vidneforklaring i retten. Hun fortæller, at hendes forhold til faren var godt. Hun husker besøget hos faren den 1. oktober 2022 som en god aften med fin stemning. Hun husker, at hendes bror gik tilbage til farens hus, fordi han havde glemt sine airpods, og hun husker, at da han kom tilbage opførte han sig helt normalt. 

På gerningsstedet har politiet fundet blodspor fra Mathias Holse Heinsmann, ligesom der var mange blodstænk fra faren på det tøj, Mathias Holse Heinsmann havde haft på den 1. oktober, og som han ikke havde skilt sig af med, men gemt i en pose på sit værelse. 

Har ledt efter et motiv

Under sin procedure fremhæver specialanklager Susanne Bluhm, at politiet igennem grundig efterforskning har forsøgt at finde et motiv til det brutale drab. Man har netop set på, om der har været underretninger eller bekymringshenvendelser omkring børnene, der kunne tyde på at der har været tale om eksempelvis vold eller seksuelle overgreb, der kunne forklare de mange knivstik på den 53-årige mand. Ligeså har man vidneafhørt en lang række familiemedlemmer. Der er intet, der tyder på, at der har været overgreb i familien. Jeg mener at det er en konstrueret forklaring, siger anklageren, og tilføjer, at det eneste, der springer hende i øjnene er den mentalerklæring, der er lavet af den 19-årige. 

Her lyder konklusionen, at den tiltalte fremstår følelsesfattig med lav reflektionsevne. Han udviser kun lidt indfølelse for andre. 

Utroværdig og konstrueret forklaring

Fredag eftermiddag idømmer en enig domsmandsret Mathias Holse Heinsmann 12 års fængsel. Han mister desuden retten til at arve faren.

Retsformanden forklarer, at domsmandsretten ligesom anklageren mener, at den 19-åriges forklaring om seksuelle overgreb er utroværdig og fremstår konstrueret til lejligheden. Den er - i rettens optik - ikke særligt detaljeret, men til gengæld overfladisk.  Derfor finder man ikke, at de påståede overgreb er en formildende omstændighed, lyder det, da man idømmer ham 12 års fængsel. 

Efter dommen rejser de mange pårørende sig. På vej ud får den 19-åriges søster lov til at give sin bror et langt kram. 

Mathias Holse Heinsmann udbeder sig betænkningstid i forhold til, om han ønsker at anke dommen. 



Nyhedsoverblik