22 mobiltelefoner stjålet fra plejecenter: - Det vanskeliggør virkelig vores arbejde

Plejecenteret Rosenvang i Vordingborg har natten til fredag fået stjålet alle deres 22 arbejdstelefoner, hvilket besværliggør deres arbejde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Medarbejderne på plejecenteret Rosenvang mødte fredag ind til lidt af en overraskelse, og det var ikke den gode af slagsen. 

Deres 22 arbejdsmobiltelefoner var nemlig væk. 

- Nogen må have været her efter vores aftenvagt er gået hjem klokken 24.00, siger distriktsleder Ulla Krøger.

Det er 22 Samsung-smartphones, som de udekørende medarbejdere i hjemmeplejen bruger, når de skal på hjemmebesøg hos borgerne. De bliver brugt til at fortælle medarbejderne, hvem de skal hjælpe, hvornår de skal være der, samt hvad borgerne skal have hjælp med. 

quote Vi går tilbage til gammeldagsmaner, tilbage til papirfacon

Ulla Krøger distriktsleder, Rosenvang

- Det er jo vores arbejdsredskab for pokker. Det vanskeliggør virkelig vores arbejde, siger Ulla Krøger.

Derfor har plejehjemmet været nødt til at tage et redskab i brug, som de ikke har brugt længe.

- Vi går tilbage til gammeldags manér - tilbage til papirfacon - indtil vi får en erstatning, siger Ulla Krøger.

Kan ikke komme ind til journaler

Borgerne, som Rosenvang besøger i Vordingborg Kommune, kan det næste stykke tid forvente, at det kan komme til at tage en smule længere tid end normalt. 

Distriktslederen regner med, at der nok går op mod 14 dage, før plejecenteret igen har mobiltelefoner til deres ansatte. Det er nemlig ikke alle mobiltelefoner, som kan bruges til deres system. 

- Det er ikke noget, vi bare har på lager.

Læs også
Busmuseum udsat for tyveri - flere hundrede liter diesel stjålet
Læs også
Busmuseum udsat for tyveri - flere hundrede liter diesel stjålet

 Ulla Krøger understreger, at borgerne ikke skal være nervøse for deres personoplysninger. 

- De kan bruge telefonerne og nulstille dem. Men de kan på ingen måde komme ind til borgernes journaler. Der er mange forskellige sikkerhedsordninger, som er helt personlige, så det kan man ikke, siger hun.

Ingen mistænkte

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bekræfter, at de har modtaget en anmeldelse om tyveriet og fortæller, at de nu skal i gang med en efterforskning. 

Mobiltelefonerne har ligget på et normalt aflåst kontor, og derudover bliver yderdøren til plejecenteret også låst, når aftenvagten går hjem. Men der er umiddelbart ikke tegn på indbrud.

Læs også
Kommune leder efter unge til plejehjem
Læs også
Kommune leder efter unge til plejehjem


Hvordan en eller flere ukendte gerningsmænd er kommet ind er derfor usikkert. 

Plejecenteret har ingen mistænkte og stoler på, at politiet nok skal gøre sit, for at forsøge at finde de skyldige. 

- Vi håber, politiet kan hjælpe. Vi plejer at få god hjælp fra dem, de få gange vi har haft brug for det, så vi er fortrøstningsfulde, siger Ulla Krøger.

Plejecenteret vil nu i dialog med politiet overveje, om de skal øge sikkerheden. 

- Vi skifter låsen til rummet. Vi gør, hvad vi kan på fornuftig vis. Det skal heller ikke blive for besværligt at arbejde med, siger Ulla Krøger.


Nyhedsoverblik